Digitalradioer med streaming
En ny radio giver både bedre lyd og musikstreaming. Her er nogle af de bedste.
Moderne radioer har mere at byde på end bare nyheder, musik og baggrundsstøj. De har også streaming, så du kan afspille musik trådløst fra din mobil, tablet eller laptop, og de kommer i alle størrelser og kvaliteter.
Med Bluetooth kan du skifte fra dit yndlingsprogram i radioen til din yndlingsartist på Spotify, Deezer eller Tidal med et knaptryk. Med streaming kan du også streame radiostationer og podcasts via apps på mobilen til radioens indbyggede Bluetooth-modtager.
Der er rigtig mange radioer at vælge imellem. De fleste af dem har FM, DAB (Digital Audio Broadcasting) og DAB+, i nogle tilfælde også internetradio, Spotify Connect og Bluetooth.
Det har vi testet
I denne test har vi valgt syv små digitale radioer til mellem 1.000 og 2.000 kroner, alle med trådløs Bluetooth-streaming. Nogle er bærbare, mens andre er rene bordradioer, så du kan finde noget, der passer til dit behov. De første fire er bordradioer, de sidste fire er til at tage med.
I testen har vi lagt størst vægt på brugervenlighed og lydkvalitet. De skal være nemme at bruge og levere god lyd på både tale og musik. De fleste af radioerne kan tilsluttes hovedtelefoner eller kobles til stereoanlægget i stuen, så man får endnu bedre lyd i stereo.
Læs også: Test af bærbare DAB-radioer
Bordradioer
Amadeus-radioen er en handy bærbar sag i friske farver – eller træfinér – som er velegnet til at tage med sig, selv om den ikke er specielt lille. Den har en lysstærk farveskærm, indbygget genopladeligt batteri, digitalradio og Bluetooth. Den betjenes med knapper på fronten, og man indstiller volumen og vælger radiostation med drejeknapper på toppen.
Når den er sluttet til lysnettet, er det nok at bruge standby-knappen på fronten. Men når den kører på batteri, bør man bruge on/off-knappen på bagsiden for at spare strøm. Antennen er aftagelig, så man kan slutte en ekstern antenne til for bedre modtagelse.
Lydkvaliteten er desværre ikke i nærheden af de bedste radioer, vi har testet. Cornetto har skuffende farvet lyd, men godt med bas, omend alt for udefineret. Desværre er mellemtonen dunkel og indelukket, og diskantgengivelsen svag. Selv med andre lydindstillinger er lydkvaliteten mangelfuld.
Radioen klarer sig fint på tale, men selv dér hører man, hvor farvet lyden er i mellemtonen. På musik falder den igennem med et brag, og det gælder desværre uanset lydkilde.
Jensens lille Buddy Lite er en af de mest simple radioer, vi har testet. Her er ingen fancy farveskærm eller Spotify Connect indbygget. Den har det grundlæggende, men mangler lydindgang og hovedtelefonudgang. Batteridrift har den heller ikke, men ellers er den meget lig den dyrere Buddy-model og har FM, DAB+ og Bluetooth.
Tydeligt mærket knapper med tegnforklaring på bagsiden gør den meget nem at bruge. Skærmen har større og tydeligere tegn, men er ikke særlig lysstærk i solskin. En bonus er, at radioen er stænksikker. Perfekt til køkkenet eller badeværelset altså.
Buddy Lite giver rigtig god lyd for pengene. Lydbilledet er stort og klart med god basgengivelse og tydelig mellemtone, både på tale og musik. Så gør det ikke så meget, at den ikke har valgbare lydindstillinger. Bassen er veldefineret og vokaler velfokuseret, hvilket ikke er en selvfølge for alle radioer, selv i denne prisklasse.
Lyden fra den lille radio er faktisk helt i top og på højde med langt dyrere radioer. Mellemtonen kan indimellem lyde lidt metallisk, men det er også det eneste at trække ned for.
Radioen fra Radionette stiller nærmest op i en klasse for sig. Den er lige så avanceret som dyrere radioer og vil ikke skuffe nogen på hverken lyd eller brugervenlighed.
Store og tydelige knapper, også på fjernbetjeningen, gør at både store og små kan let kan finde rundt i menuerne og bladre i radiostationer. Farveskærmen er letlæst, og byggekvaliteten en tand bedre end andre radioer, vi har testet i samme prisklasse. Med internetradio, FM, DAB+, Bluetooth og lydindgang dækker den de fleste behov.
Lydkvaliteten fra Solist sætter i den grad Amadeus- og POP-radioerne af. Her er fyldig lyd med varm og tydelig mellemtone på såvel tale som musik. Den kan også spille højere end normalt for bordradioer, og samtidig er lyden veldefineret. Bassen er lidt for ulden til topkarakter, men prøv dig frem med equalizeren, til du får en basgengivelse, du kan lide.
Radionettes radio er en af de få bordradioer, der lyder som et lille anlæg – og det er et kompliment.
Bærbare radioer
Den lille Geneva-radio kombinerer retro-detaljer med minimalistisk design i syntetisk læder og aluminium, og minder om en moderne version af en B&O- eller Tandberg-radio.
Den er lige så simpel, som den ser ud, med få knapper og et volumenhjul, der også er afbryder. Funktionerne er begrænset til FM, DAB+ og Bluetooth med en lydindgang på bagsiden. Seks forhåndsindstillinger er ikke meget, men den skifter hurtigt mellem stationerne, når man søger. Størrelsen gør den meget transportabel, og med en batterilevetid på 20 timer slipper du for at tænke på opladning.
Skærmen viser ikke andet end stationens navn, men er til gengæld let at læse på afstand.
Lyden bærer ikke så langt, men den er relativt voksen og fyldig for sådan en lille radio. Bassen roder lidt til, når man spiller højt, og den er naturligt nok ikke særlig kraftig. Men det lyder åbent med en skarpt fokuseret mellemtone, som gør både tale og sang til en krystalklar oplevelse. Perfekt diktion altså, og ikke uden engagement.
Et glimrende valg for dem, der har brug for en lille radio til at tage med, som ikke går for meget på kompromis med lyden.
Pure Evoke H2 er en bærbar radio, der ikke kommer med genopladelige batterier. Batterikammeret er tomt, og den kan kun bruge Pures egen batteripakke til ca. 250 kroner, men opladeren medfølger. Udførelsen er ellers god, med fin træfinér og store indstillingshjul, der letter betjeningen.
Ellers er den temmelig enkel med en lille skærm, hvor klokkeslættet desværre har hovedrollen, så tekstinformationen må nøjes med en birolle. De fleste vil dog opleve Pures radio som nem at betjene.
Lyden fra radioen er uanset lydkilde helt fin med tydelig mellemtone på tale. Men bassen er anæmisk, og mellemtonen lyder meget farvet og nærmest grumset på musik. Selv med god signalstyrke. Dens største styrke er tale og simpel musik, hvor lyden er fuldt ud acceptabel. Skruer du højt op, klarer den sig fint, og lydbilledet bliver relativt stort, men får ikke nogen op af stolen.
Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Sonys slanke radio var som alle andre: Med ét højttaler-element foran. Men her er der faktisk to, placeret side om side for at give stereolyd.
Sony har også fået plads til en stor, letlæselig monokrom skærm med kraftig bagbelysning plus et batteri, der er stort nok til over 20 timers spilletid. Knapperne på toppen er store og nemme at læse, og de fleste vil være enige i, at brugervenligheden holder mål. Kombinationen af træfinér, plastfolie og aluminium er måske ikke det mest tiltalende ved radioen.
Men lyden er slet ikke værst. Det vil sige, den er lige lidt tynd til at engagere på musik, og lydbilledet bliver heller ikke særlig velvoksent, når man skruer op. De to små enheders begrænsninger blive tydelige, når man spiller højt: De giver ikke særlig meget bas. Men tale og sang lyder velfokuseret og klart som kildevand.
Det hjælper lidt at stille på basniveauet, men ikke nok til, at Sony-radioens lydkvalitet når op på højde med de bedste i prisklassen.
Sæt fire batterier i Roberts-radioen, og den spiller i 80 timer, før du må sætte nye i eller slutte den til elnettet. Den kan også tage genopladelige batterier og er nem i brug med få knapper.
Vintage-designet til trods er radioen meget moderne med LCD-skærm, DAB+, Bluetooth og FM inkluderet. Den har også lydindgang og -udgang samt hovedtelefonudgang. Men den burde nok også have haft lydindstillinger, for den lille højttaler-enhed i det kompakte kabinet kunne godt bruge noget hjælp. Her er lyden desværre ikke så attraktiv som designet.
Der er ikke noget rigtig galt med lyden fra Roberts Vintage. Den er bare grå og kedelig. Der er hverken noget særlig bas eller klang i den. Bevares, tale lyder klart nok, og den kan spille relativt højt, men man konstaterer hurtigt, at den sluger detaljer i musikken, og at diskanten nærmest er fraværende. Det giver et farveløst lydbillede, hvor vi havde forventet mere i denne prisklasse.
Roberts Vintage er ikke noget dårligt køb, men man vælger den ikke for lydkvaliteten.
Læs den fulde test på lydogbillede.dk
Fire hurtige spørgsmål om DAB-radio
Hvad er DAB+?
Det er trådløs digital distribution af radio med DAB+ sendere. DAB+ kan også bruges til video, men den foreløbige protokol handler om digitale radioudsendelser. Lyden er komprimeret, så den ikke tager for meget plads på sendenettet. Komprimeringen af signalet kan give datastrømme på op til 384 kbit/s, men det er sjældent, at der sendes DAB+ over 160 kbit/s. Til sammenligning har en cd 1411 kbit/s datastrøm. Det mest almindelige er 64-128 kbit/s, som vi kender det fra MP3.
Hvad er der af fordele og ulemper ved DAB+?
Fordelene ved DAB+ er bl.a. muligheden for at sende mange frekvensblokke, hvilket giver større kapacitet på sendenettet end FM-radio. Den digitale transmission giver ingen hørbar susen, selv ved meget lav signalstyrke. Der kan laves programmer i separate sendeblokke i en kort periode, f.eks. OL-radio, VM-radio osv. Der er plads til langt flere kanaler i DAB, og udbuddet kan derfor blive meget større end med FM.
De allerfleste DAB-radioer har automatisk søgning og programmering af stationer med et knaptryk. Præcis som en FM-radio.
Hvordan er dækningen?
I Norge er DAB-dækningen næsten 100 procent af det beboede område, og flere radiokanaler findes kun på DAB. I Danmark er den ca. 95 procent, mens Sverige har lagt DAB-radio på is på ubestemt tid. Men også i Sverige sælges der FM-radioer, der har DAB og DAB+ oveni, så de både kan bruges med det eksisterende FM-net og et eventuelt DAB-net.
Det er vigtigt, at man vælger en modtager med DAB+, for den bruger AAC+ kodning af lydsignalet, som teknisk set kan give bedre lyd end almindelig DAB. Men DAB+ er ikke bagudkompatibelt med DAB uden plus. Derfor sælges de fleste radioer i dag med modtager til både DAB og DAB+, ud over FM. En ældre radio med DAB uden plus vil altså ikke fungere, når DAB+ netværket engang tager over fra FM.
Hvornår forsvinder FM-dækningen?
I Norge lukkes FM-nettet allerede i 2017. I Danmark er lukningen officielt udskudt og vil først blive iværksat, når mere end 50 procent af al radiolytning – også i biler – sker via DAB. I dag er det tal stadig under 40 procent.
Hvad med DAB i biler?
Bilradioer uden DAB integreret eller med allerede monterede DAB-adaptere bliver stumme, når FM-nettet engang lukkes.
For at høre radio i bilen efter lukningen har du brug for en DAB+ adapter, der kobles til en medfølgende antenne samt til strøm og en lydindgang i bilen. Der findes adaptere, som sender DAB+ radio til en frekvens på FM-radioen i bilen, men vi anbefaler at slutte adapteren til med ledning.
Det er også muligt at streame fra mobilen, hvis du har en lydindgang på anlægget i bilen. Eller Bluetooth.