Test: Sharp LC70LE836S - Kolossal filmskærm
Sharps nye 70-tommer er en rekordstor drømmeskærm for film- og sportsgalninge.

Hører du til dem, der kan lide at have et større tv end naboen, rammer Sharps seneste kreation plet! Det her er det største tv, vi har testet hidtil i Lyd & Billede/Gear, og understreger bare, at markedet går i én bestemt retning: Endnu større skærme til stadig lavere priser.
For et år siden stod prissedlen til astronomiske højder, så snart vi bevægede os over 65 tommer i skærmstørrelse, og udvalget af LED LCD-skærme i denne prisklasse har indtil nu været ganske begrænset. I størrelser over 60 tommer er det plasmaskærme fra Panasonic og Samsung, der har regeret, men nu vil Sharp altså være med blandt de store drenge.
Sharp er allerede en af verdens største producenter af LCD-paneler og er altid tidligt ude med ny teknologi. De var først ude med at lancere ekstra højtopløste 4K- og 8K-skærme og samarbejder med den japanske tv-udbyder NHK om næste generations tv-format. Jordskælv og tsunami har heller ikke hindret japanerne i at introducere nye 70 og 80 tommer store fladskærme før alle andre.
Konklusion
Sharp LC70LE836S er ikke bare det største tv, vi har testet hidtil, det er også et af de bedste. Billedkvaliteten er i top, og det gedigne skærmformat må helt klart siges at give en filmoplevelse ud over det sædvanlige.
Sharps menusystem kunne godt have været mere overskueligt, og vi savner lidt bedre forprogrammerede billedindstillinger, men ellers er der lidt at bekymre sig over, så længe man tager højde for, at den store skærm kræver lidt ekstra siddeafstand.
Det her er et stort og fejende flot tv, som vi ikke nøler med at anbefale til dem, der er på storskærmsjagt. Til 30.000 kr. må det siges at være et kup, men hold øje med naboen: Sharp har også et endnu større 80-tommer på vej.
Læs hele testen af Sharp LC70LE836S på Lyd & Billede/Gear her.