Hvor mange dage kan du overleve i den vilde natur?
Don’t Starve er en barsk kamp mod sult og sindssyge, og der er ingen hjælp at hente. Ét fejltrin, og så er det slut.
Der er mange måder at dø på i Don’t Starve. Og de handler, på trods af titlen, langt fra alle om at sulte ihjel.
Man kan blive overfaldet af helvedeshunde eller giftige frøer. Man kan blive sindssyg i mørket. Man kan komme til at starte en skovbrand.
Det lyder alt sammen meget brutalt, og Don’t Starve er også et brutalt spil på den måde, at det ikke giver en nogle ekstra chancer. Dør man, så dør man.
Det kan betyde tabet af en hel masse tidskrævende arbejde og er næsten ikke til at holde ud. Men det er også et af de mest charmerende brutale spil, jeg kan komme i tanke om.
Don’t Starve går ud på at overleve så mange dage som muligt i en både fjendtlig og lunefuld tegneserienatur. I en charmerende, Tim Burton-lignende forhistorie får man hurtigt etableret sympati for sin hovedperson; en intens opfindertype, der har ladet sig friste af en djævelsk karakter og nu er blevet snøret og efterladt alene i et fjendtligt vildnis. Man vil virkelig gerne have, at han overlever.
I starten har man intet og aner ikke, hvad der foregår, eller hvad man skal. Man dør hurtigt og hjælpeløst, når nattemørket falder på, fordi man ikke har nået at tænde et bål.
Man starter forfra. Det går bedre. Man finder ud af, hvordan man får tændt et bål i tusmørket og får triumferende tilberedt både bær og gulerødder over ilden. Næste dag dør man af et bistik. Et bistik! Forfra.
Langsomt begynder man at lure, hvordan man kan få bygget sig en lejr, så man kan forsvare sig mod uvejr, vinter og vilde angreb fra ondskabsfulde væsener i mørket.
Der er ingen hjælp eller instrukser undervejs, og det kan føles noget ubarmhjertigt, når man lige synes, at man er ved at få fodfæste, men så uforvarende kommer til at fælde det forkerte grantræ og dermed vækker et hævngerrigt træmonster til live, om er tre gange så højt som en selv og angriber stædigt. Suk. Forfra igen.
Man skal både kæmpe for at holde sulten og sindssygen fra døren. Det tærer eksempelvis på ens mentale tilstand at slås mod træmonstre, at spise grønne svampe og at sove direkte på jorden uden sovepose.
Hjernen får det bedre igen, hvis man eksempelvis bygger ting, sover eller fletter en beroligende blomsterkrans. Spillet er propfyldt med den slags sjove detaljer. Ryger hjernefunktionen helt i bund, begynder man at hallucinere og høre stemmer. Ellers harmløse dyr vil gå til angreb. Og så dør man. Igen. Suk.
Don’t Starve – Pocket Edition er netop udgivet til iOS og kan både spilles på iPhone og iPad. Mange vil utvivlsomt synes, det er en alt for gnidret oplevelse at spille på telefonen, for Don’t Starve er fyldt til randen med ting og sager, der skal samles, gemmes og kombineres, og eftersom alt er tegnet i milde naturfarver, kan det være svært at skelne en bunke bær fra et bundt blomsterblade eller i skyndingen få filtret øksen ud af sin bugnende oppakning. Knapperne bliver simpelthen for små.
Bliver man bidt af Don’t Starve, men irriteret over fingerfumleproblematikken, kan man dyrke spillet på så godt som alle andre platforme også.
Den første version af Don’t Starve blev udgivet på Steam (dvs. til PC) i foråret 2013. Med mere end en mio. downloads i løbet af det samme år blev det noget af et indie-hit, og siden er det blevet udgivet til PlayStation 3 og 4 samt, i sommers, til Xbox One og Wii U. Og nu altså også iPad og iPhone.
God bærjagt.