De største tech-tendenser i 2013
Her er syv elektronik-trends, som du skal holde øje med i det kommende år.
Som en optakt til CES-messen i Las Vegas løfter CEA’s (Consumer Electronics Associations) eksperter nu sløret for, hvilke tech-trends, der kommer til at være fremherskende i 2013.
Tablets og smartphones bliver de helt store sællerter til næste år, men også salget af bærbare pc’er, fladskærme og spilkonsoller vil stige.
Til trods for en stigning i salget af spilkonsolle, forudser CEA fortsat en positiv udvikling i anvendelsen af smartphones og tablets, idet 24 pct. ønsker sig tablets og smartphones for at bruge dem til at spille spil på.
Nye alternativer
Den store vækst i salget af smartphones og tablets understøttes af innovative produkter og nye alternativer på markedet. For eksempel fås tablets nu i et væld af forskellige størrelser, priser og designs.
Også børnevenlige modeller er med til at drive denne udvikling.
Inden for smartphone-kategorien er der mange, som ønsker større skærme og nye innovative funktioner og apps, som skaber ekstra værdi for forbrugerne og er med til at drive efterspørgslen op.
“Smartphones er blevet en slags samlingsenhed for alle vores elektroniske enheder. Nu handler det mere om, hvordan de forskellige produkter kan arbejde sammen, end hvor funktionel den enkelte enhed er. Når pludseligt tv’et, tablet’en og pc’en er blevet intelligente, er det for eksempel oplagt at bruge sin smartphone som samlet fjernbetjening," fortæller CEA’s cheføkonom og forskningsleder Shawn DuBravac. “2013 kommer også til at byde på et intuitivt samspil mellem sundheds- og motionsapplikationer og vores smartphone."
Større fjernsyn
Inden for tv-produkterne ses en fremgang i efterspørgslen på led-tv og skærme helt op til 60" – en udvikling som sker, i takt med at teknologien bag bliver mere tilgængelig. Samtidigt skal tv nu have både internetforbindelse og 3D-funktionalitet.
Antallet af tv pr. husstand ser ud til at være det samme, men det skyldes sandsynligvis stigningen i tablets og smartphones.
Alsidige produkter
“Produkter med kun én funktion bliver i stigende grad udskiftet med mere alsidige produkter. Det er vigtigt for os forbrugere at kunne bruge vores enheder til flere ting, og her er den vigtigste drivkraft blevet udviklingen af innovative enheder, som kan arbejde sammen på kryds og tværs," fortæller CEA's direktør for brancheanalyse, Steve Koenig.
Verdens største forbrugerelektronikmesse lukker dørene op for besøgende den 8. til 11. januar 2013 i Las Vegas. Der forventes op til 150.000 gæster og 20.000 lanceringer af nye produkter og tjenester – og mon ikke der vil være et par tablets og smartphones blandt nyhederne.