Test: De bedste trådløse højttalere

Smid stereoanlægget ud og hør musik fra mobilen – her er de højttalere, der giver den bedste lyd.

Artiklens øverste billede
Jabra Solemate Max kommer for alvor til sin ret udendørs.

Trådløse højttalere, der kan afspille musik fra bærbare musikafspillere, er utroligt populære lige nu. Producenterne lancerer nye modeller hvert andet øjeblik, og på Lyd & Billede får vi mange spørgsmål om, hvad man skal købe. Derfor har vi samlet de højttalere, vi tidligere har testet enkeltvis, og plukket de fem ud, der fik de bedste karakterer. De får følgeskab af fem højttalere i samme prisklasse – dvs. omkring 3.000 kr. – der ikke har været testet før.

Så uanset om du prioriterer størrelse, pris, robusthed, batteri, design eller lydkvalitet, kan du finde det helt rigtige produkt her.

Testkriterier

Denne test fokuserer på trådløse højttalere til hjemmet i en prisklasse, hvor de fleste vil synes, at de lyder godt nok til at erstatte et traditionelt stereoanlæg. Vi har bedømt, hvor lette de er at installere og betjene, hvilke funktioner de har, og hvilke lydkilder man kan bruge.

For at vurdere lydkvaliteten har vi spillet krævende musik af god teknisk kvalitet via den bedst mulige forbindelse. Til sidst har vi givet en samlet karakter, hvor også prisen er taget i betragtning.

Audio Pro Addon T9 - Høj klasse til lav pris

Trådløs højttaler

Audio Pro Addon T9

Audio Pro

Mindre størrelse og lavere pris, men mindst lige så god som sidste års bedste trådløse modeller.

// BEDSTE KØB //

Plus:

  • Fantastisk kontrolleret lyd. Kan suppleres med subwoofer og kobles trådløst til andre højttalere.

Minus:

  • Ingen særlige funktioner og ingen app.

Audio Pro har præsteret en strålende opfølger til sidste års bedste trådløse højttaler. Ligesom T10 er det et produkt, der kun kan én ting, nemlig spille musik via Bluetooth. Men det gør den så godt, at man ikke tror sine egne ører. Man kan også koble en subwoofer til samt flere trådløse højttalere.

Da det er lykkedes at trimme både prisen og størrelsen, uden at det er gået ud over musikoplevelsen, bliver T9 selvfølgelig testens bedste køb. Vi er imponerede.

Fakta:

  • Frekvensområde: 48 Hz – 22 kHz
  • Udgangseffekt: 2 x 10 W + 1 x 30 W
  • Tilslutning: Bluetooth 4.0 EDR + aptX, AUX
  • Batteri: Nej
  • Mål: 14 x 28 x17 cm
  • Pris: 2.000 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Beats Pill XL - Giv folket hvad det vil have

Trådløs højttaler

Beats Pill XL

Beats

En højttaler på anabolske steroider til hiphop-fans, der vil have tung lyd på gaden.

Plus:

  • Bærehåndtag og god batteritid gør den meget transportabel. Overraskende god bas og høj volumen. Lyder præcis som Beats-fans vil have det. To styk kan stereokobles.

Minus:

  • Den overdrevne bas betyder, at Pill XL kun duer til visse slags musik.

Den almindelige Pill var en sovepille, men Pill XL er en energi-indsprøjtning. Med dobbelt størrelse, dobbelt batteritid og dobbelt så høj lyd er den præcis så sej, som en Beats-højttaler skal være. En flot og velbygget højttaler med praktisk bærehåndtag og smarte funktioner til dem, der vil tage musikken med sig ud.

Hvis man er musikalsk feinschmecker, skal man ikke lade Pill slagte sin musik, men hvis man er til svedig hiphop, er den det helt rigtige. Bruger du Beats hovedtelefoner hele dagen, og leder du efter en højttaler? Så er den her.

Fakta

  • Frekvensområde: (ikke opgivet)
  • Output: (ikke opgivet)
  • Tilslutning: Bluetooth, AUX
  • Batteri: 15 timer
  • Mål: 10 x 10 x 34 cm
  • Vægt: 1,5 kg
  • Pris: 2.300 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Bose SoundLink III - Rejseanlæg

Trådløs højttaler

Bose SoundLink III

Bose

Hvis du har savnet en lille Bluetooth-højttaler til at tage med dig, behøver du ikke at lede længere. Bose har svaret.

// SPECIELT ANBEFALET //

Plus:

  • Knaldgod lyd fra så lille en højttaler. Fyldig klang, potent bas og kun marginal forvrængning. God batteritid og handy format.

Minus:

  • Ikke usb-opladning og ingen lade-dock. Uinspireret design.

SoundLink III er mere handy og mere diskret end de fleste konkurrenter, hvilket mange foretrækker. Der er dog ikke den store forskel på lydkvaliteten, så hvis Solemate Max er for stor (og dyr), og to UE Boom er for upraktisk, så er Bose SoundLink III en af de bedste bærbare Bluetooth-højttalere i klassen.

Selvtillid mangler den lille højttaler fra Bose i hvert fald ikke.

Fakta

  • Frekvensområde: (ikke opgivet)
  • Output: (ikke opgivet)
  • Tilslutning: Bluetooth, AUX
  • Batteri: 14 timer
  • Mål: 13 x 25 x 5 cm
  • Vægt: 1,4 kg
  • Pris: 2.400 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Cambridge Minx Air 100 - For meget mådehold

Trådløs højttaler

Cambridge Minx Air 100

Cambridge

En alsidig højttaler, hvis største svaghed er, at den ikke skiller sig tilstrækkeligt ud.

Plus:

  • Mange tilslutningsmuligheder og lydkilder, f.eks. internetradio. Balanceret lyd uden nogen større svagheder.

Minus:

  • Lyden er lidt for moderat og får ikke musikken til at engagere. Selvudslettende design i forhold til konkurrenterne.

Det er svært at sige noget specifikt negativt om Minx Air. Men på den anden side er det også svært at pege på noget, der er rigtig godt. Ud over at den har AirPlay og internetradio, hvilket vi sætter pris på. Det er, som om den ikke rigtig tør være bedst til noget. Den er hverken sejest, lettest at transportere eller har den tungeste bas.

Både designet og lyden er lige lovlig anonyme, og når den ikke engang kan prale af en lav pris, har vi svært ved at anbefale den.

Fakta:

  • Frekvensområde: (ikke opgivet)
  • Udgangseffekt: 100 W
  • Tilslutning: Bluetooth aptX, AirPlay, AUX
  • Batteri: Nej
  • Mål: 18 x 35 x 12 cm
  • Vægt: 4,1 kg
  • Pris: 3.000 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Harman Kardon Onyx - Kraft og elegance

Trådløs højttaler

Harman Kardon Onyx

Harman Kardon

Onyx lyder lige så spændende, som den ser ud, og er proppet med nyttige funktioner.

// BEDST I TEST //

Plus:

  • Designet er både flot og funktionelt. Mange tilslutningsmuligheder.

Minus:

  • Touch-knapperne på kanten er ikke så nemme at betjene, som man kunne ønske.

Onyx er ikke bare et produkt, det er et mesterværk, der taler direkte til vores sanser. Den ser flot og spændende ud, samtidig med at den er praktisk. Og når den spiller, får man lyst til at grine, danse eller græde, afhængigt af musikgenre. Den lokker følelserne frem, præcis som musik skal på et godt anlæg.

At den også har batteridrift, og at man kan spille musik fra alle mulige kilder, er det, der i sidste ende fik os til at tildele den guldmedaljen.

Fakta:

  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Udgangseffekt: 2 x 65 W
  • Tilslutning: Bluetooth 3.0 aptX, AirPlay, DLNA, AUX
  • Batteri: 6 timer
  • Mål: 30 x 16 x 28 cm
  • Pris: 3.700 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Jabra Solemate Max - Den Store Bukke Bruse

Trådløs højttaler

Jabra Solemate Max

Jabra

Den største model i Jabras Solemate-serie er en gadefest med håndtag.

Plus:

  • En rå højttaler, der kan tåle at blive kylet ind i bagagerummet, og som spiller højt nok til, at man kan danse.

Minus

  • Lyden er ikke særlig nuanceret i betragtning af den temmelig høje pris. Ingen aptX-understøttelse.

Solemate Max’ stærkeste kort er, at den er bærbar og robust. Smæk den ned på en bænk eller direkte på den rå asfalt. Dér er den på hjemmebane. Den skal ikke konkurrere med dit stereoanlæg, men med ghettoblastere i samme prisklasse. Den kan godt bruges derhjemme, men kommer for alvor til sin ret udendørs, i sommerhuset eller på båden, hvor den kan levere underholdning en hel dag på én opladning. Det gør den perfekt som erstatning for ghettoblasteren.

Fakta:

  • Frekvensområde: 130 Hz – 20 kHz
  • Output: (ikke opgivet)
  • Tilslutning: Bluetooth 3.0, AUX
  • Batteri: 14 timer
  • Mål: 30 x 14 x 10 cm
  • Vægt: 3 kg
  • Pris: 3.000 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Klipsch KMC 3 - Stor bas på lidt plads

Trådløs højttaler

Klipsch KMC 3

Klipsch

Det er nærmest utroligt, så meget bas og lydtryk der kommer fra denne Bluetooth-højttaler.

// SPECIELT ANBEFALET //

Plus:

  • Heftige lydressourcer. Den kan spille højt og har kraftig bas. Fantastisk driftstid med de rigtige batterier.

Minus:

  • Bassen bør skrues ned ved akustisk musik.

Klipsch KMC 3 er en kæmpe i en dværgkrop. Den har en virkelig rytmisk og urokkelig bas, der heller ikke vakler, når man spiller højt. Pop, rock og hiphop har aldrig lydt sejere fra denne type anlæg. Akustisk musik er dog bedst tjent med, at man skruer ned for bassen.

Den kan også spille nærmest chokerende højt. Det er simpelthen utroligt, så meget kraft og fylde der kan klemmes ud af sådan en lille boks. Perfekt til at tage med ud.

Fakta:

  • Frekvensområde: 45 Hz – 24 kHz
  • Udgangseffekt: 2 x 15 W RMS
  • Tilslutning: Bluetooth aptX, AUX
  • Batteri: 26 timer
  • Mål: 18 x 43 x 14 cm
  • Vægt: 3,5 kg
  • Pris: 3.000 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Libratone Loop - Lige i øret

Trådløs højttaler

Libratone Loop

Libratone

Alle, der er på udkig efter en smart og letplaceret trådløs højttaler, bør se på Libratone Loop.

// SPECIELT ANBEFALET //

Plus:

  • Loop er en flot lille højttaler med god lyd og et åbent lydbillede. AirPlay giver mere fleksibel musikoverførsel.

Minus:

  • Den kan selvfølgelig ikke spille dybbas og magter heller ikke så høj volumen. Og Bluetooth-overførsel mangler.

Libratone Loop formår at engagere. Den har en ganske livlig dynamik og god kontrol over komplekse rytmer, og lydbilledet bliver sjældent anmassende eller grødet. Alle i familien kan finde ud af at bruge den, og den trives lige så godt med klassisk som med hiphop og rock.

Det er kort og godt en rigtig god højttaler, der er let at bruge, ser godt ud og passer ind overalt. Med en pris, der afspejler den kvalitet, man får, ikke mindst lydkvaliteten.

Fakta:

  • Frekvensområde: 40 Hz – 20 kHz
  • Udgangseffekt: 120 W
  • Tilslutning: AirPlay, Spotify Connect, DLNA, AUX
  • Batteri: Nej
  • Mål: Ø 33 x 8 cm
  • Vægt: 2,7 kg
  • Pris: 3.500 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Marshall Stanmore - Rock’n’roll-højttaler

Trådløs højttaler

Marshall Stanmore

Marshall

Skru op for volumen og skræm naboerne. Stanmore er en trådløs højttaler med fuld tryk på.

// SPECIELT ANBEFALET //

Plus:

  • Autentisk design og tillidsvækkende kvalitet. Gode volumenressourcer og bas, der er perfekt til rockmusik. Usædvanlig mange tilslutningsmuligheder.

Minus:

  • Mangler AirPlay og egner sig ikke til alle musikgenrer.

Med Marshall Stanmore kan man for en gangs skyld dømme et produkt på udseendet. Man får, præcis hvad man forventer af en højttaler med det ikoniske Marshall-logo. Det er ordentlige sager af god kvalitet og passer lige til det publikum, der er tiltrukket af mærket.

Hvis det er hylende guitarer og dunkende bas på øredøvende volumen, man vil have, så leverer denne højttaler varen. Den har mange tilslutningsmuligheder og er også et glimrende valg som musikanlæg, hvis man bor småt, eller til fest.

Fakta:

  • Frekvensområde: 45 Hz – 22 kHz
  • Udgangseffekt: 80 W RMS
  • Tilslutning: Bluetooth 4.0 aptX, AUX, optisk
  • Batteri: Nej
  • Mål: 35 x 19 x 19 cm
  • Vægt: 5,1 kg
  • Pris: 3.500 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Samsung Shape M7 - Alene i et hjørne

Trådløs højttaler

Samsung Shape M7

Samsung

Denne multirums-højttaler fungerer faktisk også godt som separat trådløs højttaler.

Plus:

  • Meget simpel installation og stor fleksibilitet mht. placering. Kan integreres med Samsung-hjemmebiograf og bruges i producentens Multiroom-system.

Minus:

  • App’en er besværlig og ustabil. Lyden er ikke god nok til seriøs musiklytning.

Shape M7 er en stilfuld højttaler, der takket være formen kan placeres liggende eller stående – eller vægmonteres – til og med i et hjørne. App’en giver adgang til mange musikkilder, og den understøtter Spotify Connect. Men den er for dyr i forhold til lydkvaliteten, hvis man vil have den som separat højttaler.

Har man derimod en hjemmebiograf med de nyeste Samsung-apparater og vil udbygge med flere højttalere, kan man dog godt lige købe en ekstra.

Fakta:

  • Frekvensområde: (ikke opgivet)
  • Output: (ikke opgivet)
  • Tilslutning: Bluetooth, Wi-Fi, Spotify Connect, AUX
  • Batteri: Nej
  • Mål: 40 x 19 x 14 cm
  • Vægt: 3,8 kg
  • Pris: 3.000 kr.

Læs hele testen hos Lyd & Billede

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.