Lækkert Android-ur fra Asus
Nu er også Asus klar med et smart-ur baseret på Android Wear. Og det ligner og føles som et rigtigt ur med læderrem og ramme af rustfrit stål.
Med afrundet urglas, ramme af stainless steel og en rem af italiensk læder er ASUS ZenWatch, som det taiwanesiske firma lancerede på en pressekonference i forbindelse med IFA i Berlin, et spændende bud på et smart-ur, som faktisk ligner og føles som et ur.
Uret har en række smarte funktioner, som fungerer enten på egen hånd eller via tilkobling til en hvilken som helst Android-baseret smartphone – vel at mærke med en Android-version 4.3 eller herover.
Blandt urets funktioner er muligheden for at fjernstyre mobilens kamera, at finde telefonen, hvis den skulle have forputtet sig, eller at gøre et indgående opkald lydløst.
LÆS OGSÅ: Ny Nokia Lumia er billig topmodel
ZenWatch kan også vise kommende kalender-aftaler, ligesom uret kan lede brugeren på rette vej via Google Maps-visning i displayet.
Selvfølgelig kommer Android-uret herudover med en række fitness-funktioner via en indbygget såkaldt biosensor. Den kan tælle skridt og måle antallet af forbrændte kalorier, men den kan også holde øje med brugerens generelle stressniveau.
Under motorhjelmen gemmer ZenWatch på en 1,2 GHz Snapdragon 400 processor, 512 MB RAM samt et eget lager på 4 GB. Skærmen er af typen AMOLED, måler 1,63” og har en opløsning på 320 x 320 pixels. Selve urglasset er af typen Gorilla Glass 3.
LÆS OGSÅ: Bærbar SSD er din cloudserver i lommen
Forbindelsen til mobilen etableres via Bluetooth 4.0.
I alt vejer uret 75 g og er i øvrigt vandtæt (IP55). Prisen skulle blive i omegnen af 199 euro, men vi kender endnu ingen dansk pris.
LÆS OGSÅ: Ny 4K-referencemodel fra Panasonic?
Asus’ skandinaviske talsmand, Andreas Zannin, lover, at uret nok skal komme på det danske marked, men han ved endnu ikke hvornår.