10 guldklumper fra nettets skatkammer
Er du søkaptajn og single, strandet i regnskoven, eller ønsker du at sende din mosters aske mod stjernerne, så find hjælpen på nettet. Her findes alt fra kaptajn Haddocks datingsite til samlinger af pikante toiletfotos. Vi har fundet 10 af de mest mærkværdige websider, du ikke anede, du havde brug for.
1. Sig det med 10 ord
Hvis du synes, Wikipedia er lidt af en langgaber, så prøv en ti-ords-wiki. Opslagsværket kalder sig for ADD-generationens wiki. ADD betyder attention deficit disorder, på dansk: opmærksomhedsunderskuds-lidelse. I opslaget om 1980’erne hedder koncentratet: Et årti i det 20.århundrede. Elektronisk, nørdet og kikset.
2. Museums-toiletter fra hele verden
Visse mennesker finder fornøjelse i at besøge alverdens kunstmuseer for at fotografere stedets latrinære faciliteter. Hjemmesiden har både grimme, ækle, kedelige, sælsomme og kunstnerisk udformede toiletter. For visse museer kan du tilmed specificere, om du vil nærstudere herreafdelingen eller tage et kig ind til damerne. Sidste nye er, at siden også har fået tilføjet små video-tours.
3. Tweet Vorherre
En million mennesker drager årligt til Jerusalem for at placere en bønneseddel i Grædemurens sprækker. Troende, som af den ene eller den anden grund ikke er i stand til at besøge resterne af Salomons tempel, kan i stedet maile eller tweete en bøn til Jahve. Så printes bønnen ud og stoppes ind i en af sprækkerne.
For mailbesked: www.aish.com/w/note/46615192.html
For et tweet: www.tweetyourprayers.info
4. Ohøj, min elskede
Uanset om du er voksen og stadig bor hjemme hos mor, er ”æstetisk udfordret” (grim) eller superhelt, så er der også en datingportal for dig. Er du tilfældigvis søkaptajn, så sejl ind på dette datingsite, hvor du kan søge efter kvinder, mænd, venner, tilfældige sexpartnere eller kæresteemner. Husk at tilføje, hvor mange sømil væk den ønskede person må befinde sig.
5. Kend dit cover
Er du den heldige finder af en kasse med gamle vinylskiver på loftet, så kan Bizarre-records hjælpe dig med musikvideoer og baggrundshistorien for de mere ukendte af slagsen. Her finder du Miss Piggys ”aerobique”-instruktionsplade, en skive med korsange fra USA’s flyvevåbenakademi med titlen Bring me Men samt religiøse plader med overskriften Serving God is Beautiful.
http://bizarrerecords.com/wordpress
6. Mere Game of Thrones, tak
Er du vild med en tv-serie, men stationen er ved at trække stikket, så meld dig under fanerne på savemyshow. Sitet er opdelt efter stationer som MTV, Discovery Channel og HBO. Under hver station stemmer du på, hvilken serie der skal reddes. Resultatet sendes til stationerne. Du kan også stemme for, at en serie skal dø. Når din stemme er afgivet, kan du se resultatet opdelt i procent og antal stemmer.
7. Send asken til stjernerne
Tanken er, at vi kommer fra stjernerne, og i døden vender tilbage. Tror du på den, så send dine kæres aske mod det uendelige univers. De efterladte er med til højtideligheden, hvor affyringen sker med raket eller med et specialbygget fartøj alt efter, om asken skal på rundtur om Jorden eller forsvinde i rummet for evigt. Askemængden kan være fra et gram og op. Prisen stiger tilsvarende fra 995 dollars. PS! Det er forbudt i Danmark.
www.celestis.com
8. Guiden til alt
Midtvejskrise eller bare eventlysten, så kan dette site hjælpe dig videre. Her finder du blandt andet guiden til at overleve i en brasiliansk regnskov eller lærer, hvordan du tager et flycertifikat. Sitet rummer også jordnære opskrifter såsom, hvordan du bleger dit hår, taber vægt eller lærer at tale med irsk accent.
9. Køb en film-effekt
Har du altid drømt om at have en beholder fra rum-gyset Prometheus stående i stuen, en nummerplade fra The Fast & The Furious hængende på væggen eller kunne sippe champagne fra et glas, som har været med i James Bond-filmen ”Die Another Day”, så klik ind på dette site. Certifikat medfølger.
10. Nettets eget bibliotek
Organisationen Internet Archive opstøver og arkiverer alle hjemmesider, som siden 1996 har været på det store internet. I skrivende stund har nettets arkivarer samlet 150 milliarder sider. På organisationens egen hjemmeside kan du med The Wayback Machine indtaste en url og få vist, hvordan hjemmesiden så ud i et tidligere digitalt liv. Ikke alle hjemmesider vinder ved gensyn.