Fortsæt til indhold
Digitalt

Sådan hacker du Ikea-produkter

Møbler kan bruges til andet og mere, end de oprindeligt var tænkt som. Få inspiration her.

Af JAKOB VØLVER

"Ikea har slået Apple!"

Sådan rungede det på internettet, da Ikea for et par uger siden lancerede deres tv-møbel Uppleva. Et møbel, der integrerer højttalere, tv, Blu-ray-afspiller og gemmer ledningsvanviddet af vejen. Elektronik og møbel kommer i én samlet pakke fra Ikea. Apple har længe rygtedes at være på vej med et fjernsyn, så det er oplagt at udråbe Ikeas koncept til Apple-konkurrent. Ikke mindst fordi Uppleva hylder Apples filosofi om et lukket system, hvor brugeren ikke skal bekymre sig om, hvordan det virker, men blot bruge det. (Efter man har brugt en formiddag på at samle skidtet, naturligvis.) For yngre personer lyder Uppleva-systemet måske som en gevaldig ny opfindelse, mens det for andre vil vække minder om 1950'ernes teakskænke med indbygget grammofon i skuffen, radio i natbordet eller fjernsynsapparater gemt bag jalousilåger, så man bogstavligt talt kunne ”lukke op for tv-avisen”, som min farmor sagde dengang, hun havde sådan et tv-møbel.

Alt kan laves om

Men bare fordi idéen er gammel, behøver den jo ikke at være hverken slidt eller dårlig, og jeg tror, Uppleva bliver en stor succes. Møblet burde lande i butikkerne i løbet af sommeren 2012, men hvis ikke man kan vente - eller er for nærig - kan man gå i gang med at hacke allerede eksisterende Ikea-møbler. Ikea-hacking er en dille, der har stået på i nogle år efterhånden. Det går ud på at man køber et Ikea-produkt og enten kombinerer det med andre Ikea-produkter, samler det forkert (med vilje!) eller bruger det til noget helt andet, end det var beregnet til.

F.eks. udgør servietholderen Fantastisk en elegant lodret laptop-stand og koster blot en 20'er.

Med Ikea-hacking bliver lamper til iPad-opladere, råkostjern til lamper og reolsystemet Expedit anvendes verden over som både seng, tv-møbel, skrivebord, køkken-ø og meget, meget mere. Ikea-hacking giver næsten samme tilfredsstillelse som gammeldags gør det selv-arbejde, men der er færre malerpletter og mindre savsmuld på gulvet. Desuden tager projekterne en brøkdel af tiden, fordi der ikke skal slibes og spartles og slibes og spartles. Ikea-hacking er nemt. Det svarer til at tilsætte egne grøntsager og krydderier i en Knorr-lasagnemix. Man ved, det kommer til at smage af lasagne og ikke kan gå helt galt, fordi Knorr har lagt bunden, men samtidig giver man maden et personligt pift.

Tjek det på nettet

Når først man får øjnene op for Ikea-hacking, begynder man at se Ikea-varehusene som byggemarkeder mere end møbelbutikker. Den største samling inspiration til Ikea-hacking finder du på hjemmesiden www.ikeahackers.net. Siden drives af en malaysisk kvinde med kodenavnet Jules. Hun elsker Formel 1, bøger og bor 15 minutter fra Ikea. På siden indsamler hun hacks fra hele verden og deler dem op i overskuelige kategorier, så man nemt kan finde inspiration til at løse et problem, man går og tumler med. Jeg har selv gjort det - og var svært tilfreds med min router-/ledning-skjuler bygget ud af Ikeas skraldespand Retur.

LÆS OGSÅ: Harddisk-krig i skyen