Google lancerer eksklusiv tablet
Google og HTC tilføjer en luksus-Nexus til toppen af Googles tablet-portefølje: Nexus 9.
De første to varianter af Googles egen tablet, Nexus 7 (2012 og 2013), får nu en ekslusiv storebror signeret af HTC.
HTC Nexus 9 lader til at blive den åndelige arvtager til hedengangne Nexus 10, en tablet, der havde udviklerne for øje og dengang introducerede rekordhøje opløsninger, med film og video-venlige frontvendte stereo-højttalere.
Den nye Google-tablet får dog tilført noget HTC-dna. De frontvendte højttalere er bevaret, men drives nu af HTC’s BoomSound, industriens bedste lyd til dato. Selve chassis’et er udført i børstet metal, vejer 425 gram og er 7,9 mm tykt.
Nexus 9 introducerer nu et nyt format, med 8,9” display og en opløsning, der matcher Apples retina-iPads. Skærmens format er, som hos iPads på 4:3, glimrende til tekst og billeder, men vil give mindre plads til film og video i 16:9-format.
Se billedgalleri i artiklen på Mobilsiden.dk.
Potent processor
Ligheden med Apple iPads stopper ikke ved skærmen. Under motorhjelmen finder man også en 64-bit dual-core processor, med potent grafisk ydelse. Processoren er udviklet af grafik-specialisten Nvidia og lover godt, med sine 2 GB RAM, en frekvens på 2,3 GHz og 64-bit support.
Nexus 9 bliver den første tablet med Googles Android 5.0 Lollipop styresystem og vil byde på 8 megapixels kamera samt et 1,9 MP frontkamera.
HTC Nexus 9 tilbydes i 3 varianter: 16 GB, 32 GB og 32G B+LTE til henholdsvis 399 €, 479 € og 599 €.
Specifikationer Nexus 9
- Mål: 228 x 154 x 7,9 mm, 425 gram (LTE: 436 gram)
- Display: 8,9 tommer, 2 K opløsning (2048x1536), 281 PPI
- Kamera: 8 MP, 1,9 MP front
- Ydelse: Nvidia tegra K1 dual-core 2,3 Ghz, 2 GB RAM, Kepler DX1 grafik
- Lagerplads: 16/32 GB
- Batteri: 6700 mAh
- Software: Android Lollipop 5.0
- Øvrigt: frontvendte BoomSound stereohøjttalere, NFC.