Test: Hørepropper til eliten
De koster en bondegård, men de bedste hørepropper har man ikke lyst til at hive ud igen.
De bedste musikoplevelser er ikke gratis, og sådan er det også med både hovedtelefoner og hørepropper. Krydser man 2.500 kroners grænsen, er der mange rigtig gode hovedtelefoner at få. F.eks. Beyerdynamic T 70 p til 3.200 kroner med deres perfekt afbalancerede lyd eller de spændende Sennheiser HD 630VB til 3.300 kroner, der har trinløs basforstærkning, som kan tilpasses perfekt til lytterens smag.
Fælles for dem er, at de er af over-ear typen. Og de sidder meget behageligt rundt om ørerne, men mange vil vægre sig mod at blive set på gaden med sådan nogle, da de ikke ligefrem er diskrete. Desuden fylder selv de mest foldbare ret meget, og de er derfor ikke noget, man kan tage med overalt. De kan ikke være i lommen.
Af den grund sværger mange til hørepropper. Eller in-ear høretelefoner, som de også kaldes. De er superdiskrete at have på, du kan bruge dem til løb og træning, og desuden er de ultra transportable. De kan bare vikles sammen og lægges i lommen. Og hvis du troede, at hørepropper nødvendigvis giver dårligere lyd end store hovedtelefoner, så tager du grundigt fejl!
Læs den fulde test på lydogbillede.dk
Skræddersyet vellyd
AKG lader dig tilpasse N40 med tre forskellige filtre. Når de er bedst, lyder de meget opløst og musikalsk.
AKG N40 har en fin pasform og en meget heftig bas. Hvis det bliver for meget af det gode, kan du skifte til et andet lydfilter, da der medfølger hele tre filtre med forskellig klangkarakter.
Vi kunne bedst lide det diskantforstærkende filter, der giver den mest afbalancerede lyd. Bassen nedtones lidt og integreres bedre, mens overtonerne skinner. Men enkelte musikproduktioner kan blive lige lovlig hidsige i toppen, og der findes hørepropper med bedre opløsning.
Den bedste bas
Det er ikke til at høre, at Sonys hørepropper er de billigste i testen.
Med Sony N3AP behøver du aldrig bekymre dig om ikke at få din daglige dosis bas. Elbas og stortromme har et godt fundament og maler en bælgmørk baggrund for overtonerne at pop frem fra. Sangstemmer lyder åbent og dynamisk, mens der er masser af luft i overtonerne. Hør, hvor det synger i messingbækkener!
Nogle vil nok synes, at basområdet kan blive lidt overdrevet. I så fald skal de nok snarere se på de mere neutrale monitorpropper.
Når sandheden skal frem
ACS’ hørepropper afslører alt i enhver musikindspilning. På godt og ondt.
Propperne fra ACS fortæller sandheden. En del musik lyder lidt kedeligt og fladt, fordi de er så afslørende, især i mellemtonen. En bærbar forstærker kan hjælpe med at få livet og gnisten frem, men det vigtigste er, at musikken rent faktisk lyder godt.
Nu henvender ACS sig også primært til musikere og teknikere, og Evolve Studio er et rigtig godt redskab til dem, der har brug for in-ear monitoring på scenen. Hvis man bevæger sig meget med dem, kan man overveje den dyrere Custom-version, der laves efter afstøbninger af øregangene.
Simpelthen for dyre
Alt ved RHA oser af kompromisløshed. Også lyden. Men undervejs er prisen blevet for hamper.
RHA er gået hele vejen med CL1. En piezoelektrisk diskant-enhed er lige så usædvanlig, som den er dyr, og gør sit til, at CL1 er helt afhængige af en ekstern forstærker.
Giv hørepropperne, hvad de har brug for, og de kvitterer med at genskabe hver eneste lille mikrodetalje i musikken. Det ville ikke overraske os, hvis du kan høre forskel på, om guitarstrengene er to eller tre dage gamle!
Men hvor bas- og mellemtoneområdet er fejlfrit gengivet, er det interessant nok diskantområdet, der er det største problem i vores ører. Det lyder alt for krast på det meste musik.
RHA CL1 er simpelthen for dyre i forhold til, hvordan de præsterer.
Perfekt balance
Vores første møde med Audiofly bliver garanteret ikke det sidste. Her får du perfekt afbalanceret lyd.
Audiofly laver hørepropper til professionelle musikere, som ikke burde gå på tværs af lyd-entusiasternes ønsker. Men det gør de ofte, for musikelskere foretrækker som regel en lidt mere fyldig lyd, end teknikere kan tillade sig at arbejde med.
Audiofly AF180 tilføjer ikke kunstig fylde, men gengiver musikken på neutral vis. Men med deres glimrende dynamik bliver det alligevel ikke kedeligt, og man sidder og lytter til musikken i stedet for at hænge sig i svagheder ved optagelsen.
Audiofly har også sandhedsserum. Sandheden bliver bare ikke gengivet så nådesløst som med RHA og ACS, og for musikelskere er det kun positivt.