*

Lyd

Stortest af gulvhøjttalere: Højttalerfest

Leder du efter nye stereohøjttalere til stuen? Vent med at købe, til du har læst denne test!

De fleste foretrækker de slanke, gulvstående højttalere, der ligger på den gyldne middelvej. Fotos: Producenter

Når du skal ud og shoppe stereoanlæg, er valget af højttalere ekstra vigtigt. Det kan betyde forskellen mellem en flad, kedelig lydoplevelse på hvilepulsniveau og et lydmæssigt adrenalin-kick! Derfor er det vigtigt at orientere sig på forhånd.

Partner

DK_LB_Logo_2015.jpg

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet om forbrugerelektronik Lyd & Billede.
Læs flere nyheder og test om gadgets og elektronik til hjemmet på lydogbillede.dk

Højttalere til hi-fi-brug fås i alle størrelser og prisklasser. De kan være små som tændstikæsker eller store som industrikøleskabe og koste fra under tusind kroner for de billigste til over en million for de dyreste. Men hvis vi skal finde en slags gylden middelvej, er det logisk at se på de slanke gulvstående højttalere, som de fleste foretrækker.

Prisklassen, der ligger mellem 10.000 og 20.000 kr. for et par, er særlig spændende og skiller sig positivt ud både hvad angår lydkvalitet og brugervenlighed. Derudover scorer de mange point på design og byggekvalitet. Det er slanke gulvhøjttalere med ydelse i top, som kan glide ind i enhver stue og skabe en musikalsk atmosfære, som du godt kan glemme alt om at få fra billige modeller.

Testen

Vi har gennempløjet markedet for spændende højttalernyheder og er endt med seks aktuelle modeller. De danske højttalerproducenter har en stor del af dette marked: Både Dali, Dynaudio, System Audio og Scansonic har meget at byde på i prisklassen. Derudover har vi en helt ny model fra franske Focal, og De Britiske Øer er selvfølgelig også repræsenteret - her i form af Bowers & Wilkins. Og selv det er kun en lille del af det store højttalermarked.

Sådan testede vi

Vi har lagt vægt på, hvordan højttalerne håndterer et bredt spektrum af musik, hvor lette de er at sætte op og placere optimalt (tæt på eller langt fra bag- og sidevægge), og ikke mindst hvor lette de er at drive. Som forstærker har vi brugt vores referencemodel fra norske Hegel, den integrerede H360. Musikkilden har været Tidal, afspillet via Naims musikafspiller og forforstærker NAC-N 272 XS.

Vi er på jagt efter gode højttalerkøb, der lydmæssigt leverer varen, er lette at placere og kan stå i en pæn stue, uden at indendørsarkitekten river sig i håret. Nogle af kandidaterne gjorde det godt på enkelte kriterier, andre gjorde det godt over en bred kam, og desuden var der et par stykker, som klart overgik vores forventninger.

Vi tester:

  • Dali Opticon 8 17.998 kr.
  • Bowers & Wilkins CM8 S2 13.998 kr.
  • Scansonic M-9 9.999 kr.
  • Dynaudio Excite X34 16.999 kr.
  • System Audio saxo 70 13.000 kr.
  • Focal Aria 926 16.990 kr.

Dali Opticon 8 - Kolosser i små sko

Fra Dali kommer et par fuldvoksne højttalere, der kan spille forførende smukt og tordnende højt på samme tid.

Gulvhøjttaler
Dali Opticon 8

Dali

Plus:

Nydelige overtoner, flot klarhed og et massivt lydbillede karakteriserer disse store Dali-højttalere, der giver masser af lyd med selv beskeden forstærkereffekt.

Minus:

Spiller ikke specielt dybt i bassen, især ikke i forhold til deres størrelse.

Fakta:

  • Type: 4-vejs gulvhøjttalere
  • Følsomhed: 88 dB/4 ohm
  • Frekvensområde: 38 Hz – 32 kHz (-3 dB)
  • Mål: 114 x 24 x 45 cm
  • Pris: 17.998 kr.

Opticon-serien er årets nyhed fra Dali, som har forsøgt at kombinere mange af egenskaberne fra deres dyrere Rubicon- og Epicon-serier til priser, der er mere tilgængelig for almindelige mennesker. Og med topmodellen Opticon 8 får man tilsyneladende rigtig meget for pengene: Frontpladen i blankpoleret pianolak giver et eksklusivt indtryk, mens resten af kabinettet holder en lidt lettere standard med træimitation i vinyl.

De er med en bred margin de største højttalere i testen: En firevejskonstruktion bestående af Dalis berømte hybriddiskant med både bånd og dome, dedikeret mellemtone samt to kraftige 8 tommers bas-elementer – alt dette indikerer, at højttalerne kan vise vejen til vellyd.

Lydkvalitet

Dali Opticon 8 har en behagelig, letfordøjelig lydkarakter, men er ikke de mest dynamiske eller fængende højttalere i denne forsamling. Lyden er varm, fyldig og behagelig, men mangler tyngde og fundament, især i den dybe ende af bassen. Den voldsomme fysiske fremtoning skaber forventninger, som lyden ikke helt formår at leve op til.

På den anden side er topmodellen i Opticon-serien et fremragende valg, hvis man kan lide den varme lydkarakter og har en stor stue, som man gerne vil fylde med lyd.

Dynaudio Excite X34 - Raffinerede allroundere

De er så små, at man spekulerer på, om der overhovedet er bas i dem, men Dynaudio lukker kæften på de fleste, når musikken starter.

Gulvhøjttaler
Dynaudio Excite X34

Dynaudio

Plus:

De er flot udførte, spiller raffineret og klart på det meste musik og kan placeres næsten hvor som helst.

Minus:

Tungtdrevne med begrænset lydtryk.

Fakta

  • Type: 2-vejs gulvhøjttalere
  • Følsomhed: 86 dB/8 ohm
  • Frekvensområde: 37 Hz – 23 kHz
  • Mål: 92,8 x 22,8 x 28,1 cm
  • Pris: 16.999 kr.

Excite X34’s udførelse er upåklagelig, og de er lette at få plads til. Dynaudios mindste gulvstående i Excite-serien er større, end de ser ud, og har et tiltalende design, som fås i sort, hvid, valnød og rosentræ. I vores test kunne de ikke spille lige så højt som de større højttalere, og de er lidt mere effektkrævende, så vi måtte hele tiden skrue op for volumen for at få tilstrækkelig lyd i testrummet.

De kan praktisk nok placeres næsten helt ind til bagvæggen uden problemer; det løfter også basniveauet lidt. Vores anbefaling er at vinkle dem lidt indad for at få bedre fokus i lyden.

Højttalerne anvender Dynaudios egne højttaler-elementer, her to 14 cm basser og en 27 mm diskant. De leveres med praktiske alu-fødder, hvor man nemt kan justere højden af piggene med en unbrakonøgle ovenfra. Der medfølger også flade fødder, som kan sættes under dem for ikke at ødelægge parkettet, hvis man ikke har tæppe på gulvet.

Lydkvalitet

Lyden er umiskendeligt Dynaudio med en forbavsende stram og potent basrespons for så kompakte gulvhøjttalere. De går ikke voldsomt dybt i bassen – fysikkens love gælder også her – men klarer sig fint ned til omkring 40 Hz, hvor trommer og elguitarer får glimrende vægt og fint formår at spille en mellemstor stue op.

Scansonic M-9 - Slanke rock-højttalere

Hvis du kan lide at mærke bassen i mellemgulvet, men ikke vil have for store højttalere, kan du få dit ønske opfyldt her.

Gulvhøjttaler
Scansonic M-9

Scansonic

Plus:

Godt med tryk i bassen i forhold til størrelsen og kompakte nok til at fungere fint i små rum.

Minus:

Diskanten kan opleves som lidt for aggressiv, og mellemtonen lyder for tyndt.

Fakta

  • Type: 3-vejs gulvhøjttalere
  • Følsomhed: 6 ohm (dB n/a)
  • Frekvensområde: 40 Hz – 30 kHz
  • Mål: 90 x 15,1 x 29,8 cm
  • Pris: 9.999 kr.

Scansonic har gjort sig umage med disse slanke højttalere, hvor der er monteret et separat 20 cm bas-element på siden, som kompenserer for små højttaleres ellers utilstrækkelige basgengivelse. De har også flottet sig med bånddiskant og mellemtone-elementer på fronten, som skal sørge for balance i lyden.

Den hvide eller sorte højglanslak ser måske lidt billig ud, men her er pengene brugt på lyd, ikke på dyr træfinér.

Med de sidemonterede bas-elementer bliver bassen betydelig mere potent, end det ville være muligt med kun de små elementer på fronten. Men det betyder også, at man skal passe lidt på, hvor man placerer højttalerne.

De bør ikke stå med basserne pegende lige ind i sidevæggene – eller f.eks. en reol – men de kan godt stå tæt på bagvæggen. Her anbefaler vi (som sædvanlig) en forstærker med lidt kraftreserver. Højttalerne er nemlig ikke blandt de mest følsomme, så regn med at skulle skrue lidt ekstra op for at få et ordentligt lydtryk i større rum.

Lydkvalitet

Bånddiskanterne betyder, at Scansonic-højttalerne lyder lidt friskere end de fleste andre i testen. For nogle kan det blive lige i overkanten, for man kan høre små sibilanter stikke frem en gang imellem. Hvis man kan lide det, er det lige i øret, men det kan blive enerverende i længden.

Bowers & Wilkins CM8 S2 - Skuffende opgradering

Normalt er vi meget begejstret for Bowers & Wilkins’ højttalere, men de forhåndenværende indfrier ikke forventningerne.

Gulvhøjttaler
Bowers & Wilkins CM8 S2

Bowers & Wilkins

Plus:

CM8 S2 kan sagtens stå tæt på bagvæggen. De er heller ikke bange for at spille pænt højt med godt tryk.

Minus:

Lyden er mørk med en tam gengivelse af bækkener, guitarer og violiner.

Fakta:

  • Type: 3-vejs gulvhøjttalere
  • Følsomhed: 88 dB/8 ohm
  • Frekvensområde: 48 Hz – 28 kHz (+/- 3 dB)
  • Mål: 25,2 x 95 x 29,8 cm
  • Pris: 13.998 kr.

Der er ikke noget at udsætte på udførelsen af CM8 S2. Visuelt ligner de forgængerne, men på elegant vis er der ikke en eneste skrue synlig rundt om højttaler-elementerne. Meget lækkert. Man kan vælge imellem sort højglans, rosentræ eller hvid, som var farven på dem, vi fik til test. I hvid er valget faldet på halvmat i stedet for højglans – meget vellykket i vores øjne.

Højttalerne kan uden problemer sættes ind mod bagvæggen, uden at bassen bliver svulstig og ikke-lineær. Synes man alligevel, at det bliver for meget, medfølger der puder, som man kan sætte i basportene for at justere basresponsen.

Alle højttaler-elementer og delefiltre er fremstillet hos Bowers & Wilkins i Brighton. De to bas-elementer har 5 tommers membran af papir og kevlar, mens mellemtonen er af ren kevlar, som er et materiale med meget lav forvrængning. Membranen har ingen suspension, men går i ét med elementets ramme.

Lydkvalitet

Afbalanceret lyd er nærmest et kendetegn for Bowers & Wilkins; derfor er det lidt mærkeligt, at vi her har nogle højttalere, der lyder energisk i det nedre toneregister, men ikke kan følge ordentlig med opad. Diskanten lyder for tamt til at give nogen stor oplevelse med akustiske instrumenter. Det åbner sig aldrig rigtig, og CM8 S2 er derfor lidt af en nedtur.

Til gengæld er de nemme at placere og relativt lette at drive, hvad forstærkerkraft angår.

System Audio saxo 70 - Gang i det lille hjem

Det bliver aldrig kedeligt, når System Audio styrer musikken. Saxo 70 er et mønstereksempel på dynamik og liv.

Gulvhøjttaler
System Audio saxo 70

System Audio

Plus:

Der er god sammenhæng i tonerne, og det lyder aldrig skarpt. Alligevel har højttalerne en forbilledlig evne til at gengive snerten i et trommesæt. Og så er lydbilledet bredt!

Minus:

Højttalerne graver ikke lige så dybt i basområdet som visse af konkurrenterne.

Fakta:

  • System Audio saxo 70
  • Type: 2,5-vejs gulvhøjttalere
  • Følsomhed: 89 dB / 4-8 ohm
  • Frekvensområde: 40 Hz – 25 kHz (+/- 4 dB)
  • Mål: 16.5 x 115 x 25 cm (B x H x D)
  • Pris: 13.000 kr.

For at få mest mulig fart i musikken benytter System Audio hellere flere små elementer end få store. En række med flere små elementer giver bedre hurtighed og desuden mindre refleksion af lyden via loft og gulv, så mest muligt af den lyd, der når øret, kommer direkte fra højttalerne. I saxo 70’s tilfælde er der brugt to 5 tommers bas-elementer, som sammen sørger for basrespons ned til respektable 40 Hz.

Over bas-elementerne sidder der to mellemtone-elementer, adskilt af en diskant. Denne placering skal give en mere korrekt akustisk overgang mellem diskant og mellemtone, og sådan en kolonne med mange små højttaler-elementer tillader også en slank og elegant formfaktor, som igen giver et stivere kabinet med mindre forvrængning.

Højttalerne fra System Audio ser godt ud i både sort og hvid, men ellers er der ikke gjort noget særligt ud af detaljerne. F.eks. er fronten fastgjort med almindelige plastpropper – med synlige huller, når den tages af.

Lydkvalitet

Højttalere fra System Audio er gerne lidt mere rytmiske, og det gælder også saxo 70. Instrumenter gengives med god detaljering, også opad. Højttalerne hælder mod det varme i det vigtige stemmeregister, mens der er god luft i overtonerne. Lydbilledet er bredt, og det er i det hele taget bare fryd og gammen med saxo 70. Nogle vil dog savne lidt mere krudt i basregisteret.

Focal Aria 926 - Fremragende allroundere

Disse højttalere kan håndtere alt fra klassisk over pop til hård rock med stor overbevisning. Og de er ikke bange for, at der bliver skruet lidt op.

Gulvhøjttaler
Focal Aria 926

Focal


Plus:

Den tonale balance er udsøgt, højttalerne har godt med punch og gengiver musikken både troværdigt og underholdende. Høj følsomhed gør desuden, at de kan vækkes til live med selv begrænsede forstærkerressourcer.

Minus:

Meget lidt til prisen.

Fakta:

  • Type: 3-vejs gulvhøjttalere
  • Følsomhed: 91,5 dB/8 ohm
  • Frekvensområde: 45 Hz – 28 kHz (+/- 3 dB)
  • Mål: 29,4 x 103,5 x 37,1 cm
  • Pris: 16.990 kr.

På den nye Aria-serie anvendes der vævet linned til membranerne. Linned er selvdæmpende og næsten lige så stærkt som kevlar, men fordi fibrene er hule, er massetætheden kun halvt så stor som glasfibers. Og lette membraner er som bekendt hurtige membraner. For at øge stivheden er membranen beklædt med et papirtyndt lag glasfiber på begge sider.

Diskanten er af typen inverteret dome, som skal give en mere jævn spredning og mere afbalanceret lyd uden for “smørhullet”. Den nye suspension på Aria-serien skal tredoble reduktionen af forvrængning dér, hvor det menneskelige øre er allermest følsomt (2-3 kHz), for at give en renere musikoplevelse.

Gulvmodellen 926 er af mellemstørrelse og fylder mere end f.eks. Dynaudio X34 og Scansonic M-9, men har også fordelen af et større kabinet og potentielt kraftigere lyd uden at tømme forstærkeren for kræfter. Soklen i metal og flot detaljearbejde på kabinettet giver et forbilledligt kvalitetsindtryk.

De gør sig godt i valnød, men hvis man vil have andre farver såsom hvid eller sort højglans, koster det ekstra.

Lydkvalitet

Focal Aria 926 lyder så helstøbt og sammenhængende, at al musik fremstår, uden at man kan sætte en finger på noget specielt. Lyden er energisk, åben og klangrig, bassen er taktfast, og højttalerne kan lyde medrivende uden at dræne forstærkeren for effekt. Hvad mere kan man forvente? Måske endnu dybere bas, men så må man op i pris, hvis resten skal lyde lige så godt som her.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her