Fortsæt til indhold
Digitalt

Anonymous rapporterer succesfuldt angreb på IS

5500 Twitter-konti tilhørende IS er lagt ned, rapporterer hackergruppen.

”Vi rapporterer, at mere end 5500 Twitter-konti tilhørende IS nu er nede.”

Sådan lyder et nyt tweet fra hackergruppen Anonymous, der kan ses nedenfor:

Nyheden kommer i kølvandet på, at Anonymous lovede deres hidtil største angreb på IS efter terrorangrebet i Paris fredag.

”I skal vide, at vi vil finde jer, og vi vil ikke lade jer slippe.”, ”Vi vil lancere den største operation nogensinde mod jer,” sagde en fransksproget talsmand iført Guy Fawkes-maske og hættetrøje i en video, der kan ses her.

Ifølge den amerikanske tech-journalist og forfatter Clive Thompson, der blandt andet skriver for Wired, er IS gode til at bruge sociale medier som Twitter til at sprede propaganda og tiltrække nye soldater.

Og det er den propaganda, som Anonymous lader til at ville få ram på.

Da Anonymous arbejder i skyggerne er det endnu svært at bekræfte tallet på 5500, som de har offentliggjort.

Anonymous har før i tiden rapporteret om, at de har lukket donations-sider for IS på ”det skjulte internet”, kaldet dark web, og de har gennem tiderne også lukket titusinder af Twitter-konti tilhørende IS.

Så man må formode, at Anonymous vil fortsætte, og de vil sandsynligvis komme med flere nyheder om angreb på deres Twitter-konto #OpParis.