Spilanmeldelse: Pensionister kører om kap med døden – og taber

Jeg gik ombord i racerspillet Coffin Dodgers (”Kistesnyderne”) med fine forventninger. Ideen bag spillet er nemlig både anderledes og charmerende: I en slumrende soveby for pensionister får beboerne en aften besøg af Manden Med Leen.

Forventeligt nok, måske, men en lille flok af de gamle bliver under et beboermøde enige om, at de ikke er parate til at dø endnu og indgår derfor den aftale med Døden, at de må få lov til at leve videre, hvis de kan fræse fra ham på deres eldrevne kørestole.

Det er en fin idé at pille ved et kendt format (i dette tilfælde racerspillet) ved at fjerne eller modificere et af de faste eller mest indlysende elementer (i dette tilfælde fart). Det har masser af morsomt potentiale.

For jeg forestillede mig da helt automatisk, at kørestolene ville køre helt vildt langsomt. Det er trods alt eldrevne kørestole og gamle mennesker, det her. Hvorfor ikke folde ideen helt ud?

Desværre blev jeg skuffet. Spillet lægger ellers lovende humoristisk fra start, hvor man skal vælge sin egen hovedrolle blandt en god håndfuld spøjse pensionisttyper, fra den pensionerede fårebonde Jeremiah, der i al hemmelighed er vild med teknologi, til den voldsomt excentriske Rudolf Hoffman, en forhenværende Messerschmitt-pilot.

Jeg vælger den rødbrillede og stålsat politisk ukorrekte Martha Goldberg, der kan daske vredt til sine konkurrenter på kørebanen med sin stok og, lidt mere skørt, sende missiler efter dem, når det lykkes hende at samle en bonuskuffert op på vejbanen.

Det tager mig dog lige et par runders ræs på villavejene, før jeg for alvor får den slags finesser med i min kørestil, for min eldrevne kørestol viser sig at være uventet svær at styre. Og det bliver den desværre ved med at være.

Bare ikke på den sjove, gode måde. Styringen foregår med tryk på tastaturet, men accellerationen sker i irriterende ryk, og det betyder, at man nærmest konstant brager ind i plankeværk, røde tønder, halmballer, sofaer, og hvad der ellers står i vejkanten på de landskaber, man fræser igennem.

Faktisk virker det som om man kan køre alt for hurtigt i forhold til, hvad banerne er designet til. Og selv når man, med lidt held eller stædighed, får lagt sig i front, kan man miste føringen på sekunder.

Ryger man af scooteren, fordi man kører ind i et stakit eller bliver ramt af et flyvende våben bagfra, tager det nemlig så lang tid at komme i gang igen, at man i mellemtiden er blevet overhalet af samtlige modstandere.

Den ringe styring kombineret med en virkelig dårligt balanceret sværhedsgrad betyder, at spillet på alle måder mangler flow – og det er mildt sagt skidt for et racerspil.

De gode ideer, som holder sig til spillets oprindelige tema – såsom at give pensionisterne en stok som våben – drukner i ideer, der lige så godt kunne have hørt hjemme i et hvilket som helst andet racerspil (såsom missilerne).

Og så ligner spillet grafisk set noget, der blev udgivet i 90erne. Det er fint nok at køre retrostilen. Det er der mange skønne og populære indie-spil, der gør med vilje – og med god sans for begrænsningens kunst.

Det er ikke tilfældet her, hvor det nærmere ser ud som om, man har gjort sig umage, men fejlet. Særligt animationen, når man falder ud af kørestolen efter endnu en ulykke, er virkeligt dårlig.

Coffin Dodgers kan altså desværre ikke anbefales. Jeg giver stjerne nummer to, fordi jeg faktisk fik mig et stille grin undervejs. Og fordi ideen fortjener det.