Test: Superzoom som alle kan bruge
Med 30x zoom, 4K-video og høj skudtakt kommer man langt med Panasonics nye superzoomkamera.
Få kameraer er så anvendelige som de små superzoomkameraer. De er blevet populære, fordi de har kraftig zoom i et lommevenligt format. Nogle af dem har også 4K-video indbygget, og man behøver ikke at vide en masse om fotografering eller video for at få gode billeder.
Panasonic har nærmest perfektioneret opskriften på superzoomkameraer og har flere modeller at vælge imellem. De udfylder rollen som allround-kameraer for mange, der ikke har brug for et stort systemkamera.
Det bedste af dem hedder Lumix TZ100, men det er relativt dyrt og formår ikke at matche det kamera, vi tester her, på zoom. For det langt mere overkommelige TZ90 har hele 30x zoom – mod 20x – i en lige så kompakt indpakning.
Panasonic er dog ikke alene i denne klasse. Canon har en model kaldet PowerShot SX730 HS med 40x zoom, og Sony Cyber-shot HX80 og Nikon Coolpix A900 er to andre med ekstrem zoom. Men Panasonic-kameraet er det eneste, der kombinerer vipbar touch-skærm med elektronisk søger, 10 fps skudtakt, 4K-video og en 24-720 mm zoom med optisk billedstabilisering.
Kameraet er en opdatering af TZ80, som vi testede i 2016, med få ændringer. Vipbar touch-skærm, Panasonics DFD-fokus (Depth From Defocus) og en ny 20 megapixel sensor – mod 18 megapixel før – er de væsentligste forskelle i TZ90’s favør.
Læs også: Stortest: 3 superzoomkameraer
4K-video og senere fokusering
Men kameraet har flere nyttige funktioner. Såsom at fotografen kan trykke på 4K Photo, før billederne tages, og få en serie billeder med 4K-opløsning i hurtig rækkefølge og efterfølgende vælge stillbilleder ud fra billedserien i 8 megapixel.
Med Post Focus aktiveret vælger man, hvor billedet skal være skarpest, efter at det er taget. Bare tryk på skærmen, der hvor du vil have, at billedet skal være skarpt, og gem det bagefter.
Ligesom på TZ80 kan fire af knapperne på kameraet programmeres til en foretrukken funktion, og fem kan tilføjes i skærmmenuen. Den rotérbare ring omkring zoomobjektivet kan f.eks. bruges som zoomring med trinløs eller trinvis zoom, eller drejes for at skifte til en anden foretrukken indstilling.
Læs den fulde test på lydogbillede.dk