Test: Én tablet rykker fra de andre
Hvilken tablet skal du investere i? Få svaret i denne test, hvor én tablet er suveræn.
Selv om Apple på ingen måde opfandt tablet-computeren, så er den første iPad, der blev lanceret i foråret 2010, ikke desto mindre “Patient Zero” for hele tablet-markedet, som vi kender det i dag.
Apples iPad var den første tablet, som var baseret på et operativsystem til mobile enheder, mens tidligere forsøg udi tablet-genren havde været baseret på dårligt tilpassede udgaver af Windows. De var generelt ikke særlig brugervenlige og krævede i øvrigt en stylus for at betjene et operativsystem og nogle programmer, der egentlig var beregnet til almindelige skrivebordscomputere.
Derfor er det ikke urimeligt at tale om en tid før iPad og en tid efter. I dag er der masser af tablets på hylderne i butikkerne, og iPad er kun én af mange, hvoraf en stor del er baseret på det konkurrerende Android-operativsystem.
Men måske vi skal træde et skridt tilbage og forklare, hvad vi præcis mener, når vi taler om tablets. For ligesom de mange Windows-baserede tablet-computere, der var på markedet før iPads fødsel, ikke havde ret meget tilfælles med vore dages iPad og Samsung Galaxy Tab S, så findes der også i dag en lang række computere med touch-skærm og et tablet-lignende format, der alligevel ikke passer ind i samme kategori som de iOS- og Android-baserede tablets.
Her tænker vi på produkter som Microsoft Surface Pro 3, Dell XPS 12 og Lenovo Yoga 3 Pro, der alle er baseret på skrivebordsudgaven af Windows 8.1 og kan betjenes både som en tablet via touch-skærm og som en almindelig computer med tastatur og touchpad. Disse Windows-computere kalder vi i daglig tale hybrider, fordi de kombinerer elementer fra tablet-formfaktoren med den traditionelle bærbare computer.
En afgørende forskel er også, at disse maskiner er baseret på Intels x86-arkitektur og kan køre “rigtige” Windows-programmer, mens tablets baseret på iOS eller Android ikke har samme åbne arkitektur og må nøjes med apps hentet fra App Store eller Google Play.
Det er formfaktoren, stupid!
En “rigtig” tablet har i virkeligheden mere tilfælles med en smartphone end med en computer. Og så betjenes den som regel kun via touch-skærmen. Hvis nogen kan huske så langt tilbage, så var det faktisk også den største kritik af Apples første iPad lige efter lanceringen: “Det er jo bare en meget stor iPhone, men hvad kan den, som min smartphone ikke kan?” I bund og grund er svaret på det spørgsmål: “Ingenting!”
Det helt centrale ved en god tablet er, at teknologien fylder så lidt som overhovedet muligt. Det er indholdet og formfaktoren, det hele kommer an på. Man tager den med sig i tasken ligesom et magasin eller en bog, og man bruger den henslængt på sofaen, i sengen eller sågar på toilettet!
En god tablet skal være let at have med sig, nem at betjene, skal kunne køre alle apps uden at klynke, og så skal den have god billed- og lydkvalitet, så man kan høre musik og læse e-bøger og internetsider eller se film og videoklip uden at blive træt i øjnene. Eller ørerne for den sags skyld.
I dag findes der masser af gode tablets på markedet, som kan præcis hvad der skal til, men selvfølgelig kan de ikke alle være lige gode. På de følgende sider tester vi de fem tablets, som vi mener er de bedste på markedet lige nu. Det er ikke sikkert, du er enig med os i vores vurdering af de enkelte produkter, men uanset hvilket af de fem produkter du køber, lover vi, at du ikke kommer til at gå helt galt i byen.
Sådan testede vi
Ydelsen på alle tablets er testet med testprogrammet Geekbench 3 fra Primate Labs i en cross-platform version, der giver os resultater, som er sammenlignelige på tværs af operativsystemer. Geekbench 3 afvikler en række typiske brugeropgaver på maskinen. Testresultaterne måles med et pointsystem, hvis reference (en score på 2.500) er en Mac mini fra 2011 med en 2,5 GHz Intel Core i5-2520M processor. En score på 5.000 betyder altså, at den pågældende maskine er dobbelt så hurtig som referencemodellen.
Geekbench 3 leverer resultater, der skelner imellem antallet af processorkerner. Resultatet er således delt op i et single-core og et multi-core resultat, hvor sidstnævnte er processorens samlede ydelse, mens førstnævnte viser, hvor godt hver enkelt processorkerne yder.
Vi har endvidere vurderet enhederne ud fra følgende testkriterier: Internet- og browser-oplevelse, skærm (herunder opløsning, farver og touch-funktion), kamera, medier (herunder lydkvalitet og videoafspilning), specifikationer samt øvrige faktorer som brugeroplevelse og ydelse. Bl.a. har vi prøvet spil som Asphalt 8, Infinity Blade eller lignende tunge spil på alle tablet-computerne for at teste skærmopdatering, rendering, grafikeffekter samt kontrol via touch-skærmen.
Sidst, men ikke mindst spiller også design og byggekvalitet en afgørende rolle for den samlede vurdering.
Vi tester:
- Apple iPad Air 2 6.399 kr.
- ASUS MeMO Pad 7 ME572CL 2.699 kr.
- Lenovo Yoga Tablet 2 Pro 3.750 kr.
- Samsung Galaxy Tab S 3.999 kr.
- Sony Xperia Z3 Tablet Compact 3.599 kr.
Geekbench 3 testresultater Single-core - Multi-core:
Apple iPad Air 2 1.812 -4.477
ASUS MeMO Pad 7 ME572CL 763 - 2.374
Lenovo Yoga Tablet 2 Pro 788 - 2.435
Samsung Galaxy Tab S 926 - 2.745
Sony Xperia Z3 Tablet Compact 975 - 2.622
Apple iPad Air 2: Mere vil have mere
iPad Air 2 er den bedste tablet på markedet. Præcis ligesom forgængeren var.
Plus:
Verdens slankeste tablet, brugervenligt og luksuriøst design, uovertruffen ydelse og imponerende billedkvalitet. Og nu med Touch ID.
Minus:
Den knap, der kunne tænde og slukke for lyden, har måttet lade livet. Hukommelsen kan ikke udvides.
iPad Air 2 er fremstillet af aluminium, byggekvaliteten er helt i top, og designet er præcis lige så lækkert og luksusagtigt, som man kunne forvente fra Apple.
Apple kalder skærmen på iPad Air 2 en Retina HD-skærm, hvilket kunne give de ukyndige indtryk af, at skærmopløsningen så må være højere, end tilfældet var med forgængerens “almindelige” Retina-skærm. Det er dog ingenlunde tilfældet. På iPad Air 2 er skærmopløsningen 2048 x 1536 pixel med en pixeltæthed på 264 ppi, altså præcis den samme som på iPad Air, og skærmteknologien er også den samme.
Nej, den reelle forskel er, at skærmen på iPad Air 2 er fuldt lamineret, hvilket indebærer, at man har kunnet fjerne det tynde luftlag, som tidligere fandtes mellem det trykfølsomme lag og selve LCD-skærmen. Disse to lag er nu smeltet sammen, hvilket har stor betydning for billedkvaliteten, da det nu virker, som om billedet er klistret helt tæt til undersiden af skærmen. Det betyder også, at skærmbilledet er mindre følsomt over for refleksioner, og betragtningsvinklen er blevet bedre.
Ingen tablet kan prale af at byde på hi-fi-lyd, men iPad Air 2 klarer sig alligevel ganske hæderligt på lydfronten. Lyden er dynamisk og har power i alle frekvensområder.
I iPad Air 2 sidder der nu et 8 megapixel kamera, som dels tager større og mere højopløste billeder end forgængeren og dels producerer en markant bedre billedkvalitet med mere dybde og helt uden grums og billedstøj. Det gælder især billeder taget i mørke omgivelser.
Men ikke kun det bedre kamera gør det til en bedre oplevelse at tage billeder med iPad Air 2. Selv om 1,4 mm og 32 gram ikke lyder af meget, så betyder det slankere design og den reducerede vægt nemlig, at det er blevet meget nemmere og mere brugervenligt at anvende sin iPad som kamera. Den er simpelthen lettere at holde i længere tid ad gangen, og det gør en større forskel, end man skulle tro.
Det gælder selvfølgelig også i daglig brug, når man anvender iPad’en til andre formål, hvad enten det er spil, film, bøger eller internet.
Ydelse og funktioner
Vores benchmark-test viser, at iPad Air 2 uden sammenligning er den hurtigste tablet på markedet lige nu. Apple er traditionelt meget hemmelighedsfulde, når det gælder firmaets proprietære processorer, men vores testprogram Geekbench 3 har afsløret, at den såkaldte A8X-processor, som sidder i iPad Air 2, har tre kerner og er på 1,5 GHz, ligesom vi nu også ved, at iPad Air 2 kommer med 2 gigabyte ram.
Hvis man ikke synes, det lyder af ret meget sammenlignet med de kraftfulde quad-core Snapdragon-processorer på 2,5 GHz eller derover, der sidder i de mest kraftfulde Android-baserede tablets, så vær klar til at blive klogere. iPad Air 2 leverer nemlig det højeste resultat i Geekbench 3, vi nogensinde har set fra nogen tablet eller smartphone!
Der er da heller ikke ret meget, som i daglig brug kan få iPad Air 2 til at tabe pusten. Helt tunge apps som GarageBand eller iMovie åbner øjeblikkeligt og arbejder lynhurtigt, og også grafiktunge spil som racerspillet Asphalt 8: Airborne kører mere glidende end nogensinde.
En anden kærkommen tilføjelse til iPad Air 2 er, at den nu har Touch ID. Fingeraftrykslæseren gør det nemmere at oplåse enheden, ligesom man også kan bruge sit fingeraftryk til at betale for apps og indhold i App Store og iTunes. Med iOS 8 har Apple åbnet op for, at tredjepartsudviklere kan indbygge Touch ID-funktionalitet i deres apps, så det manglede bare, at denne mulighed nu er også er klar til Apples flagskibsmodel.
Hvis der skal være plads til lidt malurt i bægeret, så må det være, at bordet fanger, når man køber sin iPad, i hvert fald hvad lagerplads angår. Den understøtter nemlig ikke udvidelse af lagerpladsen via microSD-kort, og derfor skal man på forhånd vide, hvor mange gigabyte man får brug for. Til gengæld fås iPad Air 2 i versioner med helt op til 128 gigabyte indbygget lager.
Konklusion
iPad Air 2 er den bedste tablet, der kan købes for penge lige nu. Den er slankere og lettere end nogen anden tablet på markedet, og ydelsen – ikke mindst grafikpræstationen – er uovertruffen. Generelt er billedkvaliteten noget af det bedste, vi har set, og nu har iPad endelig fået et kamera, som kan tage hæderlige billeder.
Har man allerede en iPad Air, så behøver man strengt taget ikke at investere i en 2’er – medmindre man ikke kan leve uden Touch ID – men for alle andre, der skal investere i en tablet her og nu, kan der ikke være nogen tvivl. Apples iPad er nummer 1. Igen.
ASUS MeMO Pad 7 ME572CL: En lille perle
ASUS MeMO Pad 7 ME572CL er muligvis klejn, men den kan sagtens bide skeer med de store drenge.
Plus:
Især til prisen får man fremragende ydelse, lækker billedkvalitet og bundsolid byggekvalitet.
Minus:
Lyden er en kende for bastung, touch-funktionaliteten kunne være bedre, og rammen omkring skærmen er meget bred. Kameraet tager grumsede billeder i dårlig belysning, og tablet’en er fyldt med bloatware.
MeMO Pad 7 er udstyret med en glimrende lille 7 tommers skærm, som kommer med Full HD-opløsning og deraf følgende høj pixeltæthed. Billedet er skarpt, og farvetemperaturen er overbevisende naturlig. Kun kontrasten kunne være en smule bedre, ligesom touch-funktionen ikke altid reagerer så præcist, som man kunne ønske.
Lyden er god med masser af bund. Så meget bund, faktisk, at nogle vil finde den lidt for bastung. Der mangler nemlig lidt skarphed i de højere frekvensområder, men alt i alt er lyddelen absolut godkendt.
Den Intel Atom Z3560 64 bit quad-core processor, der sidder i MeMO Pad 7, lader intet tilbage at ønske. Benchmark-testen giver et glimrende resultat, og når vi udsætter tablet’en for et tungt spil som Asphalt 8: Airborne, kører alt i olie. App’en starter omgående, og vi oplever ingen lags.
MeMO Pad 7 ME572CL er solidt bygget, selv om den er fremstillet af plastic, og vi har intet at udsætte på det generelle kvalitetsindtryk. Tabletten er meget aflang og er designet til at ligne den slags håndtasker, som nogle kvinder sværger til. Samtidig er rammen omkring skærmen – især på højre og venstre side på den horisontale led – meget bred, hvilket næsten får MeMO Pad 7 til at ligne en miniatureudgave af et fladskærms-tv fra 2008.
Konklusion
Skærmkvaliteten er fremragende med et skarpt og meget naturtro billede, og lyden er absolut godkendt, selv om bassen får lige lovlig meget plads i lydbilledet. MeMO Pad 7 kører store, grafiktunge apps uden at kny, og resultatet af benchmark-testen bekræfter, at Intel, der har produceret tablet’ens processor, er nogen, som vi skal regne med fremover på markedet for mobile enheder.
Vi var tæt på at kåre MeMO Pad 7 som testens bedste køb, men i sidste ende trækker problemer som et halvdårligt kamera, bloatware og vrøvl med touch-funktionaliteten for meget ned i den samlede vurdering.
Lenovo Yoga Tablet 2 Pro: En ordentlig moppedreng
Det er ikke størrelsen, det kommer an på, Lenovo!
Plus:
Gode indbyggede stereohøjttalere, som suppleres af en subwoofer. Den store skærm er god til spil og video, og så har tablet’en sågar indbygget projektor!
Minus:
Lenovo får ikke nok ud af den store skærm, almindelige apps kører ujævnt i daglig brug, og med et sæt hovedtelefoner er lyden flad og kedelig.
Vi har aldrig før set en tablet med indbygget projektor, og for at være helt ærlige, så er det heller ikke noget, vi har savnet. Men Lenovo Yoga Tablet 2 Pro kommer ikke desto mindre med en pico-projektor indbygget i det cylinderformede håndtag, der er en del af Lenovos unikke kileformede design, som vi også kender fra firmaets andre tablets. Projektoren kan fra op til 2 m afstand projicere et billede på 50 tommer på en hvid baggrund, og det fungerer faktisk.
Denne tablet kommer med en skærm på hele 13,3 tommer, og Lenovo Yoga Tablet 2 Pro er i den grad designet til hjemmebrug. Desværre er billedkvaliteten ikke helt så god, som man kunne have ønsket sig.
Nuvel, skærmen er stor, men hvad skal det gøre godt for, når Lenovo så ikke bruger det til noget? Opløsningen er rent faktisk mindre end på f.eks. Samsung Galaxy Tab S, som kun har en skærm på 10,5 tommer, så resultatet bliver en lavere pixeltæthed end hos konkurrenterne og et billede, der er lidt for mat i farverne og en smule for uskarpt. Når det så er sagt, så er vi ret begejstret for den store skærm, når der skal ses video eller spilles spil. Det er altså sjovt på en tablet af denne størrelse.
Og netop video og grafiktunge spil som Asphalt 8 kører i olie på Yoga Tablet 2 Pro, mens det overraskende nok kniber mere med almindelige apps som Chrome-browseren og Google Maps. Vores benchmark-test viser et tilfredsstillende resultat, men i daglig brug oplever vi små afbrydelser og pauser i bl.a. førnævnte apps, som vi ikke rigtig kan forklare.
Et af tablet’ens store slagnumre er lyden, som rigtig nok også er god, så længe vi holder os til de indbyggede fremadrettede stereohøjttalere. Men lige så snart vi tilslutter et par gode hovedtelefoner, melder skuffelsen sig. Så er lyden pludselig underligt flad og uden meget volumen, og vi ender med et lydbillede uden saft og kraft.
Konklusion
Det er ikke størrelsen, men på gørelsen, det kommer an på, og Lenovo Yoga Tablet 2 Pro lever desværre ikke helt op til alt, hvad den lover. Det er et sjovt påfund med en indbygget projektor, men til gengæld får Lenovo ikke helt nok ud af den 13,3 tommer store skærm, og hverken ydelsen eller lydbilledet imponerer.
Samsung Galaxy Tab S 10.5: Bedste. Skærm. Nogensinde
Med Galaxy Tab S har Samsung endelig fået en ægte flagskibs-tablet.
Plus:
Uovertruffen skærm med smukke farver og høj opløsning. Ydelsen er også i top, ligesom designet er let, slankt og robust. Masser af god funktionalitet og gratis indhold.
Minus:
Lydkvaliteten er egentlig fin, men lydstyrken kunne være bedre.
Galaxy Tab S har simpelthen den flotteste tablet-skærm, vi nogensinde har set. Punktum.
Hvor iPad Air 2 byder ind med en skærm på 9,7 tommer med en opløsning på 2048 x 1536 pixel og en deraf følgende pixeltæthed på 264 ppi, så overtrumfes den af Galaxy Tab S med en imponerende skærmopløsning på 2560 x 1600 pixel og en pixeltæthed på 288 ppi (pixels pr. tomme).
I praksis er skærmen meget klar og lysstærk med skarpe farver og fantastisk kontrast, og vores eneste kritikpunkt må være, at farveskalaen er mere dynamisk, end nogle brugere måske vil bryde sig om.
I modsætning til rigtig mange Samsung-produkter giver Galaxy Tab S en entydig kvalitetsoplevelse, og selv om den faktisk er fremstillet af plastic (i hvert fald den mønstrede bagside), så virker det ikke sådan.
Nu vi er ved roserne, kan vi også sagtens uddele en hel buket til den samlede brugeroplevelse. Samsung Galaxy Tab S er den første tablet-computer, vi har testet, som er udstyret med en octa-core processor – i praksis i form af to quad-core ARM-processorer på henholdsvis 1,9 og 1,3 GHz – og i daglig brug er den lynhurtig. Apps starter omgående, og selv meget krævende funktioner kører i olie.
Skal vi endelig være kritiske, så bliver vi nødt til at kigge på lydsiden. Den er absolut ikke ringe på Galaxy Tab S, men vi bliver heller ikke ligefrem blæst bagover. I bogstavelig forstand, faktisk, for selv om lydkvaliteten egentlig er ganske fin, så mangler vi noget styrke og volumen i lydbilledet, uanset om vi bruger hovedtelefoner eller tager chancen med de små, indbyggede stereohøjttalere.
Konklusion
Især skærmen med sin ekstremt høje opløsning og fremragende billedkvalitet er uovertruffen på markedet, men design, byggekvalitet, ydelse, funktionalitet og brugeroplevelse fortjener også bifald. Kun lydkvaliteten lader en smule tilbage at ønske, selv om vi her befinder os i småtingsafdelingen. Vi er primært lettere irriteret over, at lydstyrken ikke helt er høj nok.
Sony Xperia Z3 Tablet Compact: Tredje gang er lykkens gang
Sony Xperia Z3 Tablet Compact er den tredje high-end tablet fra Sony, og det er også den bedste.
Plus:
Glimrende skærm, høj ydelse og masser af funktioner – herunder vand- og støvtæthed – kombineret med et let og slankt design. Alt sammen til en rimelig pris.
Minus:
Lydbilledet mangler saft og kraft, og kameraet lever ikke helt op til forventningerne.
På nær iPad Air 2 er ingen andre tablets i denne test slankere end Xperia Z3 Tablet Compact, som på én gang føles både fjerlet og meget robust. Bagsiden er fremstillet i gribesikker plastic, mens forsiden er af glas, og hele herligheden er omkranset af en kromkant, der løber ind i metalhjørner, som hjælper med at gøre tablet’en mindre porøs. Samtidig er den både vand- og støvtæt (IP65/IP68-klassificering), hvilket gør den ideel til udendørsbrug.
Sidstnævnte skyldes også den ekstremt lysstærke skærm, som med Full HD-opløsning og en pixeltæthed på 283 ppi har et meget flot skærmbillede med god kontrast og en meget dynamisk farvetemperatur.
Forgængeren, Xperia Z2 Tablet, kunne uden at blinke tage kampen op med de bedste musikafspillere på markedet, men det kan man ikke påstå om Xperia Z3 Tablet Compact. Lyden mangler simpelthen saft og kraft, og man skal rode lidt med de mange lydindstillinger og EQ’en, før lydbilledet bliver hæderligt.
Under skærmen sidder en af Qualcomms hurtigste processorer, en quad-core Snapdragon 801 på 2,5 GHz, som sammen med 3 gigabyte ram leverer en ydelse på niveau med Samsungs octa-core tablet, Galaxy Tab S.
Konklusion
Sony Xperia Z3 Tablet Compact byder på glimrende skærmkvalitet, høj ydelse og masser af ekstra funktionalitet til en god pris. Designet er let og slankt, og vand- og støvtæthed samt et meget lysstærkt skærmbillede gør den ideel til udendørsbrug. Bedste køb!