Sådan udbygger du iPhones maskinrum
Som iPhone-ejer kan man hverken udskifte batteri eller indsætte ekstra hukommelse, men med et nyt, smart etui kan man fordoble batterilevetiden og tredoble sin lagerplads.
Jeg indrømmer det. Jeg er en del af iPhone-kulten. For det meste er det et lykkeligt (tvangs)ægteskab, der stiller mine basale behov, men der er tidspunkter, hvor jeg bliver ramt af en nagende følelse af, at der måske er en bedre verden uden for kultens spændetrøje-stramme omfavnelse.
Det er sket flere gange de seneste par uger, hvor jeg har rettet min telefons kamera mod et gyldent Kodak-øjeblik, der må foreviges, men når jeg trykker på udløseren, får jeg ikke bekræftet mine fotoevner med øjeblikkelige ”likes” på Instagram, men blot stukket en grufuld meddelelse i hovedet: »Ikke nok ledig plads.«
Plads til tusindvis af sange
Her tager vi lige et øjeblik til at anerkende alle de lykkelige ejere af en Android-smartphone, der formentlig skiftevis ryster på hovedet og klukker i skægget, mens de leger med det sd-kort, de nemt stikker i mobilen for at fordoble dens hukommelse for håndører, men har man først lagt sin sjæl i Apples hænder, må man desværre spille efter deres – ofte arbitrære – regler.
Da jeg i sin tid stod og skulle træffe et hurtigt valg mellem de to støttepiller i mit liv, nærighed (16 GB iPhone) og realisme (32 GB), vandt førstnævnte, så efter at have indset, at min første vurdering var forkert, ville jeg normalt skulle træffe et nyt valg:
- 1) Slette førnævnte billeder af madporno eller uundværlige apps.
- 2) Købe en ny iPhone med mere hukommelse og leve af spagetti med ketchup de næste tre måneder.
Men i aften skal det være anderledes! For heldigvis har et firma ved navn Mophie set en potentiel guldgrube i at rette op på Apples stædighed og sender snart deres Space Pack på gaden, der efter sigende er verdens første cover, der kan opgradere din iPhones hukommelse med 16 GB eller 32 GB. Med andre ord kan man potentielt tredoble sin telefons lagerrum. Oversat til konkret brug er det lig med op til 16.000 flere billeder, 9.000 flere sange, 14 timers mere video og gud ved hvor mange flere ubrugelige apps.
Space Pack ligner et almindeligt cover til iPhonen, omend i en lidt længere udgave, for eftersom Apple ikke tillader, at man roder ved hardwaren på en iPhone, har Mophie fundet en måde at omgå det på. Etuiet sluttes nemlig til din iPhone gennem Lightning-stikket i bunden af telefonen, og coveret fungerer nærmest som en ekstern harddisk, som man får adgang til gennem en app kaldet Space.
Man kan vælge at flytte hele sin kamerarulle eller iTunes-bibliotek til Space-appen, så billeder automatisk gemmes på den eksterne hukommelse, eller man kan blot flytte enkelte filer og apps til Space. Da alt gemmes på et fysisk drev, behøver man ikke have telefonforbindelse eller være forbundet til wifi for at overføre eller afspille filer.
Ingen æstetisk fryd
Det kan virke lidt upraktisk, at man først skal åbne appen for at få adgang til alle filerne, og de få minutter, jeg fik lov til at rode med appen på elektronikmessen CES, virkede det, som om at der af og til var problemer med forbindelsen til det eksterne drev, men måske var den blot blevet overbebyrdet af hordevis af nysgerrige iPhone-kultmedlemmer, der ville se åbenbaringen med egne fingerspidser.
For design-fanatikere er coveret ikke ligefrem en æstetisk fryd, og selv om det er i den mere sobre ende af skalaen, sætter det sig uundgåeligt som en delle i bunden af telefonen og lægger også lidt kalorier bagpå.
Til gengæld er der også et indbygget batteri, så når man er ved at løbe tør for strøm, kan man med et klik have en fuldt opladet telefon igen.
Mophie tager sig dog fyrsteligt betalt for at være de første på banen, der lader dig puste nyt liv i en propfuld iPhone – 16 GB koster 150 dollars (cirka 825 kr.), mens 32 GB koster 180 dollars (cirka 980 kr.) – men omvendt er det billigere end at skulle købe en ny telefon med større hukommelse.
Og muligheden for igen at kunne tage et ubegrænset antal billeder af madporno – den kan man ikke sætte en pris på.