Masser af billige Android-mobiler
Kan du leve med en smartphone uden de stærkeste specifikationer, kan du få den billigt.
Man behøver ikke længere have den store sparegris frem for at få fingrene i en velfungerende Android-mobil.
Topmodellerne er fortsat lidt af en investering, men for dem, der kan nøjes med mindre, er der efterhånden et godt udbud af nye mobiler, som ikke har de stærkeste specifikationer, men til gengæld sælges til virkelig fornuftige priser. Som oftest er luksusfunktionerne sparet væk, mens alt det væsentlige er bevaret, så du til trods for den lave pris får en ganske velfungerende smartphone.
LG med billigere processor
Der er de producenter, der fører sig frem på at have de hurtigste og de lækreste produkter, og så er der dem, der fører sig frem på at have de billigste. LG gør faktisk begge dele. Producenten var den første til at lancere en quad core-mobil. Nu er man imidlertid også klar med en af de absolut billigste smartphones.
Den har selvsagt ikke quad core-processor og Android 4.0. Processoren er en beskeden 800Mhz-chip, mens skærmen måler 3,2", og styresystemet er det efterhånden temmelig bedagede Android 2.3.
Det betyder dog ikke, at Optimus L3 E400 ikke er en velfungerende smartphone. Android 2.3 kan stadig det meste, du forventer af en smartphone, og med indbygget kamera, gps, fm-radio og bluetooth er det ikke sikkert, du vil føle de store mangler, selvom mobilen ikke er så hurtig som de nyeste topmodeller.
Mindre skærm hos Samsung
Samsung melder sig også under fanen af billige Android-producenter med den nye Galaxy Pocket. Sammenlignet med tidens topmodeller, der ofte kommer med skærm på over 4 tommer, er her tale om en lille kompakt model med skærm på 2,8", en tykkelse på 12 mm og en vægt på blot 97 gram.
Ligesom hos LG er kræfterne ikke så store som i de dyrere modeller. Du må nøjes med en enkeltkernet 832 MHz-processor, som imidlertid også rækker langt, hvis den er udnyttet ordentligt.
Kameraet skyder billeder på 2 megapixels og optager video i qcga (320×240) 15pfs. Der er desuden bluetooth, usb, WiFi, fm-radio, gps og digitalt kompas samt 3 gigabyte hukommelse og plads til microSD-hukommelseskort med op til 32 gigabyte. Styresystemet er Android 2.3, og der er fuld adgang til Android Market.
Mobilen er på markedet nu.
Lavere opløsning hos Motorola
Motorola er den tredje i rækken med en Androide til en attraktiv pris. I modsætning til mange af de øvrige budgetmodeller er der dog ikke tale om low end-specifikationer hele vejen igennem. Præcis som mange af tidens topmodeller har Motoluxe en stor skærm på 4" samt et højtopløst kamera på 8MP.
Man skal dog ikke grave så dybt i specifikationerne for at se, hvor der er sparet. På trods af størrelsen har skærmen en beskeden opløsning på 480×854 pixels, mens processoren er som i de fleste andre budgetmobiler en enkeltkernet sag på 800MHz.
De øvrige funktioner er også helt i standardafdelingen. Der er gps, bluetooth, usb, WiFi og plads til hukommelseskort op til 32GB. Styresystemet er Android 2.3.
Mobilen har desuden en række Motorola-specifikke funktioner. Ved at bruge Motorola MotoSwitch lærer Motoluxe, hvem du taler mest med, samt hvilke apps du bruger mest, og sætter dem i centrum for dig.
Social Graph gør, at du enkelt og hurtigt kan kommunikere med dem, der betyder mest. Den lærer sig, hvilke kontakter der er vigtigst for dig, og anvender informationerne til at opbygge din hjemmeskærm. Jo mere du kommunikerer med nogen, jo større bliver personens ikon.
For at gøre din anvendelse af apps enklere findes også Activity Graph, som laver skræddersyede menuer, alt efter hvordan du anvender dine apps. Med Music Now spilles den musik, du synes bedst om, og Smart Gallery viser dine favoritbilleder opdelt i album. Mobilen er i butikkerne nu.
LÆS OGSÅ: Beskyt din Android-enhed