Fortsæt til indhold
Digitalt

Spilanmeldelse: Årets mest hypede spil er gigantisk stort

En atomkrig har udslettet verden, som du kender den. Du vågner op efter 200 år i nedfrosset tilstand. Nu skal du overleve i en barsk og muteret virkelighed. Hvad gør du?

Christina Majcher

Spil

Fallout 4

Bethesda Game Studios
PS4, XboxOne og PC, 349-469 kr. Testet på PS4.

Fallout 4 er uden konkurrence det mest hypede spil i 2015.

Op til udgivelsesdatoen i november modtog jeg mere end 30 pressemeddelelser, der kun handlede om Fallout 4. Det er helt usædvanligt mange. De fokuserede på alt fra soundtracket til 15 ting, du ikke vidste om Fallout 4.

Hos mange forhandlere var Fallout 4 årets mest forudbestilte spil, og lanceringen blev den mest sete af alle spillanceringer i år på spilstreaming-sitet Twitch.

Fallout 4 tager sin begyndelse på et ægtepars badeværelse i en villa i en forstad i Boston. Året er 2077, så der hænger en sympatisk, svævende robot ved navn Codsworth i luften inde i stuen.

I en glimrende udført scene, der udspiller sig foran badeværelsesspejlet, kan man vælge, om man vil spille i skikkelse af manden eller kvinden. Herefter kan man gå i gang med at modellere sin figurs ansigt og krop i alle mulige retninger.

Der er ingen grænser for, hvor længe man kan nulre rundt med ansigtstræk og hårvarianter, hvis det er det, man har lyst til at bruge sin energi på. Og selvom det bare er et lillebitte hjørne af de mest indledende takter i spillet, er det Fallout 4 i en nøddeskal. Spillet er kolossalt stort, og mulighederne for, hvad du kan foretage dig, er overvældende.

Der er ikke mange ressourcer i det barske ødeland, og alt skrammel har værdi i denne verden.
Du vil lynhurtigt vænne dig til at afsøge alle sprækker og hjørner af hver vindblæste ruin så grundigt som muligt for at finde vand, medikamenter og lignende skatte.

Verden anno 2077 hænger på kanten af en atomkrig. Den bryder ud efter scenen i badeværelset, og du stormer mod de underjordiske beskyttelsesbunkere med din ægtefælle og søn.

Her skal I fryses ned, indtil forholdene på jordoverfladen er blevet beboelige igen. Det er i hvert fald, hvad I har fået at vide.

200 år senere vågner du op til en noget dyster virkelighed i bunkeren. Og oppe på jordoverfladen finder du et forrevet ødeland af en vemodigt forfalden verden, som du må i gang med at udforske. Alene - og på bar bund.

Hvad vil du gøre?

Der er ikke mange ressourcer i det barske ødeland, og alt skrammel har værdi i denne verden af forfaldne huse, tilgroede tankstationer og sammenstyrtede veje, når der skal bygges nye våben til kampen mod aggressive mutantvæsener (både dyr og mennesker) eller på andre måder sammenflikkes remedier til din overlevelse.

Du vil lynhurtigt vænne dig til at afsøge alle sprækker og hjørner af hver vindblæste ruin så grundigt som muligt for at finde vand, medikamenter og lignende skatte, der kan sælges eller genbruges, og indsamlingen af ting og sager er et bærende element i spillet, uanset hvilken spillestil du foretrækker.

Hos mange forhandlere var Fallout 4 årets mest forudbestilte spil, og lanceringen blev den mest sete af alle spillanceringer i år på spilstreaming-sitet Twitch.

Men derudover er tingene i udstrakt grad op til dit eget temperament.

Vil du primært udforske så mange landskaber som muligt, eller vil du bruge tid på at opbygge et komfortabelt bosted? Går du helst alene, eller vil du slutte dig til andre? Foretrækker du menneskeligt selskab, eller vil du helst bare ledsages af schæferhunden Dogmeat? Eller en robot? Og er det styrke, held eller karisma, du falder tilbage på, når tingene bliver pressede?

Der er utallige valgmuligheder og missioner, man kan påtage sig, og der gemmer sig et hav af hemmeligheder overalt i landskaber og bygninger, nogle mere krøllede end andre.

Helt sigende for detaljegraden kan man eksempelvis sagtens sætte sig ned ved de computerterminaler, man finder rundt omkring i spillet, og tage sig et spil grovpixelleret Space Invaders eller Donkey Kong, inden man bruger computeren til at hacke sig vej ind i en dørlås (eller hvad man nu har gang i den pågældende situation).

Før du ved af det, har du hældt et tocifret antal timer ind i dit nye, radioaktive skrammelsamler-liv.

Det er den slags detaljer (og de findes i mange varianter) kombineret med den retrofuturistiske 50’er-stemning, der tilfører charme til det trøstesløse univers, og gør Fallout 4 til noget særligt.

I virkeligheden har man brug for et ekstra liv, når man kaster sig ud i spil af Fallout 4’s størrelse.

Det er ikke en af den slags udgivelser, hvor man lige kan snuppe en hurtig halv time efter arbejde, og kompleksiteten gør det ikke ligefrem til en afslappende oplevelse.

Men hvis denne postapokalyptiske, vidt forgrenede udfordring fylder dig med overlevelses-entusiasme frem for overvældet modløshed, er Fallout 4 en essentiel titel at investere i.

Før du ved af det, har du hældt et tocifret antal timer ind i dit nye, radioaktive skrammelsamler-liv. Og så er du stadig kun lige begyndt.