Test af 12 multirumshøjttalere - Musik i hele huset med et knaptryk
Slut med at fumle efter fjernbetjeningen eller lede efter bortkomne cd’er. Multirumssystemer er musikalsk bekvemmelighed.
Multirumshøjttalere har de senere år vundet frem på bekostning af traditionel hi-fi. Til en pris på mellem 1.500 og 3.000 kr. for et komplet stereosystem med indbygget forstærker, trådløs netforbindelse og integration med alverdens streaming-tjenester er det dog intet mindre end imponerende, hvad man får.
Bundet til én leverandør
Alle de testede højttalere er i stand til at fungere individuelt sammen med husets netværk, så du er ikke tvunget til at købe flere af samme slags, ligesom der ikke kræves andet udstyr for at få systemet til at spille.
Har du først købt én multirumshøjttaler, er der til gengæld overvejende sandsynlighed for, at din næste bliver af samme mærke. Og har du allerede købt en trådløs soundbar, kan den blive udslagsgivende. Ingen af modellerne kan nemlig arbejde sammen med andre mærker, så hvis du vil udnytte muligheden for nemt og bekvemt at styre musikken i hele huset, er der ingen vej udenom.
Vi tester:
- LG Music Flow H3 1.490 kr.
- LG Music Flow H7 2.790 kr.
- Samsung WAM M3 1.500 kr.
- Samsung WAM M7 2.800 kr.
- Panasonic SC-ALL3 2.499 kr.
- Panasonic SC-ALL8 2.999 kr.
- Denon HEOS 3 1.999 kr.
- Denon HEOS 5 2.999 kr.
- Harman Kardon OMNI 10 1.499 kr.
- Harman Kardon OMNI 20 2.299 kr.
- Sonos Play:1 1.499 kr.
- Sonos Play:5 2.999 kr.
LG Music Flow H3 + Music Flow H7 - Diskrete og lidt kedelige
Elektronikgiganten LG laver stort set alt. Også multirumshøjttalere. Men man kan ikke være verdensmester til alting.
Plus:
Sobert design og udmærket lydgengivelse. HD-lyd understøttes.
Minus:
Begrænset basgengivelse og lidt besværlig tilslutning. Lidt kedelige.
Fakta: Music Flow H3
- Bas: 1 stk.
- Diskant: 1 stk.
- Forstærker: 30 W
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, internetradio
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, WMA, Ogg Vorbis, AIFF, AAC, AAC+, ALAC, FLAC og WAV, HD-lyd op til 24 bit/192 kHz
- Tilslutning: Wi-Fi, AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 12,5 x 17,5 x 11,5 cm / 2,3 kg
- Pris: 1.490 kr.
Fakta: Music Flow H7
- Bas: 2 stk.
- Diskant: 2 stk.
- Forstærker: 70 W i alt
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, internetradio
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, WMA, Ogg Vorbis, AIFF, AAC, AAC+, ALAC, FLAC og WAV, HD-lyd op til 24 bit/192 kHz
- Tilslutning: Wi-Fi, AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 37 x 23,2 x 11 cm / 4,4 kg
- Pris: 2.790 kr.
Koreanske LG er mest kendt for deres hvidevarer og deres udmærkede smartphones og endnu bedre fjernsyn. De laver dog også højttalere til deres home entertainment-systemer, og Music Flow-serien omfatter, ved siden af de testede højttalere, desuden en soundbar og en trådløs subwoofer, så alle enheder kan samles til et surround-system.
Opkobling til netværket er forholdsvis simpelt, da man i app’en guides hele vejen uden tekniske krumspring. Til gengæld er der ingen forklaring, når opkoblingen ikke lykkes. På positivlisten tæller en lækker og gennemarbejdet app med overskuelig betjening.
LG Music Flow H3
Music Flow H3 adskiller sig fra resten af testfeltet ved faktisk at ligne en højttaler. Den har det bedst som leverandør af baggrundsmusik frem for til kritisk lytning, og kompleks musik for store besætninger er ikke dens livret. Der er ikke som sådan noget galt med et bestemt toneområde, men lyden står klarere på flere af de andre i testen.
LG Music Flow H7
Music Flow H7 er en fysisk stor højttaler, der er behageligt fri for udprægede fejl. Den sætter ikke rekorder for lydtryk eller ditto kvalitet. Men til formålet, som er at få nem musik i hele huset, er der ikke noget at indvende. Så hvis designet tiltaler dig, skal den nok klare opgaven, og hvis du har en soundbar fra LG, kan de arbejde sammen.
Samsung WAM M3 + M7 - Trekantet lyd i hele huset
Samsungs multirumssystemer er lette at have med at gøre og klarer det, som man umiddelbart har brug for.
Plus:
Forfriskende design og velfungerende software samt et godt udvalg af streaming-tjenester.
Minus:
Lydkvaliteten er ikke overvældende.
Fakta: WAM M3
- Bas: 85 mm
- Diskant: 25 mm
- Forstærker: Ca. 15 W
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, Deezer, Napster, 8tracks, Rdio, Murfie
- App: Android, iOS
- Lydformater: Dolby Digital, AAC, MP3, OGG, WMA, WAV, FLAC, AIFF, ALAC og WAV, HD-lyd op til 24 bit/192 kHz
- Tilslutning: Wi-Fi (2,4 GHz/5 GHz), AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Samsung TV Direct, Ethernet
- Mål og vægt: 25 x 11,3 x 14,5 cm / 1,9 kg
- Pris: 1.500 kr.
Fakta: WAM M7
- Bas: 1 x 100 mm
- Mellemtone: 2 x 56 mm
- Diskant: 2 x 19 mm
- Forstærker: Ca. 2 x 10 W
- Musiktjenester: Spotify, Deezer, Napster, 8tracks, Rdio, Murfie
- App: Android, iOS
- Lydformater: Dolby Digital, AC, MP3, OGG, WMA, WAV, FLAC, AIFF, ALAC og WAV, HD-lyd op til 24 bit/192 kHz
- Tilslutning: Wi-Fi (2,4 GHz/5 GHz), AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Samsung TV Direct, Ethernet
- Mål og vægt: 40,2 x 13,7 x 19,4 cm / 3,8 kg
- Pris: 2.800 kr.
Samsung har givet deres multirumshøjttalere en trekantet facon med svagt buet front. Højttalerne har identisk design, blot i forskellige størrelser. Tre touch-knapper på toppen giver hurtig adgang til henholdsvis internetradio, Bluetooth-forbindelse og tv-lyd fra Samsungs egne fjernsyn. Samsungs multirumsenheder understøtter en række streaming-tjenester, hvoraf Spotify og Deezer er de mest interessante.
App’en
Samsungs styrings-app findes til iOS og Android, og der er en “HD-udgave” til tablets. I skærmens venstre side kan man vælge hver enkelt højttaler eller oprette grupper, så man kan sende den samme musik ud i hele huset, når der er fest. For hver enhed eller gruppe kan man vælge, hvilken kilde der skal afspilles.
M3
M3 er Samsungs mindste multirumshøjttaler og fylder ikke mere end et par cd-covers. Det gør den egnet som alternativ køkkenradio, musikafspiller til børneværelset eller andre steder, hvor pladsen sætter grænserne. Lyden fra M3 kan ikke kaldes hi-fi, men side om side med en Bluetooth-højttaler eller en køkkenradio klarer M3 sig glimrende.
M7
Samsung WAM M7 får det væsentlige med, toppen er livlig, og der er ganske godt tryk på i bunden. Den er en bekvem måde at få et “stereoanlæg” i alrummet, børneværelset eller hjemmekontoret på. Og de lydmæssige begrænsninger sættes i relief af prisen og de trådløse muligheder.
Panasonic SC-ALL3 + SC-ALL8 - Traditionelt og solidt
Panasonics multirumssystem byder på gode effektreserver og solid teknik.
Plus:
Solidt multirumssystem med krudt i og en lyd uden større skønhedsfejl.
Minus:
Designet er lidt kedeligt, og både lyden og udvalget af streaming-tjenester er bedre hos Sonos.
Fakta: Panasonic SC-ALL3
- Bas: 2 x 80 mm
- Diskant: 2 x 25 mm
- Forstærker: 2 x 20 W (stereo)
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, AUPEO!, AllPlay Radio
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, AAC, WAV, FLAC og ALAC, HD-lyd op til 24 bit/129 kHz
- Tilslutning: Wi-Fi (2,4 GHz/ 5 GHz), AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 24,8 x 13,1 x 15,5 cm / 2,5 kg
- Pris: 2.499 kr.
Fakta: SC-ALL8
- Bas: 1 x 120 mm
- Mellemtone: 2 x 80 mm
- Diskant: 2 x 25 mm
- Forstærker: 2 x 20 W (stereo), 40 W (subwoofer)
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, AUPEO!, AllPlay Radio
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, AAC, WAV, FLAC og ALAC, HD-lyd op til 24 bit/129 kHz
- Tilslutning: Wi-Fi (2,4 GHz/5 GHz), AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 37,3 x 22,3 x 13,8 cm / 4,2 kg
- Pris: 2.999 kr.
Panasonics multirumshøjttalere har et hightech-udseende med kabinet i formstøbt plast og et buet frontgitter i aluminium. Ud over de to højttalere, der deltager i testen, består serien af en adapterboks til eksisterende anlæg, en soundbar og et mikroanlæg. I april lanceres desuden en endnu mindre højttaler og en stereomodel med indbygget cd-afspiller.
Opsætningen er uproblematisk via enten WPS på routeren eller højttalerens eget trådløse netværk og en browser på mobil/tablet. App’en har en lidt rodet brugerflade, hvor det er let at miste overblikket.
SC-ALL3
Trods størrelsen er der krudt i den lille ALL3. Med 40 W forstærkereffekt om bord er der styrke nok til at spille rigtig højt. Stereoperspektiv og dybbas er der ikke rigtig noget af, men den får det vigtigste med og slipper ganske godt fra det.
Hvis du vil have stereolyd på ingen plads, er Panasonic SC-ALL3 et interessant bud. Den er dog forholdsvis dyr, og hvis HD-understøttelse og stereo ikke er et krav, er den langt billige Sonos Play:1 bedre.
SC-ALL8
ALL8 er en forholdsvis stor og stærk multirumshøjttaler, og det kan mærkes på lyden. Bassen er ikke så dyb som på f.eks. Samsung WAM M7, men til gengæld er den betydelig renere.
Gengivelsen er forholdsvis naturlig, og det hele er med, selv om der ikke er den samme luftighed som hos Sonos. Der er samlet set tale om en solid højttaler med alt indbygget, som kan spille selv en ret stor stue op.
Denon HEOS 3 + HEOS 5 - God lyd i usædvanligt design
HEOS-højttalerne ligner ikke noget som helst andet, men lyden er værd at lægge mærke til.
Plus:
Spændende design og virkelig god lydkvalitet til prisen. HEOS 5 har testens bedste basgengivelse.
Minus:
HEOS afspiller ikke højopløste lydfiler, og der er ingen Bluetooth-understøttelse.
Fakta: HEOS 3
- Bestykning: 2 x fuldtone-elementer
- Forstærker: 2 x klasse D (effekt ikke opgivet)
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, Deezer, Napster, TuneIn internetradio
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, AAC, WMA, FLAC, WAV
- Tilslutning: Wi-Fi, AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet, USB-medier
- Mål og vægt: 27,2 x 13,0 x 16,5 cm / 1,9 kg
- Pris: 1.999 kr.
Fakta: HEOS 5
- Bas: 2 stk., 1 x slavebas
- Diskant: 2 stk.
- Forstærker: 4 x klasse D (effekt ikke opgivet)
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, Deezer, Napster, TuneIn internetradio
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, AAC, WMA, FLAC, WAV
- Tilslutning: Wi-Fi, AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet, USB-medier
- Mål og vægt: 29,4 x 20,9 x 16,6 cm / 3,0 kg
- Pris: 2.999 kr.
HEOS-serien er Denons bud på at vinde det terræn tilbage, som multirumssystemerne har erobret fra den etablerede hi-fi-branche. Vi har tidligere testet seriens største model, HEOS 7, men ser denne gang på de to mindre alternativer, HEOS 3 og HEOS 5.
HEOS-højttalerne bruger et lydbaseret interface, når de skal kobles på netværket. Et mini-jack kabel mellem mobil/tablet og AUX-indgangen overfører netværksindstillingerne til højttaleren.
HEOS 3
Den mindste HEOS-model kan enten anbringes vandret eller lodret. Lægges den vandret, arbejder den i stereo, mens den bliver til en monohøjttaler, når den rejses på højkant.
Blandt de små højttalere byder HEOS 3 på mest smæk for skillingen. Det står lidt mere sløjt til med nuanceringen. Basgengivelsen er på niveau med de andre minihøjttalere i testen, men så er det også sagt. Hvis musikken skal være i stereo, og 2.000 kr. er din magiske grænse, så er valget dog klart.
HEOS 5
HEOS 5 har samme design som den større HEOS 7 og ligner en mellemting mellem en håndtaske og en japansk koi-karpe. Den lyder rigtig godt. Mellemtone og diskant er fri for de farvninger og betoninger, som plager de fleste andre i testen, og så spiller den endda rigtig godt i bassen. Ikke mindst når man tænker på størrelsen.
At den ikke samtidig ender som testvinder, hænger sammen med Sonos’ overflødighedshorn af features og mere gennemarbejdede software.
Harman Kardon OMNI 10 + OMNI 20 - Musikalske kugler fra Harman Kardon
Minimalistisk design og forbløffende god lyd til prisen. Men der skal arbejdes mere på software-siden.
Plus:
God og naturlig stemmegengivelse, og bassen er overraskende dyb fra de bittesmå kugler.
Minus:
Integration med netværket er besværligt, og udvalget af streaming-tjenester er katastrofalt.
Fakta: OMNI 10
- Bas: 1 x 90 mm, 1 x slavebas
- Diskant: 1 x 35 mm
- Forstærker: 2 x 25 W
- Frekvensområde: 52 Hz – 20 kHz (tolerance ikke opgivet)
- Musiktjenester: Deezer, MixRadio og Qobuz
- App: Android, iOS
- Lydformater: Ikke oplyst, 24 bit/96 kHz HD-lyd
- Tilslutning: Wi-Fi (2,4 GHz), Bluetooth, AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 18,1 x 16,6 x 15,9 cm / 1,3 kg
- Pris: 1.499 kr.
Fakta: OMNI 20
- Bas: 2 x 75 mm, 1 x slavebas
- Diskant: 2 x 19 mm
- Forstærker: 4 x 15 W
- Frekvensområde: 53 Hz – 20 kHz (tolerance ikke opgivet)
- Musiktjenester: Deezer, MixRadio og Qobuz
- App: Android, iOS
- Lydformater: Ikke oplyst, 24 bit/96 kHz HD-lyd
- Tilslutning: Wi-Fi (2,4 GHz), Bluetooth, AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 26 x 16,4 x 16,6 cm / 2,1 kg
- Pris: 2.299 kr.
OMNI-højttalerne er den gigantiske Harman-koncerns debut på multirumsområdet. De vil tiltale selv de mest teknikforskrækkede, men man bør ruste sig med tålmodighed. Netværksopsætningen krævede mange forsøg, og det var en besværlig affære at få adgang til husets musikbiblioteker, hvilket er absolut nødvendigt uden WiMP og Spotify.
Softwaren er OMNI-højttalernes akilleshæl. For det første understøtter systemet i skrivende stund kun tjenesterne Deezer, MixRadio og Qobuz. En opdatering med Spotify blev lovet til januar, siden til februar, og ved overgangen til marts måned er der stadig ikke noget nyt. For det andet er det ikke let at afspille lokale filer fra netværket.
OMNI 10
Harman Kardon OMNI 10 er en næsten perfekt kugleform i højglanslakeret plast. Oven på højttaleren findes knapper til lydstyrke, tænd/sluk og Bluetooth-tilslutning.
OMNI-højttalerne imponerer ikke på faciliteter, men lyden er der ikke noget i vejen med. Stemmer gengives overraskende klart, og bassen er virkelig forbløffende for en så lille højttaler. Højttaleren opgives til at have en nedre frekvensgrænse på 53 Hz, og det er sandsynligvis korrekt!
OMNI 20
OMNI 20 ligner sin lillesøster på en prik, men i stedet for en laksort kugle er den større model en lige så perfekt ellipseform. Hvor OMNI 10 spiller i mono, er OMNI 20 i stereo. Lydmæssigt er de to alen af ét stykke. Gengivelsen er overraskende klar og ren, og bassen går dybt i forhold til det lille kabinet. Til gengæld er ingen af dem gearet til at spille op til fest.
Sonos Play:1 + Play:5 - Regerende mester i multirumslyd
Glimrende lyd til prisen kombineret med det suverænt største antal streaming-tjenester og en gennemarbejdet software sikrer Sonos sejren.
Plus:
Lydkvaliteten er fremragende, softwaren er suveræn, og antallet af streaming-tjenester er svimlende.
Minus:
Bortset fra manglende understøttelse af HD-lydfiler er der ingen rimelige indvendinger.
Fakta: Play:1
- Bas: 3,5"
- Diskant: Ja
- Forstærker: 2 x klasse D (effekt ikke opgivet)
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, WiMP, WiMP HiFi, TDC Play, YouSee Music, Napster, Deezer m.fl.
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, WMA, AAC, Ogg, ALAC, WAV, AIFF, Dolby Digital
- Tilslutning: Wi-Fi (2,4 GHz), AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 12 x 16,1 x 12 cm / 1,9 kg
- Pris: 1.499 kr.
Fakta: Play:5
- Bas: 1 x 3,5"
- Mellemtone: 2 x 3"
- Diskant: 2 stk.
- Forstærker: 5 x klasse D (effekt ikke opgivet)
- Frekvensområde: (ikke opgivet)
- Musiktjenester: Spotify, WiMP, WiMP HiFi, TDC Play, YouSee Music, Napster, Deezer m.fl.
- App: Android, iOS
- Lydformater: MP3, WMA, AAC, Ogg, ALAC, WAV, AIFF, Dolby Digital
- Tilslutning: Wi-Fi, AUX (3,5 mm stereo mini-jack), Ethernet
- Mål og vægt: 36,5 x 21,7 x 12,3 cm / 4,2 kg
- Pris: 2.999 kr.
Sonos har om ikke opfundet multirumslyd, så i hvert fald været den ubestridte konge af kategorien gennem et årti. Sonos har haft ti år til at perfektionere brugeroplevelsen – og det kan mærkes! Opkoblingen er i særklasse simpel og tager under ét minut. App’en er lækker og giver lyst til at spille mere musik. Og et udvalg af streaming-tjenester, der overgår alt andet, sætter prikken over i’et.
Sonos har et bredt modeludvalg, som bl.a. tæller en trådløs subwoofer, en soundbar og en forstærker, der kan bruges sammen med et eksisterende sæt højttalere.
Sonos understøtter et kolossalt antal streaming-tjenester, og flere føjes løbende til. I Skandinavien er Spotify, WiMP, WiMP HiFi, TDC Play og YouSee Music de mest interessante.
Sonos Play:1
Play:1 er den fysisk mindste i testen. Den fylder som et cd-bokssæt på højkant. Højttaleren er beskyttet mod fugt, så den f.eks. kan stå på badeværelset. Play:1 kan bruges alene, og to kan samles i et stereosæt eller kombineres med Sonos’ soundbar og subwoofer til et trådløst 5.1 surround-sæt.
Lyden er overraskende fyldig. Dybbas er der af naturlige årsager ikke noget af, men resten er så varmt og velafbalanceret, at man ikke tænker over det manglende. Der er faktisk tale om rigtig hi-fi, og udvalget af streaming-tjenester og en gennemarbejdet brugeroplevelse demonstrerer, at Sonos stadig er nummer et på multirum.
Sonos Play:5
Sonos’ største selvstændige højttaler kan, ligesom de øvrige store modeller i testen, spille i stereo. Lydbilledet er åbent og detaljeret. På næroptagelser af sang kommer læbelyde og vejrtrækning med, og komplekse numre klares forbløffende godt. Eneste minus er lidt skarphed i toppen. Bassen er fin, men har sine naturlige begrænsninger. Hvis der skal spilles buksebensblafrende højt, har Sonos også en subwoofer, der dog koster næsten dobbelt så meget som Play:5.
Sonos Play:5 leverer testens næstbedste lyd. Brugerfladen er den mest gennemarbejdede, opsætningen er simpel, og udvalget af streaming-tjenester er suverænt. Og det uden at koste mere end de andre store højttalere i testen. Der er kommet alvorlig konkurrence på multirumslyd, men Sonos står distancen.
Læs hele testen hos Lyd & Billede