Test: Luksus til forkælede ører
Denons referencehovedtelefoner giver afslappende vellyd til lænestolskoncerten uden at tømme pensionsopsparingen.
Denon AH-D7200 er Denons nyeste bud i hovedtelefonernes Ferrari-klasse. Selv om prisen er solid, er de faktisk et stykke billigere end forgængeren AH-D7100 – og omkring halvt så kostbare som de tidligere AH-D7000, som vores norske søsterblad testede begejstret tilbage i 2009.
Solosang som "Tom’s Diner" med Suzanne Vega eller "Scarlet Ribbons" med Sinéad O’Connor lyder pænt, rent og velartikuleret. Men den ultimative gåsehudsoplevelse, hvor man fornemmer det mindste åndedrag, mangler.
Der, hvor AH-D7200 er i sit es, er på rytmiske numre. Når orkesteret stemmer i på "Bangkok" fra Chess, er dynamikken næsten skræmmende. Og det dybe, tørre basspor på "Right Hand Man" fra Hamilton gengives med klinisk præcision og dynamik.
Konklusion
Denon AH-D7200 koster ikke mere end en økonomisk mellemklasseforstærker eller en ny smartphone, så set i det lys burde de være tilgængelige for de fleste læsere af Lyd & Billede. Men du skal muligvis stadig overbevise din bedre halvdel om, at det giver mening at droppe en weekendtur til London for at købe noget, som allerede – i en langt mere ydmyg form – følger med i æsken med din mobil. Lykkes det, får du et par hovedtelefoner, der kan få de bedste sider ud af al din musik. Især hvis du lader dem drive af en ordentlig hovedtelefonforstærker.
De er ikke et indlysende valg til monitorbrug, men til hjemmestunder i ypperste kvalitet er de pengene værd. Der findes endnu bedre konkurrenter, der trækker langt flere detaljer ud, såsom Pioneer SE-Master1, men så kommer det til at gøre ekstraordinært ondt i tegnebogen!