23-årig computernørd slog verdensrekord på Mt. Everest
William Cruz havde aldrig været væk hjemmefra, før han tog til Himalaya for at spille computer.
De fleste computernørder sidder måske derhjemme foran skærmen.
Det gjorde den 23-årige amerikaner William Cruz sikkert også, inden han vandt konkurrencen "Quest for Everest: The Gaming Journey of a Lifetime", som computerspils-producent Ubisoft lancerede i forbindelse med udgivelsen af spillet Far Cry 4.
I hvert fald blev det første gang han nogensinde rejste uden for USA.
Prisen han vandt: At spille Far Cry 4 på Mount Everest.
Og det var noget af en tur, beretter Cruz, som trods alt var vant til vandreture på hjemstavnen.
"Efterhånden som vi kom højere og højere op, blev det hårdere og hårdere at gå og at sove, og det var nødvendigt at drikke meget vand. Man føler hele tiden, at man lige har løbet fem kilometer," sagde han i et interview til FoxNews.com.
Det blev også sværere og sværere at trække vejret, fortalte han i interviewet.
"Jeg husker, at efter vi kom over 4.570 meter, måtte jeg vågne op flere gange i løbet af nætterne og fokusere på at trække vejret, for at lindre hovedpinen," sagde han i interviewet.
I 18.569 fods højde (5.660 meter) satte Cruz sig foran en Playstation 4 og spillede Far Cry 4 i 90 minutter. Dermed sikrede han sig en plads i Guinness Verdensrekordbog.
Det gik imidlertid ikke så godt, for han blev ved med at dø i spillet. Om det skyldes vejrtrækningsproblemer eller den fantastiske udsigt, melder historien ikke noget om, men Cruz udtalte dog i interviewet, at det var utroligt at se de samme omgivelser i spillet, som hvis han kiggede ud over Basecamp.
"Selvom det var svært, ville jeg uden tvivl gøre det igen," sagde han til FoxNews.com.