*

TV & Foto

Test af otte rejsekameraer

Tag et godt kamera med på ferien, så er du sikker på, at de særlige øjeblikke bliver foreviget i den bedst mulige kvalitet.

Nyere smartphones har så gode kameraer, at de fleste foretrækker at tage billeder med mobilen. Jeg gør det selv, altså knipser hverdagsbilleder med min telefon i stedet for et rigtigt kamera. Det indrømmer jeg. Men det er som regel billeder, der kun skal vises på sociale medier.

For de af os, der går mere op i fotografering, er et godt kamera uundværligt. Billeder fra store og små begivenheder bliver ikke alene teknisk bedre med et rigtigt kamera, de bliver også mere interessante. Jeg vil vove den påstand, at man ser motivet anderledes, når man har et kamera i hænderne, end med telefonen.

Vi tester

Panasonic Lumix GX800 - 4.950 kroner
Sony RX100 III - 5.250 kroner
Panasonic Lumix TZ100 - 4.895 kroner
Nikon D5600 - 6.095 kroner
Canon EOS M6 - 6.750 kroner
Fujifilm X-T20 - 9.895 kroner
Panasonic Lumix FZ2000 - 9.195 kroner
Olympus PEN-F - 10.995 kroner

De tynde smartphones har elendig ergonomi, hvis man ser på dem som kameraer. Med bittesmå knapper og lidt eller ingen kontrol over eksponering og deslige er de ikke mere end et snapshot-kamera i manges øjne. Men de er gode som rejsekameraer. Uanset om man skal på weekendtur eller en længere ferie, er mobilen altid klar til at fange de særlige øjeblikke, der måtte opstå.

De, der vil have endnu bedre billeder, tager også et kamera med. Men hvilket?

Rejsekameraer

I vores testarkiv på nettet finder du tests af flere hundrede kameraer, og de bedste af dem scorer fem eller seks stjerner. Nogle af dem har vi samlet her, i en oversigt over otte af de mest velegnede rejsekameraer lige nu.

De har tre ting tilfælles: De giver langt bedre billedkvalitet end mobilen, de er små og lette, og de har allround-egenskaber, der gør, at de passer til de flestes behov.

Alligevel er de forskellige. Der er kameraer, som kan være i en lomme, kameraer med ekstrem zoom og kameraer med udskiftelig optik – såkaldte systemkameraer.

Læs den fulde test på lydogbillede.dk

 

Det bedste lommekamera

Sonys testdeltager er simpelthen det bedste køb i kompaktklassen.

Foto & Video – Kompaktkamera
Sony Cyber-shot RX100 III

Type: 20 MP kompaktkamera med 1" billedsensor
Optik: 24-70 mm f/1.8-2.8 med billedstabilisering
Skærm: 7,6 cm LCD, 1,23 mio. billedpunkter
Søger: 1,44 MP LCD
Højdepunkter: Wi-Fi og NFC, vipbar skærm, 10 fps
Pris: 5.250 kroner
Web: sony.dk
Specielt anbefalet
Plus:
Klasseledende billedkvalitet i minimal indpakning, en fremragende opklappelig elektronisk søger og lysstærk optik.
Minus: Kameraet er så lille, at knapperne også er blevet små, og det koster mere end de fleste kompaktkameraer.

SonyRX100. Foto: Sony

Der findes hele fem udgaver af Sony RX100. Den nyeste hedder RX100 V, og det er for dyrt til at ende på anbefalingslisten. Det bedste køb i RX100-serien er nemlig det her – RX100 III. Hvis du vel at mærke ikke har brug for 4K-video. Ellers må du lægge nogle flere penge for fireren, som i bund og grund er næsten identisk med treeren.

Her får du spejlreflekskvalitet i et kamera, der let kan være i lommen. Den lysstærke zoom rækker til det meste, undtagen sport, da zoomen stopper ved 70 mm. Men billedkvaliteten er upåklagelig, selv i svagt lys. Synes du, at billederne fra mobilkameraet bliver grumsede i dårligt lys, så er dette kamera noget for dig.

RX100 III har en praktisk opklappelig søger. Den er guld værd i sollys, for her kan man alligevel ikke se noget på skærmen. Hurtigt er det også. Autofokus er lynhurtig, og skudtakten på 10 billeder i sekundet (fps) giver knivskarpe actionbilleder.

De små knapper er faktisk det største minus, ud over den beskedne batterilevetid. Så køb et ekstra batteri. Kameraet har en praktisk indstillingsring omkring objektivet, som kan programmeres, så du kan tilpasse kameraet efter behov.

Billedkvalitet

Sensoren er på én tomme, hvilket er mange gange større end på mobilkameraer, og her er den koblet direkte til de elektroniske kredsløb – såkaldt bagbelysning – for bedre følsomhed. Sammen med Sonys Bionz X billedprocessor får billederne mere jævn farvegengivelse og mindre støj. Den skarpe 24-70 mm zoom har rigtig god lysstyrke på f/1.8-2.8.

 

Det bedste superzoom

Med 10x zoom får du fanget de billeder, mobilen ikke kan.

Foto & Video – Kompaktkamera
Panasonic Lumix TZ100

Type: 20 MP kompaktkamera med 1" billedsensor
Optik: 25-250 mm f/2.8-5.9
Skærm: 7,6 cm LCD, 1 mio. billedpunkter
Søger: 1,16 MP elektronisk, 0,46x forstørrelse
Højdepunkter: Wi-Fi, 4K-video, DFD-fokus, touch-skærm, 10 fps, 10x zoom
Pris: 4.895 kroner
Web: panasonic.dk
Specielt anbefalet
Plus:
Høj billedkvalitet, kraftig zoom samt søger og touch-skærm giver et glimrende allround-kamera.
Minus: 250 billeder pr. opladning er lavt på et så rejsevenligt kamera.

Panasonic Lumix TZ100. Foto: Panasonic

Med lidt mere zoom øges kameraets anvendelighed. Som her, i Panasonics lommevenlige TZ100 – et kamera med 10x zoom, 4K-video og billedkvalitet i top.

Kameraet kombinerer en 1 tommes billedsensor og 25-250 mm zoom og er ikke meget større end en æske pastiller. Her kan du tage 8 megapixel stillbilleder fra 4K-videosekvenser med 30 fps eller skyde på fuld opløsning med 10 fps.

Det har også elektronisk søger, og med funktionen Post Focus kan du vælge, hvor billedet skal være skarpest, efter at det er taget. Tryk på skærmen på det sted i motivet, som du vil have skarpt, og vælg Gem.

TZ100 er så let at bruge, at alle kan få gode billeder med det. Du kan også programmere nogle af knapperne til at aktivere foretrukne funktioner, og ringen rundt om objektivet kan f.eks. fungere som zoomring med trinløs eller trinvis zoom.

Der er også en række andre funktioner, såsom råfiloptagelse, HD-konvertering af 4K-video, Wi-Fi og panoramabilleder, og så er der selvfølgelig optisk billedstabilisering integreret.

Kameraet har også en elektronisk søger. Den er praktisk, når du ikke kan se skærmen ordentligt i skarpt lys, og så giver den stabilitet. Når du holder kameraet op til ansigtet og kigger i søgeren, er det nemlig mere stille. Nyttigt ved lange brændvidder og længere lukkertider.

Billedkvalitet

Det lille Leica-objektiv er forholdsvis lysstærkt med blænde f/2.8 på vidvinkel og giver meget ensartet skarphed på næsten alle brændvidder. Det har meget lidt kromatisk aberration og fortegning, som ellers er almindeligt for en 10x zoom. Det er også skarpt i det vigtige område i centrum.

 

Det bedste af de små

Panasonics mindste systemkamera er en ulv i fåreklæder.

Foto & Video – Systemkamera
Panasonic Lumix GX800

Type: 16 MP systemkamera med MFT billedsensor
Optik: 24-64 mm f/3.5-5.6, 2,7x zoom
Skærm: 7,6 cm LCD-skærm, 1K billedpunkter
Søger: Nej
Højdepunkter: Vipbar touch-skærm, Wi-Fi, 10 fps, billedstabilisering, 4K-video
Pris: 4.950 kroner
Web: panasonic.dk
Plus: Fremragende billedkvalitet og videokvalitet i et lille systemkamera, der er velegnet til begyndere.
Minus: Ingen søger, og 210 billeder pr. opladning er for lidt.

Panasonic Lumix GX800. Foto: Panasonic

Her er et kamera, der tror, at det er et kompaktkamera. Men faktisk er det et systemkamera med udskiftelig optik og stor billedsensor. Det betyder, at du får et kamera, der næsten kan være i lommen, men er mere fleksibelt end et kompaktkamera.

Det lille Panasonic-kamera har en større billedsensor end det kun lidt mindre Lumix TZ100. Den fanger mere lys og giver bedre billedkvalitet. Du kan også skifte den lille zoom ud med andre objektiver. Makro, tele eller telezoom – alt kan bruges på Lumix GX800.

Det er det mindste af de små systemkameraer, der også har god brugervenlighed. F.eks. får man en glimrende touch-skærm, der kan vendes 180 grader til de obligatoriske selfies. Ellers bruger du den, som du er vant til at bruge skærmen på mobilen.

Den kompakte zoom dækker 24-64 mm. Ikke alverden, men mere end nok til det meste, også portrætter. Kameraets intelligente autofunktion gør det såre simpelt i brug. Her tager kameraet sig af det hele, og du skal bare skyde løs. Samtidig vokser det med opgaven. Hvis du vil udforske din egen kreativitet, er det muligt at vælge alle indstillingerne selv.

Ud over 4K-video har det også Panasonics 4K Photo-funktion, hvor du kan gemme stillbilleder fra video-optagelser i 8 megapixel opløsning. Det har også en 4K selfie-funktion med nedtælling, til billedet tages, makeup-program, der fjerner rynker, og en række andre mere eller mindre nyttige funktioner.

Det er hurtigere end andre systemkameraer i samme klasse, med lynhurtig autofokus, 10 fps skudtakt med fuld opløsning og mulighed for at gemme 8 megapixel billeder fra 30 fps 4K-video.

Billedkvalitet

Selv den lillebitte zoom, der følger med kameraet, giver fremragende skarphed og rigtig god detaljegengivelse. Bortset fra gradvis fremkommende billedstøj i svagt lys og ved høj ISO er der ikke meget at udsætte på billedkvaliteten.

Læs den fulde test på lydogbillede.dk

 

I stedet for spejlrefleks

Spejlreflekskameraerne er ikke længere Canons bedste kameraer.

Foto & Video – Systemkamera
Canon EOS M6

Type: 24 MP systemkamera med APS-C billedsensor
Optik: 24-72 mm f/3.5-6.3, 3x zoom
Skærm: 7,6 cm LCD-skærm, 1K billedpunkter
Søger: Ekstraudstyr
Højdepunkter: Vipbar touch-skærm, Wi-Fi, 9 fps, billedstabilisering
Pris: 6.750 kroner
Web: canon.dk
Plus: Hurtigt og praktisk systemkamera med gennemført ergonomi og upåklagelig billedkvalitet.
Minus: I denne prisklasse burde søger og 4K-video være standard.

Canon EOS M6. Foto: Canon

Sig Canon, og alle tænker spejlrefleks. Men det er langtfra hele sandheden. De laver også kompakte systemkameraer med de samme egenskaber som spejlreflekser. Bare i en mindre og lettere indpakning.

Det har de gjort et stykke tid, men vi har ikke helt taget dem alvorligt. Det er der al mulig grund til at gøre nu. For EOS M6 er et gennemført godt kamera, der har alt, hvad man forventer af et Canon spejlrefleks, bare i en mere håndterlig form. Ganske vist uden søger, men med en række andre attraktive egenskaber.

Bl.a. er det hurtigere end et spejlreflekskamera. Med en skudtakt på 9 fps og Canons meget fine Dual Pixel autofokus er det hurtigt og lydløst på samme tid. Det har ikke indbygget søger, men en separat fås som ekstraudstyr. Ellers kan man bare bruge touch-skærmen som søger. Peg der, hvor du vil have fokus, og tap én gang for at tage billedet. Ligesom på mobilen.

Kameraet ligger bedre i hånden end normalt for sådan et lille systemkamera. Gummierede overflader giver et godt greb om det, også hvis man vælger andre objektiver. For EOS M6 kan bruge alle de Canon-objektiver, som producentens spejlreflekskameraer kan bruge. Det gør optikudvalget enormt – langt det største i denne test.

Den vipbare skærm kan vendes 180 grader, men underligt nok kan man ikke se den nederste del af skærmen, når den er vippet fremad. En designfejl måske, men det er i så fald den eneste. Ellers er kameraet nemlig en fryd at bruge. Man mærker, at Canon kan det dér med kameraer.

EOS M6 har Bluetooth, så du kan overføre billeder automatisk til mobilen, og mikrofonindgang, så dine HD-videoer kan få bedre lyd.

Billedkvalitet

EOS M6’s billedkvalitet genkender vi fra spejlreflekskameraet EOS 80D, der også har 24 megapixel billedsensor.

Det giver en fremragende detaljeskarphed og mættede, neutrale farver. Den frygtede billedstøj et godt under kontrol op til ISO 6400, og Canon har gjort et fint stykke arbejde med processeringen, så støj nærmest ikke er noget problem.

 

Det bedste spejlrefleks

Nikon-kameraet er klassens bedste spejlrefleks og en oplagt følgesvend på ferien.

Foto & Video – Spejlreflekskamera
Nikon D5600

Type: 24 MP spejlreflekskamera  med APS-C billedsensor
Optik: Nikon DX
Skærm: 8 cm LCD, 1 mio. billedpunkter
Søger: Optisk spejl, 0,85x forstørrelse, 95 % dækning
Højdepunkter: Vridbar touch-skærm, Wi-Fi, Bluetooth, 5 fps, mic-indgang, 970 skud/opladning
Pris: 6.095 kroner
Web: nikon.dk
Specielt anbefalet
Plus:
Gennemført enkelt at bruge for amatører og viderekomne. Billedkvalitet i top, kompakt og let, og praktisk billeddeling med Bluetooth.
Minus: Moderat skudtakt og fokushastighed, ingen vejrtætning, lille søger.

Nikon D5600. Foto: Nikon

Det relativt kompakte Nikon-kamera byder på klassisk betjening ikke ulig den måde, spejlreflekskameraer har set ud på i årtier. Men her får du kontinuerlig forbindelse til mobilen. Dermed gør kameraet det ikke bare lettere at få gode billeder, men også lettere at dele dem.

Bortset fra at skudtakten på 5 fps betyder, at D5600 ikke er noget udpræget actionkamera, er der ikke meget at udsætte på brugervenlighed, anvendelighed og billedkvalitet. Kameraets fremragende billedsensor på 24 megapixel og rigtig gode RGB-lysmåler giver skarpe billeder og noget nær perfekt farvegengivelse under alle lysforhold.

Det har SnapBridge, der anvender Bluetooth til overførsel til mobilen. Som altså kan være koblet til kameraet hele tiden, så hver gang du tager et billede, overføres det automatisk til din telefon. Kameraet giver god HD-videokvalitet og har både mikrofonindgang for bedre lyd og hovedtelefonudgang.

Nikon D5600 er et kamera, som man bare kan samle op og fotografere med uden at skulle tænke på indstillinger. Sæt alt på grøn, så tager kameraet sig af resten. Efterhånden som man bliver mere erfaren, kan man selv lave indstillinger og udforske sin kreativitet.

Af et spejlrefleks at være er det let og kompakt, og det har en praktisk vridbar touch-skærm, hvor man kan foretage mange af indstillingerne med en finger på skærmen – på samme måde, som man bruger en mobil.

Billedkvalitet

Med Nikons kompakte AF-P 18-55 mm f/3.5-5.6G VR normalzoom giver kameraet fremragende billedkvalitet til prisen. Og mod et pristillæg kan man få det med en 18-140 mm zoom, der giver endnu længere rækkevidde.

 

Det bedste retro-kamera

Olympus-kameraet er så sexet, at det er en fest at fotografere med.

Foto & Video – Systemkamera
Olympus PEN-F

Type: Systemkamera med 16 MP MFT-billedsensor
Optik: 24-84 mm f/3.6-5.6
Skærm: 7,6 cm vridbar touch-skærm, 1 mio. billedpunkter
Søger: 2,36 MP OLED
Højdepunkter: 50/80 MP hi-res, Wi-Fi, 10/20 fps, 1/16.000 s. elektronisk lukker, 5-aksers stabilisering, 77 Mbit/s 1080p HD-video, touch-skærm
Pris: 10.995 kroner
Web: olympus.dk
Specielt anbefalet
Plus:
Fornem billedkvalitet, lynhurtig autofokus og høj skudtakt. Lækkert og velfungerende retro-design.
Minus: Mangler vejrtætning og 4K-video, og prisen er høj.

Olympus PEN-F. Foto: Olympus

Her er et kamera, der bare tigger om at blive taget med ud. Det trives lige så godt på rejser som til gadefoto, ja, snart sagt hvad som helst. Kameraet er lille, let og lynhurtigt, og giver en billedkvalitet, som selv de mest kræsne vil nikke anerkendende til.

Under det uforskammet lækre retro-design bor der et topsejt kamera, der er bygget op omkring en 20 megapixel billedsensor – med mulighed for 50 megapixel, som giver synligt bedre detaljeskarphed. Hurtigt er det også med en skudtakt på op til 10 fps og kvik autofokus.

Den integrerede OLED-søger er en af de bedste elektroniske søgere på markedet, og den praktiske touch-skærm kan vippes ud og drejes. Med en finger kan du vælge indstillinger og fokuspunkt, og også tage billeder med pegefingeren på skærmen. Ligesom på mobilen.

PEN-F har Olympus’ store udvalg af kunstfiltre integreret og flere sort-hvid-indstillinger med tre valgbare profiler samt farveprofiler og justering af farvebalance, farvetemperatur og farvemætning. Her kan du virkelig få testet din kreativitet med Instagram-lignende effekter og egne indstillinger.

Kameraet kommer med en 17 mm f/1.8 som alternativ til den slanke normalzoom. Med den er det ikke meget større end et kompaktkamera og betydelig mindre end et spejlrefleks.

Billedkvalitet

Olympus-kameraets detaljeskarphed er fremragende, og vælger man 50 MP-funktionen, er den fuldt på højde med Canon EOS 5DS R. Som er næsten tre gange så dyrt og har en full-frame 50 megapixel billedsensor. Ulempen i forhold til Canon-kameraet er, at PEN-F skal stå på stativ og motivet stå stille, når man vælger 50 MP-funktionen.

 

Det bedste avancerede

Med X-T20 har Fujifilm overhalet konkurrenterne indenom.

Foto & Video – Systemkamera
Fujifilm X-T20

Type: 24 MP systemkamera med APS-C billedsensor
Optik: Fujinon XF
Skærm: 7,6 cm LCD, 920K billedpunkter
Søger: 2,36 MP elektronisk
Højdepunkter: Wi-Fi, 8 fps, 325 fokuspunkter, filmsimulering, 1/32.000 s. elektronisk lukker, 4K-video
Pris: 9.895 kroner
Web: fujfilm.dk
Specielt anbefalet
Plus:
Superskarpe billeder med enestående detaljering, hurtig og præcis autofokus, 4K-video og gennemført brugervenlighed.
Minus: Nogle små knapper, ingen touch-skærm, kun 30 minutters 4K-optagelse og kun hovedtelefonstik med vertikalgrebet på.

Fujifilm X-T20. Foto: Fujifilm

I klassen for virkelig små systemkameraer er Fujifilm X-T20 et af de bedste valg. Det kombinerer kompakt størrelse og lav vægt med klassisk betjening a la spejlrefleks, så både unge og gamle kan føle sig godt tilpas med det lille kamera.

Der i øvrigt ikke bør sammenlignes med forgængeren T10, ud over hvad det udvendige design angår. Det er det fjerde kamera i rækken, der er udstyret med Fujifilms egen billedsensor på 24 megapixel. Den specielle X-Trans CMOS-sensor fanger lyset på en særlig måde, og billedkvaliteten tåler sammenligning med langt dyrere mellemformatkameraer.

Hurtigt er det også. Skudtakten på 8 fps og kameraets præcise autofokus med 325 fokuspunkter kan let følge med motiver i bevægelse og giver fremragende skarphed, selv når det går hurtigt for sig.

Nogle af knapperne er meget små – det er den pris, man må betale for et så lille systemkamera – men indstillings- og programhjulene er nemme at betjene. Selv med én hånd. Håndgrebet kunne have været større, men kameraet ligger godt i hånden, og sammen med den meget fine 18-55 mm zoom er det en meget rejsevenlig kamerapakke.

X-T20 kan anvende alle Fujis XF-objektiver, hvor udvalget hele tiden udvides, og en rejsepakke med vidvinkel, normalzoom og tele fylder ikke meget.

Billedkvalitet

Få kameraer i denne prisklasse kan matche Fuji-kameraet på dynamik og detaljeskarphed. Billedstøjen er marginal selv ved ISO 12.800, det er på niveau med dobbelt så dyre professionelle kameraer, og farvebalancen er meget jævn og neutral.

 

Det bedste ultrazoom

Hvis du har brug for 20x zoom og skarp 4K-video, er FZ2000 det bedste valg.

Foto & Video – Kompaktkamera
Panasonic Lumix FZ2000

Type: 20 MP kompaktkamera med 1" billedsensor
Optik: 24-480 mm f/2.8-4.5
Skærm: 7,6 cm LCD, 1 mio. billedpunkter
Søger: 2,36 MP OLED, 0,74x forstørrelse
Højdepunkter: Wi-Fi, 4K-video, DFD-fokus, touch-skærm, 12 fps, 20x zoom, variabelt ND-filter
Pris: 9.195 kroner
Web: panasonic.dk
Specielt anbefalet
Plus:
Høj billedkvalitet, kraftig zoom og 4K-video i et kamera, der kan alt.
Minus: Lige lovlig stort og ingen vejrtætning.

Panasonic Lumix FZ2000. Foto: Panasonic

Hvis man ikke vil have et systemkamera, men gerne vil have meget zoom, er det her en kameratype, der passer perfekt.

Det er større end et almindeligt kompaktkamera, men mindre end et spejlrefleks og har et kraftigt zoomobjektiv med en rækkevidde på 24-480 mm. Hvis du skal have samme område i et spejlreflekskamera, kræver det et ekstra objektiv.

Der er hele 20x zoom med optisk billedstabilisering hele vejen. Det giver mulighed for meget varieret brug. Landskabsfoto, dyr i naturen, sport eller som feriekamera? Panasonic Lumix FZ2000 er kameraet, der kan bruges til næsten hvad som helst.

Man kan også skyde 4K-video med 30 fps og plukke stillbilleder på 8 megapixel fra videostrømmen. Når 4K Photo er valgt, bladrer man bare i 4K-optagelsen med fingeren langs touch-skærmen og gemmer den bedste frame som stillbillede på hukommelseskortet.

Kameraet er tilstrækkelig stort til, at der er plads til knapper og indstillingshjul af en behagelig størrelse. Håndgrebet, der rager ud både foran og bagpå, giver et godt greb om kameraet, og balancen er næsten perfekt.

En lille fordel er, at zoomen ikke vandrer, når man zoomer – hvad enten det er med hjulet omkring udløseren eller med zoomringen – objektivet zoomer nemlig internt. Dvs. linserne flyttes indvendig, uden at den ydre del bevæger sig frem og tilbage.

Den elektroniske OLED-søger er formidabel for et kamera i denne klasse. Den er både stor, skarp og hurtig nok til, at man ikke bliver irriteret over forsinkelser, når man panorerer eller skyder billedserier – op til 12 fps.

Billedkvalitet

Kameraets 1 tommers billedsensor har 20 megapixel opløsning og en større billedflade end typiske kompaktkameraer – og fanger dermed mere lys, som giver bedre billeder. Hurtigt er det også. Autofokus har 49 målepunkter, og skudtakten på 12 fps giver skarpe actionbilleder ved serieoptagelser i godt lys.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her