*

TV & Foto

David udfordrer Goliat: Systemkamera fra Sony

Endelig har Sony lavet det kamera, der skal skaffe dem verdensherredømmet.

Sony a9 systemkamera. Foto: Sony

Sony a9 systemkamera

Type: 24 MP systemkamera med full-frame billedsensor

Optik: Sony FE-fatning

Skærm: 7,6 cm LCD, 1,44 mio. billedpunkter

Søger: 3,7 MP OLED

Højdepunkter: 20 fps, 12 fps ukomprimeret råfil-lagring, 5-aksers billedstabilisering, 4K-video, Wi-Fi/Bluetooth, vipbar touch-skærm, mic ind/hovedtelefon ud, ISO 204.800, 650 skud/opladning, vejrtætnet

Web: sony.dk

Plus: Ekstrem skudtakt og fokuspræcision kombineret med konsistent billedkvalitet og stærkt forbedret ergonomi. Suverænt actionkamera.
Minus: Bedre detaljeopløsning og farvegengivelse fås andetsteds. Kun USB 2.0 og én UHS-II-kortplads. Lidt små knapper.

Det kan være, der sidder nogen i bestyrelseslokalerne i Tokyo og prøver ikke at tabe ansigt. For hvordan skal man forklare, at man mister markedsandele til en tv-producent? En, man ikke tog særlig alvorligt? En producent, der kæmpede for at finde fodfæste på et milliardmarked, som to producenter længe dominerede?

Sony har hamret så længe på døren, at den endelig gav efter, og nu er de nummer to på nogle markeder og endda nummer ét på enkelte andre. Det er ikke tilfældigt.

De ankom sent til festen, og det skal indrømmes, at de kæmpede længe for at lave produkter, der var bedre end konkurrenternes, men i dag er de fleste Sony-kameraer fuldt ud på niveau og lidt til. På alle markeder undtagen ét: Det professionelle.

Foto: Sony

Det lille, men lukrative professionelle marked er stadig domineret af Canon og Nikon, og er det eneste kamerasegment, hvor Sony ikke har haft noget at stille op. Indtil nu, vel at mærke. For Sony a9 er lavet netop for at skubbe duopolet ned fra piedestalen. Det kommer kort efter spejlreflekskameraet SLT a99 II, som indtil nu har været Sonys hurtigste systemkamera med 12 fps.

Sony a9 er ikke alene et velbygget, vejrtætnet og skræddersyet professionelt kamera til fotografer, der har brug for noget, som kan tåle mange års brug. Det er også hurtigere end konkurrerende kameraer fra Canon og Nikon. Mere specifikt Canon EOS-1D X Mark II og Nikon D5. De to definitivt hurtigste prof-kameraer, vi har testet indtil nu, med en skudtakt på henholdsvis 16 og 14 fps.

Og lad mig skynde mig at tilføje: To af de tre bedste, for Sony-kameraet er ikke bare hurtigere med en skudtakt på op til 20 fps (12 fps ved ukomprimerede råfiler). Det er også bedre på nogle områder.

Men lad os tage det i den rigtige rækkefølge.

Formel 1-fart

Pakket med Sonys mest avancerede teknologi koster kameraet så meget, at det er uden for rækkevidde for de fleste, og det har egenskaber, som ikke alle har brug for. Selv om en skudtakt på 20 fps er noget, både naturfotografer og sportsfotografer kan bruge. Men ikke kun dem.

Bryllupsfotografer kan skyde lynhurtige billedserier uden en lyd med kameraets elektroniske lukker – ned til 1/32.000 sekund – og Sony har gjort sig store anstrengelser for, at autofokus kan følge med, når det går stærkt. Der er f.eks. ingen blackout-tid (sort skærm) mellem billederne på serieoptagelser, og fotografen kan konfigurere autofokus efter motivets bevægelser.

Sony a9 har en 24 megapixel CMOS-billedsensor, hvor billedprocessor og bufferhukommelse er placeret på selve billedchippen for maksimal fart på datastrømmen. Kameraet kan sluge mere end 240 billeder i råformat, før bufferen skal have nogle sekunders pause. Bedre end både Canon EOS-1D X II og Nikon D5.

Test: De bedste rejsekameraer

Der er plads til to hukommelseskort, hvor man kan vælge, om billederne skal lagres på begge, om man vil bruge det ene som backup, eller man vil gemme forskellige filtyper på de to kort. Underligt nok understøtter kun den ene kortplads UHS-II-kort. Som er de hurtigste og bedst egnede hukommelseskort til kameraer med så høj skudtakt.

Med femaksers indbygget billedstabilisering klarer kameraet op til fem trins kompensation, så man faktisk kan få skarpe billeder håndholdt og ved længere lukkertider. Flere af Sonys teleobjektiver og zooms har desuden optisk billedstabilisering, så man er godt dækket ind med a9 uanset brændvidde.

Let og kompakt

Kameraet er ikke særlig stort i forhold til et almindeligt spejlrefleks, og ved siden af Canon EOS-1D X II og Nikon D5 virker det ret lille. Men ikke så lille, at det er besværligt i brug. Sony har tydeligvis lyttet til brugerne under designet af a9 og ikke kun deres egne ingeniører. For det har endelig fået større programhjul på toppen og et bedre integreret håndgreb end f.eks. Sony a7R II.

Ekstra glædeligt er, at det også har fået to hjul til venstre for søgeren. Et til skudhastighed og et til valg af fokustype. Indstillings- og programhjulet har en låseknap, der skal trykkes ind, hver gang man vil ændre indstillinger. Det burde have været en til-og-fra-funktion ligesom hos Olympus; det er mere praktisk.

Test: Spejlløse kameraer af højeste klasse

Men det meste er fremskridt i forhold til a7-serien. En joystick-knap gør det nemt at flytte fokuspunkterne, når man bruger den store, højopløste søger. Med 3,7 megapixel, nul blackout på serieoptagelser og næsten ingen forsinkelse er det måske markedets bedste elektroniske søger. Der er ikke længere grund til at savne en optisk søger.

Kameraet kan også bruge et vertikalgreb, der kan rumme to ekstra batterier, som i øvrigt er større end på a7-serien. Sony opgiver batterikapaciteten til 650 eksponeringer pr. opladning, hvilket er væsentlig bedre end de ca. 400 eksponeringer, man fik med det gamle batteri. Efter en hel dags serieoptagelser plus nogle 4K-optagelse var der stadig næsten halv kapacitet tilbage.

Knapperne på kameraet er stadig små, men det er ikke alle, man bruger hele tiden. Den vipbare touch-skærm hjælper på betjeningsvenligheden, og både menuer og knapper kan tilpasses til forskellige behov.

Læs den fulde test på lydogbillede.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her