*

Computer

Slet hele harddisken inden du sælger computeren

Får hackere fat i din gamle computer, er det relativt nemt at genskabe de data, du troede, du havde slettet, hvis ikke man får overskrevet harddisken.

Gendannelsesprogrammer kan faktisk forholdsvist nemt genskabe den data, man har slettet - i værste tilfælde kan det føre til identitetstyveri. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Frygter du, at private feriefotos, videoklip og andre fortrolige oplysninger havner i hænderne på uvedkommende, når du videresælger din computer, skal du sikre, at hele harddisken er overskrevet og formateret.

Det er nemlig ikke bare tilstrækkeligt at slette filerne, fjerne programmerne og tømme papirkurven på computeren.

Slet dine data
  • Vær opmærksom på at bruge et overskrivningsprogram, som passer til computeren.
  • Før du går i gang, så tag en backup af alle dine dokumenter, filer og fotos, inden du formaterer og overskriver harddisken.
  • Det kan gøres enten på en ekstern harddisk, hvor filerne kan gemmes offline, eller i en skyløsning som Google Drev, Apple iCloud, Dropbox og OneDrive - eller begge dele.
  • Husk at sætte i strømstikket til, så computeren ikke går ud, mens du er i gang med at slette indholdet på harddisken.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

Gendannelsesprogrammer kan faktisk forholdsvist nemt genskabe den data, man har slettet - i værste tilfælde kan det føre til identitetstyveri, advarer Anette Høyrup, seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk og næstformand for Rådet for Digital Sikkerhed.

- Der ligger typisk personfølsomme oplysninger på computeren, som man ikke ønsker kommer i hænderne på andre, så det er for at forebygge misbrug og krænkelser.

- Det er godt at få ryddet op løbende på sin computer og slette de ting, man ikke bruger. Men inden man skiller sig af med den, skal man køre et særligt program, der sletter helt i bund, siger Anette Høyrup.

Gør livet surt for IT-kriminelle: Undgå de klassiske password-fejl

Langt de fleste computere er udstyret med en funktion i styresystemet, som kan slette hele harddisken. Er computeren ikke udstyret med det, skal man have fat i installationsguiden fra producenten.

Men uanset om man sletter harddisken gennem en funktion i styresystemet eller via en installations-cd, er det ikke altid nok, siger sikkerhedsforsker og lektor for Cyber Security ved Danmarks Tekniske Universitet Christian W. Probst.

- Man kan aldrig være 100 procent sikret, men hvis man vil være meget, meget sikker på, at dataet ikke længere er tilgængeligt på computeren, så findes der formateringsmetoder, som overskriver hele harddisken.

- Hvis man bare vil skrotte sin computer, vil jeg anbefale, at man fjerner harddisken og ødelægger den mekanisk med en stor hammer eller en magnet, så den ikke kan bruges længere, tilføjer Christian W. Probst.

Sådan fjerner du alt fra din harddisk

Overskrivningsprogrammer kan købes eller findes som et stykke software, der efterlader forskellige datamønstre i computeren.

De fleste overskrivningsprogrammer kan overskrive harddisken flere gange, og gør man det, bliver det endnu vanskeligere for hackere at genskabe en overskrevet harddisk.

- Vil man sælge computeren videre, er den nemmeste mulighed at tage harddisken helt ud, siger Christian W. Probst.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her