Test: Hovedtelefoner til Apple-brugere
Bose OE2i hovedtelefoner leverer god lyd i en elegant indpakning. Men prisen er pebret.
De små in-ear hovedtelefoner, som følger med de fleste smartphones, også iPhone, er ikke meget værd.
Omvendt kan man ikke udskifte dem med hvad som helst, hvis man også vil have mulighed for at betjene sit Apple-produkt via inline fjernbetjening samt modtage opkald og tale i telefon i hovedtelefonernes mikrofon.
Boses nye hovedtelefoner OE2i er således helt specifikt rettet mod Apple-brugere, der gerne vil have bedre lyd i ørerne, når de lytter til musik på deres iPod, iPad eller iPhone, end de medfølgende in-ear hovedtelefoner kan tilbyde.
Skum på ørerne
Med Bose OE2i får du et sæt on-ear hovedtelefoner med ørepuder, som nok sidder på ørerne, men ikke er så store som på f.eks. Boses populære QuietComfort 15, hvor ørepuderne dækker ørerne helt.
Personligt foretrækker jeg helt klart de små, lette on-ear hovedtelefoner frem for en hvilken som helst in-ear-model, men det kan være, omgivelserne er af en anden opfattelse, hvis man spiller for højt, for en af on-ear-modellernes svagheder er, at de lækker en del mere lyd end de andre typer. Og det gælder også for Bose OE2i.
Til gengæld er de behagelige at have på ørerne, hvilket sikkert skyldes de relativt store ørepuder på 5,8 x 5,1 cm, der er fremstillet af noget, som Bose kalder memory foam, et blødt materiale, som reducerer trykpunkter og sikrer en komfortabel pasform.
Konklusion
Alt er jo relativt, og hvis man køber Bose OE2i for at få respektabel lyd ud af sin iPhone, så er man bestemt ikke gået galt i byen.
Havde disse hovedtelefoner kostet i omegnen af 700-800 kroner, havde de såmænd også fået vores specielle anbefaling med på vejen.
Men til en pris på knap 1.400 kroner er det spørgsmålet, om man ikke er bedre tjent med at flå en plovmand mere op af lommen. Så får man en markant bedre lydkvalitet for et beløb, som ikke er så meget højere, og man vil føle, at man virkelig har fået noget for pengene.
Det gør man ikke rigtig med Bose OE2i, og det trækker desværre ned i den samlede vurdering.
Læs hele testen af Bose OE2i på Lyd & Billede/Gear her.