Kan USA spare milliardbeløb med ny skrifttype?

14-årig trak store overskrifter med et genialt spareforslag. Myndighederne regner nu på sagen.

Artiklens øverste billede
Amerikanske Suvir Mirchandani havde tilsyneladende fundet en simpel og genial måde at spare mange penge på, indtil et faktatjek såede tvivl om projektet.

Los Angeles

Suvir Mirchandani, som går i sjette klasse på Dorseyville Middle School i Pittsburgh, bragede i sidste uge i gennem i alverdens medier med en opsigtsvækkende idé, som blev et viralt hit på de sociale medier.

Tv-stationen CNN interviewede blandt andet den 14-årige dreng, som havde fået en fiks idé til, hvordan den amerikanske regering nemt kunne spare over 400 mio. dollars (2,2 mia. kroner) om året.

Velrenommerede medier verden over fulgte trop og viderefortalte historien om teenagerens idé, der næsten lød for god til at være sand.

Naturfagsprojekt

Det hele startede med, at Suvir Mirchandani i forbindelse med sit naturfagsprojekt satte sig for at regne ud, hvad skolen kunne spare på de mange papirer, som eleverne fik udleveret.

Den 14-årige hovedperson fra Dorseyville Middle School.

Andre elever havde lavet projekter om selve papiret, men Mirchandani valgte i stedet at koncentrere sig om forbruget af printerblæk.

Efter at have udskrevet store forstørrelser af de mest anvendte bogstaver, skar han dem ud og vejede dem.

En nærmere analyse viste, at skrifttypen Garamond tilsyneladende kræver 24 pct. mindre blæk end den mere populære Times New Roman, som er en af standardtypografierne i tekstbehandlingsprogrammet Word.

Redaktører: Genial idé

Ansporet af en begejstret underviser afleverede den snarrådige elev sit materiale til Journal of Emerging Investigators, som publicerer værker og undersøgelser udarbejdet af highschool-elever.

Redaktørerne opfordrede ham til at undersøge, om USA’s regering kunne spare penge på idéen.

Det kunne den, kom Mirchandani frem tid efter at have analyseret fem regeringsdokumenter fra US Government Printing Office (GPO), som tilsyneladende foretrak Times New Roman og Century Gothic i stedet for Garamond.

Massiv medieeksponering

Herfra gik turen til tv-stationerne, hvor Mirchandani til imponerede nyhedsværter proklamerede, at den føderale regering kunne spare ca. 136 mio. dollars om året, mens mange øvrige statslige agenturer og enheder samlet set kunne spare op til 234 mio. dollars om året.

”Det kan man, fordi det er en tyndere skrifttype. Den er lettere, og den kræver simpelthen bare mindre blæk,” sagde hovedpersonen til CNN.

Washington Post satte sig imidlertid som et af de eneste medier til at faktatjekke idéen, som desværre ikke ser ud til at være helt holdbar.

Graverende fejl

Det er korrekt, at slankere og mere effektive skrifttyper kan spare papir og penge. Men Mirchandani har tilsyneladende begået et par graverende fejl i sin research.

Han skønnede nemlig, at den føderale regering bruger 467 mio. dollars om året på printerblæk til regeringsdokumenter.

Government Printing Office brugte imidlertid “kun” 750.000 dollars (godt 4 mio. kroner) på den type sidste år og sanktionerer i øvrigt kun halvdelen af regeringens printopgaver.

Det er heller ikke korrekt, at de offentlige myndigheder kun bruger Times New Roman eller Century Gothic. En nærmere analyse viser, at de bruger et bredt udvalg af skrifttyper herunder også Garamond.

Ulæseligt for mange

I flere tilfælde med Garamond som skrifttype findes det dog nødvendigt at forstørre bogstaverne, fordi skrifttypen – især for ældre borgere - er sværere at læse.

”Ellers bliver det langt mindre læseligt,” skrev Thomas Phinney, en skrifttypeekspert i et blogindlæg, som pillede forslaget om at skifte til Garamond fra hinanden.

"Jeg er villig til at vædde på, at de mennesker, der læser de trykte versioner af regeringsdokumenterne i gennemsnit er ældre og derfor er langt mere tilbøjelige til at have synsproblemer," skrev han blandt andet.

Opmuntrende bemærkninger

Den 14-årige elev fra Dorseyville Middle School behøver dog ikke skamme sig trods Washington Posts dom.

Hans idé er nemlig blevet bemærket af myndighederne, som har tænkt sig at analysere forslaget mere indgående.

”Government Printing Office værdsætter Suvirs forslag og vil nøje gennemgå dets anvendelighed i forhold til de trykte regeringsdokumenter, som vi producerer,” siger Gary Somerset, en talsmand for GPO i en e-mail til avisen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen