Spilanmeldelse: Mord på VHS-bånd

”Her Story” er et usædvanligt spil, der vil appellere til folk, som er glad for afdæmpede afhøringsscener i amerikanske tv-serier. Og den pixellerede æstetik fra computerprogrammer i 90erne. Samt, ikke mindst, found footage-genren (hvor en hel fortælling rulles ud gennem ”fundne” filmstumper, såsom pseudo-dokumentar-gyseren The Blair Witch Project fra 1999).

Spillet er netop blevet nomineret til hele fire priser til den årlige Independent Games Festival 2016, der, som en spilmæssig pendant til Sundance Film Festivalen, deler priser ud til independent-scenen, dvs. de spiludgivelser, der ikke er skabt af store studier.

Med fire nomineringer er ”Her Story” det mest nominerede spil i år, kun tangeret af spillet Mini Metro (hvor man skal designe en metro til en voksende by). Og ”Her Story” er en stærk kandidat i kategorien Excellence in Narrative, for det er en ganske usædvanligt og originalt fortalt historie.

Hele spillet foregår på en computerskærm med en skramlet brugerflade fra 90’ene, hvor man har fået adgang til et helt arkiv af båndstumper fra et afhøringslokale. Alle tilhørende den samme, gamle sag. Og alle med den samme kvinde i fokus.

Spillet puffer en i gang med søgeordet ”MURDER”, som giver adgang til fire ganske korte klip, der kridter banen op: En, der hedder Simon, er død. Politiet mener, det er mord. Kvinden bedyrer sin uskyld.

Herefter skal man selv gennemtrævle arkivet og hundredvis af digitaliserede, VHS-filmede stumper af kvindens forklaringer for at komme til bunds i sagen.

Den eneste måde at få hevet filmklippene frem fra arkivet på er ved indtaste bestemte ord i søgefeltet og se, hvad der dukker op.

Det logiske at søge på efter de første fire ”murder”-videoer kunne for eksempel være ”Simon”. Det giver dog 61 hits, og man får kun adgang til de første fem af filmene i hvert søgeresultat.

Så det gælder om at kunne blive mere specifik, snedig og målrettet i sine indtastninger, alt efter hvad man erfarer fra de filmklip, man har adgang til. Og sådan kan man, stump for stump og ord for ord, langsomt skovle sig dybere og dybere ind i sagen.

Efter et par nye søgninger og en håndfuld flere film har billedet udvidet sig. Kvinden hedder vist Hannah.

Simon er hendes mand. Han er forsvundet. Hun er bekymret og har selv kontaktet politiet. Nogle klip er fra før, hun erfarer, at han er død. Andre indikerer, at hun selv er blevet anklaget.

Rækkefølgen, hvori mordgåden og de forskellige historiespor udfoldes og afsløres, er altså fuldstændigt afhængigt af, hvilke ord man taster ind.

Den splintrede form betyder, at twists og uventede opdagelser kan komme pludseligt. Det er ikke historiefortælling for folk, der har brug for underlægningsmusik til at indikere, at nu sker der noget afgørende.

Ud af de skrabede omgivelser fanget på de slidte VHS-videoer vokser en ildevarslende og egentlig ganske eventyrlig historie.

Det samlede billede falder på plads efterhånden, som en mosaik, mens ens hjerne selv stykker tingene sammen i kronologisk rækkefølge.

Selve processen er en usædvanlig og ganske vellykket leg med found footage-genren, som gør indtryk.

Jeg blev ret bidt af projektet undervejs, og har tænkt meget på spillet, efter jeg nåede til vejs ende. Jeg følte mig dog ikke egentligt berørt, selvom jeg var ganske grebet af mit detektivforetagende.

Det kan muligvis have noget at gøre med skuespillet, hvor man har vænnet sig til mere underspillet intense præstationer fra amerikanske kvalitetsserier.

Men jeg vil varmt anbefale spillet til enhver, der er interesseret i eksperimenterende og voksen historiefortælling - med et twist.