Hovedtelefoner til ferieturen
God lyd til rejseunderholdningen behøver ikke koste en formue. Hovedtelefonerne i denne test koster alle under 1.000 kroner.
Lyder som en million
Pioneer SE-MJ722T er lukkede hovedtelefoner med ørekopper, der er så store, at de næsten, men også kun næsten, bliver over-ear. Designet er i øvrigt det samme som firmaets dyrere modeller, bare i billigere materialer. Hovedtelefonen er hentet fra bas-afdelingen af Pioneers program, og den har også den tungeste bas, jeg har oplevet fra et sæt on-ear-hovedtelefoner. Paradoksalt nok er de stadig blandt de mest afbalancerede i feltet. De er meget lette og behagelige at lytte til, og der er ingen iørefaldende mangler. MJ722T er blandt de billigste i testen, men lyder som en million. Hvad enten du er til tung elektrobas eller a capella-sang, klarer de opgaven med glans.
Discolys og basdrøn
Philips SHX50 har en feature, der adskiller dem fra alle andre: Der er indbygget lysshow. Når musikken spiller, blinker ørekopperne i takt til bassen. Hvis du ikke har lyst til at gå omkring på gaden med blinkene blålys på hovedet, kan funktionen heldigvis slås fra. Med det udseende kan man forvente en ”klub-lyd” med tung bas. Og det leverer SHX50. Bassen er kraftig og forholdsvis dyb, og man mærker tydeligt rytmen i hovedet. De andre toneområder må til gengæld finde sig i at leve på bassens betingelser.
Diskret og festlig
Klipsch Reference R6i On-Ear er mellemstore on-ear-hovedtelefoner med ørekopper i plast, ørepuder og hovedbøjlen er foret med kunstlæder. Klipsch er kendt for at have smæk på lyden. Nu er R6i ganske vist noget mindre end Reference Premiere RP-280F, men der er stadig tryk på. Lyden er fremadvendt og engagerende. Bassen er ikke så kraftig som hos Pioneer, men der er smæld på den. Klipsch er ren rock and roll – man får simpelt hen lyst til at feste og høre musik. Prisen er også forholdsvis behagelig. Til rejsebrug er der dog et lille minus, at de ikke kan klappes sammen. Du bør også forlange at prøve dem i forvejen, da de ikke passer på alle hoveder.
Tung bas i store kopper
Argon HP1 er de fysisk største hovedtelefoner i testen. Da de desuden ikke er sammenklappelige, egner de sig bedst til at blive taget med, hvor pladsen ikke er den afgørende faktor. Der er ingen ekstrafunktioner i form af fjernstyring eller andet i HP1. Det er bare et sæt hovedtelefoner til at høre musik på. Bassen er dyb uden at være dominerende eller buldrende. Mellemtonen er i orden og med ok opløsning, men lydbilledet hælder kraftigt mod det mørke, og der er en vis ”fjerneffekt”. Diskanten hører man ikke meget til.
Stor lyd i matchende farver
Når man sætter MDR-100AAP på hovedet er der ikke megen tvivl om, at man her sidder med testens bedste lyd. Lydbilledet er stort og lækkert, og der er drøn på bassen og detaljer i diskanten. Sony-hovedtelefonerne klarer både tunge beats og spinkle sangstemmer lige overbevisende. Sony MDR-100AAP fås til lige under 1.000 kroner, og det gør den til et rigtig godt køb, selvom de stadig er testens dyreste. Man får en lyd, der er en klasse over de øvrige, men samtidig bærekomfort, der gør det muligt at nyde hi-fi i mange timer i træk, mens Europa suser forbi uden for ruden.
Neutral lyd med stil
JBL Synchros E30 er den billigste ikke-øreprop fra JBL’s Synchros-serie af hovedtelefoner. For de knap 600 kroner får man et sæt kompakt on-ear-hovedtelefoner med et design, der signalerer professionelt teknisk udstyr. Alt – fra ørekopper til hovedbøjle – er imidlertid lavet i plast. Neutral er det bærende indtryk. Synchros E30 har en neutral ufarvet lyd, der er behagelig at høre på uden øretrættende tendenser. Det klæder i første omgang stemmer rigtig godt. En overdrevet bas eller fremhævet diskant kan klæde meget musik, men på stemmer afsløres den slags nådesløst. Så hvis du er tiltrukket af mærkevareværdien i JBL, men ikke har pengene til dyrt udstyr, kan JBL Synchros E30 være svaret.
Storbysmart og rejseklar
AKG Y40 er kompakte og lette hovedtelefoner med en hovedbøjle i plast, der ser ud til at kunne overleve at blive proppet i lommen igen og igen. Ørekopperne, der kan foldes indad, er forholdsvis små, og minder om Oreo-kiks med kunstlæderbetræk. Lyden er langt større end de fysiske rammer. Bassen er rund og overraskende voluminøs for så små hovedtelefoner. Mellemtonen er fri og åben, og er blandt de bedste i feltet – fri for dåselyd. Om man kan lide den ekstreme kulør, er en smagssag – men den fås også i sort. Den fine gengivelse af stemmer er lige egnet til sang og lydbøger, og hovedtelefonerne er kompakte og robuste nok til at klare rejsens strabadser.
Opdateret klassiker
Koss iPorta Pro er den seneste udgave af en af Koss’ største successer. En sammenklappelig ultra-letvægts on-ear-hovedtelefon på blot 141 gram. Men en kampvægt i fluevægtsklassen og åbne ørekopper er det nærliggende at forvente en slank, spinkel lyd. Intet kunne være mere forkert. iPorta Pro har en varm, fyldig lyd. Faktisk er der sindssygt meget bas for noget, der er så spinkelt bygget. Designet er milevidt fra, hvad vi er vant til i dag. Lyden er dog frisk og moderne, og klarer sig fint i konkurrence med nyere konstruktioner. IPorta Pro koster det samme som Pioneer, og begge har en fremragende lyd. Om det skal være letheden hos Koss eller tyngden hos Pioneer, er en smagssag. Ellers er der Sony-hovedtelefonerne, der klarer begge dele – til den dobbelte pris.