Ny iPhone-rival udsolgt på tre minutter
Den kinesiske teknologi-gigant Xiaomi er kommet med en ny telefon. Men der er en meget lang ventekø for interesserede.
Tre minutter efter, at Xiaomi's nye telefon Mi Note kom på gaden tirsdag morgen, var den udsolgt.
Hvor mange virksomheden havde på lager, er uvist, men Xiaomi har angiveligt allerede modtaget ikke mindre end 220 mio. reservationer af den nye telefon, melder Android Central.
Til sammenligning blev der foretaget lidt over fire mio. forudbestillinger af iPhone 6 og 6 Plus inden for de første 24 timer af telefonens levetid, da den blev lanceret i efteråret.
Xiaomi forventer dog slet ikke at samtlige 220 mio. reservationer bliver til salg, men derimod "blot" et salg på ca. 100 mio. enheder i 2015. Alligevel et ordentligt nøk opad siden sidste år, hvor it-giganten solgte 61,1 mio. enheder.
»Det særlige ved Xiaomi er, at de har sat sig for at kopiere meget af det, Apple gør. Også deres markedsføringsstrategier og de teknikker, Apple bruger, når de lancerer nye ting. Man skal huske på, at det er shows. Også hos Apple. Der er ikke noget ved en Apple præsentation, der er overladt til tilfældighederne,« siger mobilekspert ved Mere Mobil, John G. Pedersen.
Derfor kaldes Xiaomi for Kinas Apple. Og de to virksomheder har flere ting til fælles, lyder det fra John G. Pedersen. Xiaomi's grundlægger og administrerende direktør, Lei Jun, sammenlignes bl.a. ofte med Steve Jobs. Og så har Apples designchef, Jony Ive, kaldt Xiaomi's design for tyveri.
Selvom Mi Note ikke kommer til salg i Danmark, er de nye østlige takter alligevel interessante, mener John G. Pedersen.
»Vi kommer til at se mange flere kinesiske producenter også på vores hjemmemarkeder. Det bliver en vanvittig spændende udvikling, fordi de andre producenter skal til at forholde sig til nye kinesiske producenter, som gerne vil have fat i markedsandele og salg uden for Kina. Gradvist vil folk opdage, at man får meget for pengene med de her telefoner,« siger han og understreger, at de nye kinesiske modeller sandsynligvis vil presse prisen på de vestlige markeder, når virksomheder som Xiaomi breder sig ud.
Der er dog ikke meget, der ligner en iPhone på Xiaomi's nye Mi Note. Det visuelle design er radikalt anderledes, den har en 5,7 tommer skærm, er 0,15 mm tyndere end iPhone 6 Plus og vejer 161 gram; 11 gram mindre end iPhonen.
Herudover kommer telefonen med en 2,5 GHz Qualcomm Snapdragon 801 quad-core processor og 3 GB ram.
Du kan læse en anmeldelse af Xiaomi Mi Note her.