Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Er det opskriften på rygestop? Foreninger vil have usynlige cigaretter i butikkerne

Flere forbud og mere lovgivning er ikke vejen frem, mener sundhedsministeren.

Vil færre unge købe cigaretter, hvis de farverige pakker ikke frister fra hylderne bag disken?

Det tror Hjerteforeningen, Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse, der sammen står bag et åbent brev til Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget.

I brevet foreslår foreningerne, at tobakken skal gemmes under disken, og at der skal indføres neutrale, reklamefri cigaretpakker uden identitetsskabende brands - ligesom i Storbritannien, Frankrig, Irland og snart Norge.

VLAK-regering har en plan om, at en hel generation i 2030 skal være røgfri. Men for at sætte flueben ved det mål, skal der mere handling til, mener foreningerne.

»Hvis vi inden for de næste 12 år skal nå målet om en røgfri generation er vi nødt til at gå nye veje og sætte politisk handling bag ordene. Der er ikke ét politisk tiltag, som alene kan få os i mål med en røgfri generation, men det er derimod afgørende at sætte ind med en række tiltag, som hver især bidrager til at få færre danskere til at ryge,« skriver foreningerne i en pressemeddelelse.

Foreningerne hæfter sig ved, at rygning hvert år er skyld i 13.600 danske dødsfald. Ifølge Kræftens Bekæmpelse ryger 22 pct. af befolkningen, og de seneste seks år har antallet været stagneret.

Sundhedsministeren Ellen Trane Nørby (V) mener ikke, at lovgivningen skal strammes yderligere. Det siger hun til BT.

»Jeg mener, det er fint at lægge tobak under disken, men det vil vi ikke regulere om. Jeg mener, at detailhandlen skal tage et ansvar, der er intet, som forhindrer tobak under disken eller kræver det. Jeg tror ikke, vejen frem er forbud og lovgivning. I stedet skal ansvaret tages lokalt hos f.eks. detailhandlen, erhvervsskoler og kommuner,« siger hun.

Hvis de unge skal kvitte smøgerne, skal prisen have et ordentligt nøk opad. Det sagde en af landets førende eksperter i forebyggelse professor Morten Grønbæk, da tal fra Danmarks Statistik for nylig viste, at de danske priser på cigaretter er blandt de laveste i Europa målt i forhold til forbrugerpriserne generelt.

»En fordobling af prisen ville virkelig give smæk for skillingen, men det ville også have en effekt, hvis en pakke steg med f.eks. 25 kr.,« sagde han tidligere på måneden til Ritzau.