iPhones lod ejerne sove længe
Hørte du heller ikke vækkeuret på din iPhone i morges? Der er en teknisk forklaring.
Havde nytårsdag været en almindelig arbejdsdag, var undskyldningen "Jeg hørte ikke vækkeuret" formentlig blevet sagt rigtig mange gange på arbejdspladser i hele verden.
I hvert fald af dem, som har en iPhone og bruger den som vækkeur.
For i dag, den 1/1 2011 kom der ikke en lyd fra tusindvis af iPhones, der normalt ringer deres ejere op om morgenen.
Havde også problemer med vintertid
Masser af iPhone-ejere undrer sig på Twitter over tavsheden og nettet rundt florerer adskillige avancerede gisninger om, hvad problemet er.
Apple, som står bag telefonen, har endnu ikke udtalt sig om problemet. Sikkert er det dog, at fejlen skal findes i styresystemet iOS4, som blev lanceret med den nye iPhone 4 og er installeret på mange nyere iPhone 3.
Samme system gav i november masser af brugere en times ekstra søvn, da alarmfunktionen ikke automatisk skiftede til vintertid. Den fejl lovede Apple at have rettet i en softwareopdatering, der udkom senere samme måned.
Sådan bliver du vækket i morgen
Mobilentusiaster skal ifølge flere hjemmesider have fundet ud af, at "nytårsfejlen" retter sig selv den 3. januar.
Tilsyneladende er telefonen kun tavs, når alarmen indstilles til at ringe én dag.
Sættes den derimod til automatisk at ringe på samme tidspunkt hver dag, skulle man kunne stole på, at vækkeuret kimer i morgen.
LÆS OGSÅ: Hvilken mobil skal du købe til familien?