Smart mobilbetaling lader vente på sig
I over 10 år har vi hørt om betaling med telefoner ved terminaler, men først fra 2014 sker der noget reelt i Danmark.
Smartphonen overtager ikke lige med det samme dankortets position i butiksoplevelsen, selvom det har været spået i de seneste 14 år. Et faktum er, at teknologien fortsat mangler et folkeligt gennembrud.
Dansk Supermarked med Bilka, Føtex og Netto samt Coop, der står bad Super Brugsen, Kvickly og Fakta, er netop nu ved at udskifte i tusindvis af betalingsterminaler til nye typer med NFC, et arbejde, der forventes at være afsluttet om et år til halvandet. Det skriver meremobil.dk.
”Jeg forventer at NFC kommer i større målestok i Danmark i 2014 og 2015,” siger Peter Bredgaard, direktør i 4T, teleselskabernes fælles virksomhed, der har til formål at udbrede mobilbetaling i Danmark.
Han erkender over for Teknologimagasinet Meremobil, der i et nyt podcast stiller skarpt på emnet, at det lyder lidt hult, når der igen siges ”nu kommer det”. Men selv branchen er overraskede over, hvor langt et tilløb der har været, til de nye betalingsmetoder.
Kan overhales inden om
Udskiftning af terminaler i samtlige af landets butikker er omkostningstungt, og udviklingen af en applikation til NFC-telefoner er heller ikke gratis, hvilket sammen med at NFC fortsat ikke findes i alle smartphones, nok er noget af forklaringen på, at vi fortsat ikke betaler med telefonen når der købes mælk og brød.
Danske Bank kan med løsningen Mobilepay, måske overhale telebranchens NFC-projekt inden om. I dag kan Mobilepay kun anvendes til at overføre småbeløb mellem smartphones, men perspektivet er meget større.
”Betaling i forretninger er vigtigt for os. Det er noget vi kigger på, og håber vi kan komme med inden alt for længe. Jeg tror på lang sigt, at mobilområdet vil være et indtjeningsområde for bankerne,” fortæller vicedirektør i Danske Bank Jesper Nielsen til Meremobil.
Mobilepay, der er baseret på den eksisterende infrastruktur i finansverdenen, fungerer på alle iPhones og Android-telefoner på tværs af alle banker, benyttes allerede i det små til butiksbetaling. Et eksempel er bodegaen Vognhjulet i Odense, der modtager betaling med systemet.
Hvornår kommer gennembruddet?
Der omsættes for over 145 milliarder kroner om året alene i dagligvarer i Danmark, men det er fortsat ikke klart, hvornår mobilbetaling for alvor bliver en del af hverdagen i butikkerne.
”Det har taget ALT for lang tid! Om det er NFC-løsningen der vinder er uklart, da andre teknologier presser på. Men det lader til, at både teleselskaberne og bankerne er begyndt at vågne, og konkurrencen er godt for forbrugerne, da det presser alle parter op i gear,” siger John G. Pedersen, der er redaktør på Meremobil.dk. I over 10 år har John G. fulgt mobiludviklingen i på tætteste hold.
”Jeg tror det starter så småt i år, men der går flere år, inden telefonen overhaler Dankortet,” lyder forudsigelsen fra mobileksperten.