Ægte hi-fi uden kabelrod: Test af 7 trådløse stereoanlæg

Musikglæde har intet at gøre med størrelsen af din bankkonto. Ligesom du kan gøre et decideret umusikalsk fejlkøb med et hi-fi-anlæg til 100.000 kroner, er det også muligt at få kanonlyd fra overkommelige komponenter. Det handler bare om at vælge rigtigt.

Det nytter ikke meget med superlyd, hvis stereoanlægget ikke dækker moderne brugeres behov. Det betyder, at anlægget skal kunne streame lyd trådløst fra en smartphone på nem vis. Det er et krav, vi har stillet her, så i denne test finder du anlæg med forskellige løsninger hertil. Alle kan sluttes til hjemmenetværket og streame musik via netværksrouteren. Nogle har også Bluetooth for endnu lettere tilslutning.

I denne test har vi taget udgangspunkt i en prisseddel på omkring 10.000 kroner. Vi leder efter de komponenter, der bedst kan formidle musikken på naturtro vis. For at kunne det er det absolut vigtigt at have en god mellemtonegengivelse. Det er trods alt dér, næsten alle instrumenter har det meste af deres energi. Diskantområdet er også vigtigt, da det er i overtonerne, at rummet og luften i musikken kommer frem.

For at lykkes bedst muligt med dette er det i bassen, kompromiserne må indgås. Derfor har vi valgt gulvhøjttalere fra og går i stedet efter den kompakte slags. Kompakthøjttalere har ofte en meget renere basgengivelse end deres gulvstående søskende; det, man ofrer, er den nederste oktav. Som en bonus er kompakthøjttalere langt mere placeringsvenlige.

Indspil fra branchen

Vi har forhørt os i branchen om, hvad de professionelle aktører mener er de bedste køb til omkring 10.000 kroner. Anlæggene i denne test er resultatet heraf – nogle af dem er fra ét mærke, mens andre er sat sammen af komponenter fra forskellige producenter.

De fleste af anlæggene kan findes hos én og samme forhandler, men der kan være undtagelser. Lyd & Billede skriver for hele Skandinavien, og det kan ske, at du må til to forskellige forhandlere for at købe komponenterne til et af de anlæg, vi præsenterer her.

Læs den fulde test test på lydogbillede.dk

Læs også: Test af 12 multirumssystemer – Slip musikken løs!

Veludrustet grå mus

Et kompakt og veludstyret anlæg, der desværre ikke indfrier på det vigtigste.

Pioneer har en lang tradition for teknisk avancerede produkter, der kombinerer kvalitet og god lyd. Derfor har man lov til at have visse forventninger til dette kompakte Pioneer-anlæg. For her mangler der ikke meget, selv om anlægget er blandt de mindste kompaktanlæg, vi har testet.

Det hele er integreret i én 29 cm bred enhed og et par 28 cm højttalere i sort pianolak med en 13 cm bas i glasfiber og en 25 mm diskant. Et anlæg, der let glider ind i reolen uden at optage meget plads.

Pioneer-anlægget har cd-afspiller og radio indbygget. Det har også et stort udvalg af streaming-muligheder – AirPlay, Bluetooth, Chromecast og DTS Play-Fi er integreret i anlægget. Som også har FireConnect til trådløs sammenkobling af enheder i andre rum. Altså multirum. Men der er mere endnu. Anlægget har også Spotify Connect, Tidal, Deezer, FM, DAB og TuneIn netradio indbygget. Men ingen pladespillerindgang.

X-HM86D leverer et forholdsvis afbalanceret lydbillede med en varm klang. Men det bliver lidt gråt og farveløst, især i mellemtonen. Måske er diskanten lige lovlig afslappet, for lyden kan opleves som mørk, men anlægget formår alligevel at engagere. Både Jason Isbells vokal på country-nummeret “Last of My Kind” og Ragnhild Hemsings violin på Sibelius’ Danses Champetres lyder lidt mørkere, end vi bryder os om, og mangler nuancer og raffinement.

Anlægget bider godt fra sig med acceptabel dynamik, når man skruer op for volumen, men bassen ruller hurtigt af, og man får ikke et ordentligt drive i bassen, selv om man har lyst til at spille lidt højere. (1.552)

Drømmen der brast

Med NAD og Bowers & Wilkins burde det være umuligt at fejle.

Ethvert anlæg, der indeholder en NAD-forstærker og højttalere fra Bowers & Wilkins, kan få mundvandet til at løbe på entusiasterne. Her er det netop sådan en kombination, der udgør testens næstdyreste anlæg.

Vi har testet både forstærkeren og højttalerne tidligere og havde store forventninger til kombinationen. For her får man meget for pengene. Lad os tage højttalerne først. B&W’s kompakte tovejshøjttaler har den karakteristiske gule kevlarmembran i bassen kombineret med en aluminiumdiskant.

At drive de relativt ineffektive højttalere (87 dB følsomhed) kræver alle de 50 watt effekt, som NAD-forstærkeren besidder. Men siden vi taler NAD-watt, siger tallene ikke alverden. Det er praksis, der tæller.

Kombinationen NAD og Bowers & Wilkins giver en rigtig god sammenhæng i lydbilledet, men det sprudler ikke just af engagement. En tør, næsten neutral og meget stram basgengivelse med glimrende definition trækker op, mens mellemtonen lyder lidt for anæmisk og afslappet til, at vi lader os overbevise.

Lyden kan virke lidt indelukket, for detaljerne kommer ikke er særlig godt frem på denne kombination, og vi sidder og venter på, at musikken skal tage os med storm. Det sker bare ikke.

Der er et uforløst potentiale her, som måske kan løses med en anden kombination af forstærker og højttaler. Så vi koblede KEF Q150 til i stedet. Det åbnede lydbilledet op og gav os mærkbart mere fokuseret lyd, tydeligere detaljegengivelse og et mere åbent lydbillede.

Mere power, tak

Højttalere fra Klipsch parret med Onkyo-elektronik plejer at være en sikker kombination, men her mangler der noget.

Klipsch og Onkyo er blandt testens hi-fi-veteraner og har begge et bredt repertoire af produkter i alle prisklasser. De to ses ofte sammen i store hjemmebiosystemer, men her handler det altså om et kompakt stereoanlæg.

Onkyo har formået at proppe imponerende meget udstyr ind i stereo-receiveren R-N855, og der er lagt vægt på de trådløse tilslutningsmuligheder. Den understøtter både Chromecast, FireConnect, DTS Play-Fi og DLNA, og kan dermed fungere i en multirumsopsætning på tværs af mærker og standarder. DAB+ og internetradio er rart at have, og desuden er der pladespillerindgang. Med understøttelse af Spotify og Tidal oveni er der næsten ingen grænser for musikkilderne.

Et anlæg med Klipschs letdrevne og energiske højttalere burde som udgangspunkt betyde masser af fart og tempo. Vi har tidligere testet storebror RP-160M med et godt resultat.

Men når vi starter musikken på Klipsch + Onkyo, lyder det ikke helt som forventet. Maria Mena bliver for tynd og lys i stemmen, og det er, som om der mangler noget i mellemtonen. Bassen er fyldig, men ikke specielt præcis – det lyder lidt, som om bassisten spiller med vanter på! Den dynamik, vi er vant til fra nummeret, er ikke til stede, og lydbilledet får en spinkel karakter. Det lyder kort sagt skuffende fladt og blodfattigt.

Det rimer ikke med vores tidligere erfaringer med Klipsch, og et skift til en anden forstærker afslører, at det er Onkyo, der er synderen i dette tilfælde.

Bedst til multirum

Få om nogen kan lave multirumslyd som Sonos. Men hvor hi-fi er topmodellen Play:5 egentlig?

Hvad Sonos Play:5 mangler af tilslutningsmuligheder, vinder den ind igen på minimalisme og brugervenlighed. Det er legende let at koble den til hjemmenetværket, og i app’en kan du definere, hvilket rum den skal tilhøre, og om du vil koble to sammen som stereopar. Hvilket vi har valgt at gøre her for at tegne et stort lydbillede op, som kan konkurrere lydmæssigt med de traditionelle hi-fi-anlæg.

Anden generation af Play:5 ligger lydmæssig et trin eller to over forgængeren, og som multirumshøjttaler holder den fortsat stand. Især når man har to, der spiller i stereo. Højttalerens bedste egenskaber er den klare og rene lyd, som især gavner vokalgengivelsen. På Maria Menas Kiss-cover “I Was Made For Loving You” står hendes stemme klokkeklart ud i rummet, og raslen fra basstrenge og klirren af klokkespil er sprød og tydelig.

Måske lidt for sprød. For når Maria synger “Feel the magic”, kan vi ikke rigtig føle det. Der er noget mekanisk over præsentationen. Selv om Sonos jordede de fleste af konkurrenterne, da vi testede multirumshøjttalere sidste år, må Play:5 se sig slået af Yamaha-anlægget og ikke mindst Marantz/KEF-kombinationen, som begge har en varmere og mere organisk lyd.

Multirum med hi-fi-kvalitet

EC Living Tana har den nødvendige varme og fyldige lyd, man forventer af ægte hi-fi.

Når man tænker stereoanlæg, tænker man automatisk på to højttalere med en forstærker imellem. Men hvorfor ikke sløjfe forstærkeren til fordel for to fuldt aktive højttalere? Det er, hvad Electrocompaniet har tænkt med deres Tana-serie.

Tana SL-1 er hovedhøjttaleren, og hvis du kun skal have én højttaler, der spiller alene, er det den, der gælder. Den kobles til hjemmenetværket – helst med Ethernet-kabel for så stabil drift som muligt. Det er i den, streaming-tjenesterne er indbygget, og skal du koble digitale lydkilder såsom tv’et og måske en cd-afspiller til, er det her, det gøres.

Så er der slavehøjttaleren L-1. Den har identisk lydkvalitet, men er afhængig af SL-1 for at fungere. Den modtager både digital lyd og synkroniseringssignaler trådløst fra hovedhøjttaleren.

Hvad lyden angår, er der derimod ikke meget at sætte en finger på. Der er opløsning i overtonerne, så sangstemmer kommer klart og tydeligt frem, bækkener svæver og violiner ligeså. Desuden får man den fylde i mellemtonen, som Sonos mangler. EC Living får mere klang fra Jason Isbells akustiske guitar, og der er mere krop i Ragnhild Hemsings violin, så man tror mere på det, man hører.

Den lidt spidse digitale klang fra Sonos er der ikke her. Vi tænker, at det i høj grad skyldes den analoge AB-forstærker i stedet for Sonos’ klasse D.

Et fuldgyldigt hi-fi-anlæg

Yamaha-anlægget er næsten komplet og spiller kanongodt.

Mens de fleste minianlæg byder på masser af kompromiser, virker det, som om Yamaha har læsset alt, hvad de kunne komme i tanke om, ind her. Deres anlæg placerer sig på toppen af fødekæden i Yamaha-kataloget og er det bedst udstyrede mikroanlæg, de laver.

Det mangler stort set kun pladespillerindgang for at være komplet. Ellers er det meste på plads: Streaming med Wi-Fi eller Bluetooth, DAB- og internetradio, Spotify Connect og Tidal samt cd-afspilning. Desuden har det multirums-streaming.

Yamaha-anlægget består af et par små højttalere, en forstærker og en cd-afspiller med trådløs streaming, og passer perfekt ind i bogreolen i et moderne hjem. De medfølgende højttalere er 31 cm høje og højglanslakeret sort. En 13 cm bas-enhed og en 25 mm diskant er inden for normen på mikroanlæg.

Forstærkeren har kun én indgang til analoge lydkilder, og den bruges til cd-afspilleren i anlægget. Ud over subwoofer- og hovedtelefonudgang har den også digital lydindgang via USB på bagsiden.

Yamaha-anlægget byder på et meget åbent og afbalanceret lydbillede, tilstrækkeligt med detaljer og fyldig klang. Lyden er bedre fokuseret end på mange af de andre anlæg i testen. Klangen på vokaler er varm og fyldig, og et klaver lyder fornemt med masser af luft i lydbilledet.

Ægte dybbas er her ikke, men Maria Menas Kiss-cover viser, at højttalerne kan gengive elbas med overbevisende dybde og dynamik. Marias vokal lyder mere nuanceret her end på Pioneer-anlægget, og Yamaha leverer en lydkvalitet, der klart ligger et par trin over Sonos.

Vellykket kombination

Marantz/KEF-anlægget er pænt at se på og let at betjene, og lyden sidder lige i øret!

Evigtunge Marantz og KEF er måske bedst kendt for deres produkter i det dyrere high-end-segment, men de ved også en eller to ting om, hvad der giver god lyd i budgetklassen.

Hjertet i dette anlæg er den kompakte og stilige stereo-receiver Marantz M-CR611, som har et bredt repertoire af funktioner. Cd-afspiller er på plads, DAB/DAB+ radio ligeså. Desuden har den selvfølgelig internetradio og en række trådløse tilslutningsmuligheder, inklusive Bluetooth, AirPlay og Spotify Connect.

Alt kan styres direkte fra mobilen via Marantz’ egen fjernbetjenings-app. Forstærkeren yder 2 x 60 watt, og hvis man vil, kan man tilslutte en aktiv subwoofer via den ekstra line-udgang.

Marantz/KEF-anlægget er let at slutte til og tage i brug, men fjernbetjenings-app’en kunne godt trænge til en ansigtsløftning. Menusystemet er ikke det mest overskuelige eller intuitive, vi har set, med listevisninger i stedet for stilig grafik. Selv om app’en kan styre det meste, foretrak vi derfor som regel at bruge den medfølgende fjernbetjening.

Men lyden! Her kører Marantz og KEF i cirkler om de øvrige testdeltagere med en frisk lydkarakter, der med det samme får os til at stampe takten. Lydbilledet er stort, men samtidig tydeligt og fokuseret, hvilket giver musikken den værdsatte følelse af fysisk nærvær.

KEF-højttalerne er nok de egentlige stjerner i dette anlæg med deres livlige og superfokuserede spillestil, mens Marantz-receiveren hele tiden holder styr på begivenhederne.

Læs den fulde test test på lydogbillede.dk