Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce
Lyd

Bærbare Bluetooth-højttalere: Nyd sommeren med sød musik

Sommeren skal nydes i det fri, på stranden, på en festival, i parken eller i haven. Tag yndlingsmusikken med dig. Vi tester tre trådløse højttalere, der tåler udendørslivet.

Hvis sommeren fortsætter som den i skrivende stund, så kommer vi til at tilbringe meget af den ude i det fri. 
Det behøver dog ikke betyde, at du skal forsømme din yndlingsmusik. Den kan du nemt tage med dig, hvis du har en transportabel højttaler. Vi kigger nærmere på tre af de nyeste.

Batteri og Bluetooth

Højttalerne er ret forskellige når det gælder pris og funktioner. De har dog det grundlæggende tilfælles, at de kobles trådløst til din smartphone, tablet eller computer via Bluetooth, og at de har indbygget batteri, så du kan tage dem med dig ud i det fri. Hos Sony får du også NFC, så du kan tilkoble en kompatibel enhed blot ved at røre højttaleren med den.

Se også: Sony tager billedkvaliteten til nye højder med Crystal LED

Størrelse- og vægtmæssigt ligger de også nogenlunde i samme kategori, i hvert fald hvis man betragter de to Defunc-højttalere som én. Dog er der forskel i designet. Og der er også forskel på, hvad højttalerne er i stand til at modstå af ydre strabadser.

Defunc kan som udgangspunkt ikke tåle vand og støv, mens Beoplay P6 har en IP54-certificering, som betyder, at den kan modstå stænk af støv og vand. Sony-højttaleren er vandtæt og fuldt støvafvisende med en IP67-certificering.

Fjollede effekter

SRS-XB31 er da også skabt til poolparties, festivaler og lignende lejligheder, hvor en højttaler kan komme ud for lidt af hvert. Sony er gået “all-in” på party-funktioner.

Højttaleren har ikke bare indbygget lysshow, så den blinker i takt til musikken. Den har også lydeffekter. Slå på den, og der kommer trommelyde, percussion eller forskellige lydeffekter. Lydene skifter alt efter, hvor på højttaleren du slår. Både lys og lyd kan justeres med præindstillinger eller dine egne specialindstillinger, som du kan skræddersy via den tilhørende app.

Det er fjollet, men samtidig så gennemført, at vi må give Sony point for at tage party-konceptet til det yderste. Skulle din mobil gå død før højttaleren, er der også USB-udgang, så du kan oplade batteriet via højttalerens strøm. Højttaleren kan stå op eller ligge ned, og der er knapper til basisfunktioner på den lange side.

Se også: Prisvenlig Sony-mobil med førsteklasses kamera

B&O holder sig fra den slags pjat. I vanlig stil har den danske producent skabt en simpel, stilren højttaler i materialer af høj kvalitet. Den er udført i ét stykke aluminium med en læderstrop i øverste hjørne og gummi i bunden, så den står sikkert.
Ligesom med Sonys højttaler findes der en app til P6, hvor du kan foretage diverse indstillinger.

Der er eksempelvis en nem equalizer-funktion, og så er der mulighed for at skræddersy OneTouch-knappen, som sidder sammen med knapper til musik-styring på toppen af højttaleren. Du kan vælge, om knappen skal sætte musikken på pause, skifte til næste nummer, aktivere Siri eller andet.

Defunc er ret skrabet, når det gælder funktioner. Der er ingen app og ingen muligheder for at fintune lyd eller lignende. Men den har et særligt es i ærmet, og det er, at den leveres som et sæt af to højttalere.

Det betyder, at du kan lave et ægte stereo-setup med to separate højttalere. Det foregår utrolig nemt. Du skal blot tænde højttalerne en ad gangen, så sørger de selv for at koble sig sammen. Slut mobilen til den ene, så spreder den lyden videre til den anden.

Se også: Sony RX0 [Test]: Ultrakompakt kamera med enorme kræfter

B&O- og Sony-højttalerne kan det samme, men det kræver tilkøb af en ekstra højttaler og især i B&O’s tilfælde vil det være lidt af en udskrivning.

Dyb bas eller stereo?

Selvom du må nøjes med én højttaler, så leverer P6 den bedste lyd. Det skulle da også bare mangle, da den med længder er den dyreste i testen.

Højttaleren er fyldt med kvalitetskomponenter og har et imponerende output. Man hører tydeligt, at der er et helt andet kraftoverskud end i de to andre højttalere. Bassen er fyldig, men samtidig veldefineret, så der er rigelig plads til de fine detaljer i resten af frekvensspektret.

Den kan spille særdeles højt, men selv ikke, når den er på maksimum, er der nogen nævneværdig forvrængning.

Lyden i Sony-højttaleren er udmærket, men mere mudret og unuanceret. Musikken kommer ikke ud af pappet på samme måde som hos B&O. Du kan dog vælge at skrue ekstra op for bassen, så dansemusikken pumper deruda’ og holder festen i gang.

Så er der nok ikke nogen, der savner de manglende detaljer. Der er også en “Live”-indstilling, som gengiver effekten af festival og udendørskoncert. Lidt fjollet, men den giver nu en fin surround-agtig fornemmelse, og igen, det ér en fjollet højttaler, så det hænger fint sammen.

Enkeltvis har de to Defunc-højttalere ikke den power, Sony og Beoplay har. Til gengæld evner de i parret tilstand at levere et bredt lydbillede i stereo, som de andre ikke kan præsentere.

Se også: B&O Beoplay H8i [TEST]: Let og lækker – men ikke superlyd

Stil dem med god afstand fra hinanden, og du kan tydeligt høre, hvordan lyden fordeles forskelligt i højttalerne, og panoreringer sker fra den ene til den anden højttaler – altså på betingelse af, at du lytter til musik hvor stereofeltet udnyttes.

Især mere luftig og letflydende musik lyder glimrende i højttalerne. Her bliver du behageligt indhyllet i lyden. Når der er tale om rytmisk baseret musik, bliver manglen på bund tydelig. Højttalerne rækker ikke så langt ned i det nedre register.

For sig selv, som enkeltstående højttalere, er de ikke så meget værd. Det er stereoeffekten, der gør dem til noget særligt. Dog kan en enkelt af dem være fin til håndfri telefonsamtaler.

Batteriforskel

Batterilevetiden afhænger ret meget af, hvor højt du fyrer op for højttalerne. Uanset om du giver den fuldt skrald på Sony-højttaleren og holder de andre på moderat niveau, så vil det dog være Sony-højttaleren, der holder længst. Batterilevetiden er angivet til 24 timer, og det holder meget godt stik ved almindelig lydstyrke.

Se også: Podspeakers MicroPod Bluetooth MKII [TEST]: Stilikonet skuffer

P6 klarer også uden problemer en lang fest i haven med sine 16 timer, mens man skal være lidt mere varsom med strømforbruget på Defunc, der kun har strøm til 10 timer i hver af højttalerne.

En dyr vinder

På design, lydkvalitet og brugervenlighed er det Beoplay P6, der tager stikket hjem. Lyden er simpelthen i en anden klasse end de to andre, og der er kælet mere for design og betjening. Til gengæld koster den så også over det dobbelte af de to andre, og det endda, når du regner ind, at du får to højttalere hos Defunc.

Tre tusind er lidt af en investering, især når det er en højttaler, du måske ikke lige bruger hver dag. Hvis du blot kommer til at bruge højttaleren en håndfuld gange henover sommeren, så giver de to andre mere mening, rent prismæssigt.

Prisen er cirka den samme for Sony-højttaleren og Defunc Duo, så hvilken af dem, der vil være bedst for dig vil i høj grad afhænge af, hvilke funktioner du foretrækker.

Se også: En projektor i hånden

SRS-XB31 er højttaleren til fest og ballade, og som sådan gør den det rigtig godt. Defunc er bedre egnet til rolige hyggeaftener hjemme i haven.

 

Defunc Duo

  • Forbindelse: Bluetooth 4.2, aux
  • Batterilevetid: 10 timer
  • Opladning: Ca. 4 timer, microUSB
  • Dimensioner: 20 x 40 x 40 mm
  • Vægt: 890 gram
  • Hårdførhed: Ingen certificering
  • Kompatibilitet: iOS, Android Pris: 1199 kr.

Dommen:

  • Kvalitetsindtryk: 3.5/5
  • Funktioner: 2.5 /5
  • Brugervenlighed: 5/5
  • Ydelse: 3.5/5
  • Pris: 4/5
  • Samlet vurdering: 3.5/5

Du kan købe én eller to Defunc’er. I sidstnævnte tilfælde får du ægte stereolyd. Ude i det fri skal højttalerne beskyttes mod støv og stænk.

Sony SRS-XB31

  • Forbindelse: BT 4.2, NFC, aux
  • Batterilevetid: 24 timer
  • Opladning: Ca. 4 timer, microUSB
  • Dimensioner: 231 x 87 x 81 mm
  • Vægt: 890 gram
  • Hårdførhed: IP67
  • Kompatibilitet: iOS, Android
  • Pris: 1350 kr.

Dommen:

  • Kvalitetsindtryk: 4/5
  • Funktioner: 5/5
  • Brugervenlighed: 3.5/5
  • Ydelse: 3.5/5
  • Pris:3.5/5
  • Samlet vurdering: 3.5/5

Sony-højttaleren er som skabt til at skabe partystemning. Der er lyseffekter, og hvis du slår på den, laver den trommelyde.

B&O Beoplay P6 - Testvinder

  • Forbindelse: Bluetooth 4.2
  • Batterilevetid: 16 timer
  • Opladning: Cirka 3 timer, USB C
  • Dimensioner: 170 x 130 x 68 mm
  • Vægt: 1 kilo
  • Hårdførhed: IP54
  • Kompatibilitet: iOS, Android
  • Pris: 2999 kr.

Dommen:

  • Kvalitetsindtryk: 5/5
  • Funktioner:  4.5/5
  • Brugervenlighed: 4/5
  • Ydelse: 4.5/5
  • Pris: 2.5/5
  • Samlet vurdering: 4/5

Denne højttaler er kategoriens markant dyreste. Men her får du så også høj byggekvalitet plus en fyldig og veldefineret lyd.

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Lego-rapport: Børn vil ha' klodsen på skærmen

En undersøgelse af børn i ni lande viser, at digitaliseringen fylder stort set hele børneværelset. Derfor er Lego nødt til at udvide den digitale flanke – men det vil være en lige så stor fejl at gå væk fra klodsen, siger forsker.
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her