Test: LG giver meget mobil for pengene

Optimus Black kunne sagtens være en topmodel, men du får den til en middelklasse-pris.

Artiklens øverste billede
LG Optimus Black følles lille, selv om den har en skærm på fire tommer. Foto: LG

LG Optimus Black blev annonceret tilbage i januar og er lige nu på vej ud i butikkerne.



Optimus Black er prismæssigt en mellemklasses-mobil, og ligger cirka 1.000 kroner under LGs topmodel, Optimus 2X. Aktuelt koster Optimus Black omkring 3.100 kroner, ifølge Mobilpriser.dk



Black bliver solgt på skærmen og designet, og især designet er da også noget at skrive hjem om. Skærmen er flot, men ikke den bedste i sollys, som LG ellers påstår.



Det betyder dog ikke, at man ikke skal købe Optimus Black - tvært imod. Det er nemlig en rigtig god mobil, især til prisen.

Kærlighed ved første blik

Det er tydeligt, at der med Optimus Black er gjort lidt mere ud af udseendet. Er det de kvindelige forbrugere, LG er ude efter her?



Allerede æsken er væsentlig mere æstetisk, end de fleste andre papæsker. På mange måder ligner kassen mere en æske til smykker eller et ur, end til en mobil.



Mobilen er da også lige en tand lækrere end andre telefoner. Nu er design og udseende jo altid en meget subjektiv ting, men jeg vil vove den påstand, at LG Optimus Black designmæssigt er en af de flotteste mobiler jeg har set.

Lille og lækker

LG Optimus Black er en lille og let sag - den vejer kun små 109 gram, hvor LGs topmodel 2X for eksempel vejer 145 gram - det er altså en forskel, der er til at mærke.



Vægt på mobiler er igen et emne, der er forskellige holdninger til. Hvor nogen mener, at en mobil skal være så let som mulig, så mener andre, at der godt må være lidt tyngde på mobilen, da den derved føles mere robust og knap så plastikagtig.



Normalt er jeg i den sidste gruppe. Men med Optimus Black er det noget andet.



Den virker nemlig på ingen måde plastikagtig. Den virker tvært imod eksklusiv, på trods af den lille vægt.



Samtidig er den også en tynd sag, på 9,2 mm, hvor den er tykkest. Alt i alt en yderst lækker lille mobil - for den føles lille, på trods af en skærm på 4 tommer.

Underlig knap

Under volume +/- knappen på venstre side af mobilen finder man en fysisk knap med et 'G' på.



Hvad knappen præcis gør, er jeg usikker på.



Umiddelbart kan den bruges til at bladre i forsideskærmene, men funktionen virker ikke rigtigt, og man skal holde knappen inde alt for lang tid, før der sker noget. Så hvorfor ikke bare bladre med fingrene, som man er vandt til?



Sikkert er det dog, at knappen er placeret uhensigtsmæssigt, idet man tit trykker på den, når man egentlig vil skrue ned for lyden.

Lækker skærm - men ikke den bedste i sollys

Det store salgsargument for Optimus Black er skærmen, som skulle være lige så flot uden for i solskinnet, som inden for i mørket.



Skærmen er en helt ny type, som LG kalder NOVA. Den har en opløsning på 800x480 pixels, med en lysstyrke på 700 nits, mod 300 i de fleste almindelige mobil-skærme.



Selvom skærmen i almindeligt brug er både flot, og har dybe farver og en god betragtingsvinkel, er den ikke den bedste i sollys.



Under testperioden har jeg sammenholdt den med skærmen på iPhone 4, uden for i blændende solskin. Og her kan Optimus Black ikke følge med. Skærmen på iPhone 4 er VÆSENTLIG tydeligere i direkte sollys.



Hvordan skærmen er i sollys skal altså ikke være grunden til at købe en Optimus Black.

Mindre processor-kraft

LG Optimus 2X blev lanceret cirka samtidig med Optimus Black - og er som nævnt noget dyrere.



Noget af det, der gør 2X dyrere end Black er, at den har en dual-core processor, hvor Black kun har en almindelig single-core.



Det giver selvfølgelig en forskel i hastigheden - både hvor hurtigt man kan navigere rundt i menuen, hvor hurtig programmer åbner, browserhastigheden med mere.



Og selvfølgelig betyder det noget. Men selvom jeg kommer direkte fra en Optimus 2X over til Optimus Black, føler jeg ikke det er et irritationsmoment, overhovedet.



Mobilen følger fint med.

Middelmådig browser-oplevelse

Til at surfe på nettet med er Optimus Black på mange måder fremragende. Den store skærm gider man godt læse artikler på, eller se små Youtube-klip.



Det irriterer mig dog, at teksten ikke altid tilpasses skærmen. Hvis jeg læser en mobilversion af et site, gider jeg ikke skulle flytte rundt på teksten for at læse de sidste ord i hver linie.



Browseren understøtter pinch-to-zoom, hvor man med to fingre kan zome ind og ud på websitet. Til gengæld kan man ikke samtidig flytte rundt på siden, som man kender det fra iPhone.



Sitet vælter hurtigt ned på siden, når man lægger mobilen ned, og kan vendes til både højre og venstre.



Som sagt sker alting hurtig nok, når man navigerer rundt på nettet.

Super SMS-skrivning

At skrive SMS'er på Optimus Black er en sand fornøjelse. Det fulde QWERTY-tastatur fungerer godt, og reagerer hurtigt. Har man både ordbog og stavekontrol sat til, er man godt hjulpet, og bliver meget sjældent nødt til at rette ord. Irriterende er det dog, at komma ligger under symboler, så man altså først skal herind, for at kunne sætte komma.



Fortrækker man T9-tastatur, findes det også som standard. Swype skal man hente sig til I Android Market.



SMS'er vises i samtale-tråde, hvilket efterhånden er standard på smartphones, efter Apple I sin tid introducerede det på iPhone.



Optimus Black har dog en 'bug', hvor jeg ind imellem oplever at komme ind I en anden SMS-tråd, end den jeg trykkede på. Og ikke den, der ligger lige over eller lige under, men én, der ligger et helt andet sted.



Fejlen sker dog ikke særlig tit og er til at leve med.

Gode høretelefoner

Med i salgspakken følger et par in-ear høretelefoner, som er aldeles fremragende, både til musik og til at bruge som håndfrisæt.



Lyden er rigtig god under opkald, både håndholdt og med håndfrisættet.



I opkaldsfunktionen er smartdial, så kontakter kan findes ved at stave sig frem til dem på T9-tastaturet.



Der findes derudover tre andre faner, historik, kontakter og grupper. Så du kan finde frem til dine kontakter, uanset hvilken indgang du foretrækker. Det er i øvrigt nemt at redigere kontakter, linke dem op med Facebook (hvis det ikke er sket automatisk), eller tilføje et nyt billede.

Genial GPS

Optimus Black har, som alle andre mobiler med Googles Android-system, navigations-programmet Google Maps Navigation indbygget fra køb. Dermed kan man bruge mobilen som GPS, og den kan langt hen ad vejen erstatte de dedikerede GPS’er - i hvert tilfælde i Danmark.



Men mange mobiler er længe om at finde GPS-signal til at fortælle dig din position, og positionen er ikke altid særlig præcis. Men sådan er det ikke med Optimus Black.



Den finder overraskende hurtigt din position, som samtidig er meget præcis. Det gør det til en fornøjelse at bruge navigations-delen.

Gode billeder

Kameraet på Optimus Black er på fem megapixels, og dermed ikke specielt prangende. Men billederne taget med Black er af overraskende god kvalitet.



Også videokameraet er af en helt okay kvalitet og lyden på videoerne er god og klar.



Kameraet har autofokus, men man kan ikke fokusere ved at “tappe” på skærmen, der hvor man ønsker fokus. Den funktion savner jeg.



Galleriet er, som man kender det fra andre Android-mobiler. Og det er muligt at zoome i billederne, hvilket er en ret god egenskab. Fra galleriet kan billederne deles til Facebook, sendes som mail, MMS eller meget andet.



Alt I alt et kamera, der er mere end godkendt.

Mindre batteriforbrug

Da Optimus Black blev lanceret lovede LG, at batteriforbruget var ”lidt mindre”

end på andre smartphones, angiveligt på grund af Nova-skærmen. Og det virker til at være lige præcis tilfældet.



Hvis jeg lader være med at lade mobilen op om natten, holder Optimus Black strøm i en hel dag, plus langt op ad formiddagen dagen efter. Selvom der er fuld knald på opkald, SMS'er, mails og Facebook. Bruger jeg den derimod også som musikafspiller et par timer, og spiller nogle mobilspil, er en hel dag, det man kan drive ud af batteriet.



Det er dog ikke helt skidt for en smartphone, og batteriforbruget er altså et godt salgsargumentet for Optimus Black.



Når Optimus Black sættes til opladeren kan man på displayet se i procent, hvor meget batteri der er brugt/hvor meget der mangler at blive opladet. Vældig smart. Ellers findes der på mobilen en lille widget, hvor man også kan se procentsatsen.

Konklusion – et GODT køb

LG Optimus Black har været et fornøjeligt bekendtskab. Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke umiddelbart gætte på, at der her er tale om en såkaldt midrange-mobil – altså en mobil i mellemklassen. På rigtig mange måder lever den fint op til topmodellerne.



Samtidig er det strategisk meget klogt af LG at placere den prismæssigt, hvor de har gjort, når de samtidig har en topmodel med dual-core og bedre specifikationer generelt, der ligger i klassen lige over.



Men LG Optimus Black er et godt køb – det er der ingen tvivl om.



De fejl og mangler der er, er absolut til at leve med.



Jeg mener dog ikke, at man skal købe Optimus Black ud fra salgsargumentet om den gode skærm i sollys. Til gengæld skal man købe den, fordi det er en super lækker mobil, der virkelig giver valuta og smartphone for alle pengene.



LG Optimus Black ender på 5 ud af 6 stjerner.

Læs også: Test: Den fedeste Android-mobil

Andre læser

Mest læste

Del artiklen