Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: Find den bedste tablet lige nu

Vi har testet seks tablets. Sidder iPad stadig på tronen?

Peter Gotschalk, Lyd & Billede/Gear

Der var engang et smukt kongerige, som havde guld i pose og sæk, fordi man solgte en lækker smartphone ved navn iPhone til folk i alle de riger og lande, der havde råd til den slags.

Kongerigets våbenskjold var et æble, og kongen af æbleriget var en egenrådig og besværlig mand, der hele tiden fik skøre ideer.

En dag fik han den idé, at verdens folk måske kunne tænke sig en håndholdt tablet-computer, der så ud stort set ligesom den populære iPhone, den skulle bare være meget større.

Den nye opfindelse kaldte han iPad, men ikke alle troede på kongens idé.

Da han viste den frem på kongerigets traditionelle kræmmermarked, hvor skjalde og digtere fra hele verden kom til for at høre nyt om æblet, blev der grinet i hjørnerne, og nogen vovede endda at sige, at kongen vist slet ikke havde noget tøj på – selv om de fleste kunne se, at han var iklædt sin sædvanlige rullekravesweater – for hvad skulle man dog bruge sådan en forstørret smartphone til?

Er robottens tid kommet?

Sidenhen døde den gådefulde konge, men selv om han ikke levede lykkeligt til sine dages ende, fik han ret i, at verdens folk gerne ville have hans iPad. Og dem, der tidligere havde hvisket i krogene, synes nu pludselig også, at ideen med en tablet-computer var frygtelig god.

Sådan én ville alle de andre konger også lave, bestemte de sig for, men da de ikke kunne dyrke æbler, baserede de i stedet deres produkter på en lille grøn robot, der enten smagte af honning eller flødeis.

Hvorhen vi i verden farer, kommer de fleste tablet-computere stadig fra æbleriget, men folk ændrer jo smag, og nu skal vi se, om det er på tide at smide æblet efter doktoren og i stedet lade den grønne robot vise vejen.

Huawei MediaPad

Kinesiske Huawei vil tages alvorligt på linje med mærker som Samsung og Sony. Med MediaPad gør de et godt forsøg, men der er for mange skønhedsfejl.

Selvfølgelig kan man leve med, at tingene går lidt langsomt. Det er straks værre, at skærmen ikke altid reagerer, som den skal. Vi tester jo altid en helt ny model, og man kan godt blive nervøs for, hvordan skærmen bliver at arbejde på, når Huawei MediaPad har været med rundt i tasken i et halvt års tid. Især fordi den også virker særdeles modtagelig for små skrammer.

Man bør absolut heller ikke købe Huawei MediaPad for kameraets skyld, men det er knap så stort et problem i forhold til den samlede vurdering.

Til gengæld er den jo billig, og til alle de andre ting, man bruger en tablet-computer til, er Huawei MediaPad ganske udmærket. Både spil, film og musik afvikles uden problemer, og så har den også 3G, hvilket er et lille plus.

Pris:

  • 2.799 kr.

Plus:

  • Billig
  • 3G
  • MicroSD

Minus:

  • Skærmen
  • Langsom
  • Kameraet

Sony Tablet P

Sony har lavet en tablet, der ikke er som de andre. Desværre er ideen nok bedre end resultatet.

På næsten alle andre områder er Tablet P en ganske glimrende tablet-computer. Den er lynende hurtig, de to skærme er hver for sig faktisk af meget høj kvalitet med et skarpt billede i klare farver, og kameraet på 5 megapixels fejlet absolut heller ikke noget, men tager tværtimod gode og fokuserede billeder.

Vi synes ikke, at 4 gigabyte indbygget hukommelse er særligt imponerende, selv om man får et “gratis” microSD-kort på 2 gigabyte med i købet, og så har Sony af uransagelige årsager valgt at udstyre Tablet P med nok den dårligste højttaler i universet.

Nej, vi forventer ikke stor filmlyd fra en tablet-computer, men især når Tablet P skal kunne agere håndholdt spilkonsol, giver det meget lidt mening, at højttaleren lyder som en forkølet græshoppe.

Men lad os nu opsummere: Bør man investere 4.799 kr. i en Sony Tablet P? Absolut nej! Hvis den kostede det halve, kunne vi snakke om det.

Pris:

  • 4.799 kr.

Plus:

  • Hurtig
  • Klart skærmbillede
  • Kan afvikle PlayStation-spil

Minus:

  • Sort bjælke gennem skærmbilledet
  • Kun 4 GB hukommelse
  • Meget dyr

Toshiba AT200 10.1

Kritikere hævder, at Android-baserede tablet-computere ofte er præget af småfejl og virker ufærdige. Måske fordi de har prøvet Toshiba AT200?

Der er flere ting, vi kunne være gået i dybden med, men det havde ikke gjort testen mere positiv. Toshiba AT200 kommer ikke i en 3G-version, lyden er for lav i tilsluttede hovedtelefoner, og så kan man ikke fokusere ved hjælp af touch, når man tager billeder. Det sidste er dog en mangel i Android Honeycomb og strengt taget ikke noget, vi kan klandre Toshiba for.

Vi plejer ikke at kåre en taber af vores stortest, og det skal Toshiba nok være glade for.

Pris:

  • 3.995 kr.

Plus:

  • 2 MP frontkamera
  • Meget tynd og let

Minus:

  • Ingen 3G
  • Lyssvag skærm
  • Meget langsom browser
  • Afspiller næsten ingen videoformater

Den nye iPad

(Bedst i test)

Den nye iPad har den bedste skærm, vi har set på noget produkt. Nogensinde.

Apples nyeste iPad byder på et par andre fede funktioner som f.eks. diktering, der reelt er en nedkogt udgave af Siri, det stemmestyringsværktøj, vi kender fra iPhone 4S.

En anden nyhed er streaming af fuld HD video til dit tv via AirPlay (sammen med den nye 1080p Apple TV), og så kan du sågar også bruge iPad’en som spilkonsol. Spil vises på tv-skærmen (igen via Apple TV og en ny funktion, som Apple kalder AirPlay Mirroring), og iPad’en bruges som controller. Vi har prøvet det, og det virker overraskende godt.

Det korte af det lange er, at iPad stadig er ubestridt konge over tablet-computerne.

Det skyldes selvfølgelig til dels iOS og Apples eget univers af musik, film og apps, som vi ikke er kommet ind på i denne test, men også hvis vi bare kigger på hardware, design og kvalitet, er der ingen tablet-computer på markedet, der kommer op på siden af iPad.

Så længe ingen af konkurrenterne kan lave et så helstøbt og fuldendt produkt, har de ikke en chance for at skubbe iPad’en af tablet-tronen!

Pris:

  • 3.699 kr.

Plus:

  • Skærmen
  • Optager fuld HD video
  • Hurtig 3G

Minus:

  • Lavere batterilevetid
  • Bliver varm
  • VGA frontkamera

Samsung Galaxy Tab 2 10.1

(Bedste køb)

Skal man virkelig have noget for sine penge, så er det Samsung Galaxy Tab 2 10.1, der skal ned i indkøbskurven.

Man har så valgt at spare på kameraet, der blot er på 3 megapixels og ikke just tager gode billeder. De bliver matte og uskarpe – bl.a. fordi det ikke har autofokus – men efter vores mening er det det helt rigtige sted at spare, når det nu skal være.

Lidt uforståeligt er det, at vi oplever en smule lag, når vi bladrer mellem de fem hjemmeskærme. Det bliver værre, jo flere widgets vi læsser på, så Android 4 eller ej – her kommer processoren åbenbart til kort.

Men til under 3.000 kr. er det altså til at leve med. Samsung Galaxy Tab 2 10.1 er klart det bedste køb blandt de tablets, vi har testet i denne omgang.

Pris:

  • 2.999 kr.

Plus:

  • Afspiller næsten alle formater
  • Lynhurtig browser

Minus:

  • Kamera mangler autofokus
  • Hjemmeskærmene hakker
  • Ingen HDMI eller Micro USB

Archos 101 G9

Den absolut billigste tablet i denne test er ikke den dårligste. Langtfra.

Hardwaren er årsagen til, at Archos 101 G9 ikke bliver kåret som denne tests bedste køb.

Godt nok koster den 1.000 kr. mindre end Samsung Galaxy Tab 2 10.1, men hvor sidstnævnte er et lækkert og gennemført produkt til små penge, virker G9 som noget, der ville blive solgt på tilbud i Aldi.

Omvendt skal det understreges, at Archos formentlig har lavet den absolut bedste tablet-computer netop i denne prisklasse, og har man intet imod den dårlige byggekvalitet, kan G9 sagtens bruges til noget fornuftigt.

Samlet vurdering:

  • 3 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 2.099 kr.

Plus:

  • Meget billig
  • Android 4 ICS
  • God multimediespiller

Minus:

  • Ingen indbygget 3G
  • Kun frontkamera
  • Dårlig ”byggekvalitet”
  • Dårlig skærm

Læs hele testen på Lyd & Billede/Gear her.