Philips lancerer 4K-TV med Android og Spotify Connect
Billedkvaliteten er i højeste klasse, og der er direkte adgang til apps fra Google Play og millionvis af sange på Spotify i Philips nye tv’er.
Tv’erne er godt på vej til at blive ligeså smarte som vores elskede smartphones. Her i efteråret kan Philips byde på nye topmodeller, der med Android som styresystem giver adgang til et væld af funktioner og tusindvis af apps fra Google Play Store.
Samtidig introduceres Onlive´s cloud gaming service, som giver adgang til hundredevis af topspil uden spillekonsol. Der er tilmed mulighed for at tilslutte en ekstern harddisk for at øge hukommelseskapaciteten som kræves ved flere spil.
Som de første på markedet er Philips-tv’erne også udstyret med Spotify Connect, som gør, at tv'et har direkte adgang til millionvis af numre. Du behøver således ikke besvære dig med at finde mobilen frem.
Flagskibet er Philips 9809, som anvender Ultra HD Micro Dimming Premium og Bright Pro-teknologien til at forbedre kontrast og detaljering i billedet. Den nye Perfect Pixel Ultra HD-teknologi øger billedkvaliteten fra alle niveauer og optimerer det til Ultra HD-kvalitet. Philips 9809 kommer i en 65” udgave og er designet med en ultraslank antracit metalramme og firesiddet Ambilight.
Med 9809 leveres med en trådløs subwoofer, så du får stor og medrivende lyd til store hollywood-film og actionspil.
Sammen med flagskibet kommer 9109, der ligeledes har 4K, Android, Perfect Pixel-teknologi og trådløs subwoofer, men en lavere pris.
Er man til kurver kommer Philips også med 8909C, som er markedets første Curved LED TV baseret på Android. Skærmstørrelsen er 55” og der er tre-sidet Ambilight.
Mest interessant for alle os almindelige brugere er nok 7909. Her er nemlig tale om et 4K Ultra HD TV med god billedkvalitet og i lækkert design af børstet aluminium og glasfront.
De nye modeller forventes at komme i handlen i starten af oktober.
Prisen for 65PUS9809 forventes at ligge på 39.999 kr.
Prisen for 9109-serien forventes at ligge på 29.999 kr. for 65” og 19.999 kr. for 55”.
Prisen for 55PUS8909C forventes at ligge på 17.999 kr.
Prisen for 7909-serien forventes at ligge på 14.999 kr. for 55” og 11.999 kr. for 49”.