Annonce
Computer

Hacking: Sådan sikrer du router og internetforbindelse

Det gælder både om at sikre netværket og selve routeren, hvis man vil sikre sig bedst muligt mod it-kriminelle og andre ubudne gæster.

Brug et password til routeren, som er avanceret, unikt og uforudsigeligt. Foto: Thomas Borberg

Ligesom vi låser vores bolig, så ubudne gæster ikke kan stikke snuden indenfor, bør man også låse sit trådløse netværk og selve routeren.

Men det kan virke både kedeligt, uoverskueligt og teknisk krævende at komme i gang. Og måske derfor bliver koder som "1234" valgt igen og igen, hvis man da overhovedet har kode på sit netværk.

To eksperter guider her til, hvad man som mindre computer-kyndig selv kan gøre for at sikre sig.

1) Få kode på netværket

- I forhold til det wi-fi, du har i dit hus, skal du selvfølgelig sørge for, at der er en adgangskode, der beskytter det, siger John G. Pedersen, der er chefredaktør på tech-sitet meremobil.dk.

Hvis ikke du har kode på netværket, giver du nemlig alle adgang til dit netværk - også dem, du ikke ved, kigger med.

Det samme gælder, hvis din kode er totalt forudselig og baseret på eksempelvis dit vejnavn eller efternavn.

- Ens adgangskode skal jo gerne være noget andet end abcd eller 1234. Det skal være en ordentlig adgangskode, så man ikke sådan umiddelbart bare kan gætte den ud fra dit navn, siger John G. Pedersen.

2) Få sikret routeren

Som det næste bør du også sikre selve routeren, og det kan være lidt mere avanceret.

Når du tænder routeren første gang, vil den ofte bede dig ændre brugernavn og kodeord, siger Mikkel William Nielsen, der er projektleder ved Test og Analyse hos Forbrugerrådet Tænk.

Har du gjort det, er du godt på vej.

Hvis du derimod bare har beholdt standardkoden eller købt en router uden kode, er du dårligt sikret.

- Udefra kan man se på sådan en wi-fi-forbindelse, hvad det er for en router og fabrikant. Og hvis ikke koden er blevet ændret fra start af, kan man finde de koder på nettet, siger John G. Pedersen.

I det tilfælde bør du ændre kode hurtigst muligt, forklarer han.

Det foregår ofte via din computer under fanen "trådløse netværk" og "sikkerhed" eller inde i routerens opsætning. På fabrikantens hjemmeside kan du præcis se, hvordan du ændrer indstillinger for den enkelte router.

3) Ud med genbrug af passwords

En sidste faldgrube er genbrug af passwords.

Mange standardkodeord kan nemlig let findes via nettet, og derfor bliver det nemt for hackere at trænge ind i din computer eller andre enheder, oplyser Forsvarets Center for Cybersikkerhed.

Derfor bør alle passwords være unikke og må ikke genbruges.

Men her er vi igen en flok lemminger, for vi vælger ofte de samme kodeord, viser vejledninger fra centret.

Hvis kodeordet skal være mindst otte tegn, så vælger vi oftest kun otte tegn. Og hvis kodeordet skal indeholde et stort bogstav, så placerer vi oftest dette først, mens vi putter "1234" til sidst i ordet.

Så brug et password, som er avanceret, unikt og uforudsigeligt.

Og hvis du vil styre uden om de gængse, kan du på hjemmesiden passwordrandom.com læse de mest populære passwords.

/ritzau fokus/

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Lego-rapport: Børn vil ha' klodsen på skærmen

En undersøgelse af børn i ni lande viser, at digitaliseringen fylder stort set hele børneværelset. Derfor er Lego nødt til at udvide den digitale flanke – men det vil være en lige så stor fejl at gå væk fra klodsen, siger forsker.
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her