YouSee-kunder snydes for HD-signal
YouSee leverer ikke TV 2's regionalkanaler i HD-kvalitet. "Uholdbart", siger tv-direktør.
Kunder hos tv-udbyderen YouSee snydes for den højere HD-kvalitet, når de ser programmer fra TV 2's otte danske regionalkanaler. I stedet for et tv-signal i HD-kvalitet sendes kanalerne i den digitale standardkvalitet SD.
Det bekræfter YouSees pressechef. Ib Konrad Jensen.
"Vi er blevet overhalet af den nye bekendtgørelse. Vi lagde vores kanaler om i slutningen af november, og den nye bekendtgørelse kom midt i december. Derfor har vi ikke kunnet nå det. Vi lægger normalt kun kanaler om en gang om året, men nu overvejer vi, hvad vi skal gøre," forklarer Ib Konrad Jensen.
Behov for mere båndbredde
Bekendtgørelsen trådte i kraft 11. januar i år - samme dag som TV 2 overgik til betalingskanal, og de digitale tv-signaler ændrede komprimering fra mpeg2 til mpeg4.
"Det vil kræve temmlig meget båndbredde at lægge 8 ekstra HD-kanaler ind i nettet - rent faktisk omkring 90 Mbit," siger pressechefen, der i øvrigt mener, at det ikke har den store betydning, at kanalerne sendes i SD-kvalitet.
"De regionale stationer har ikke optaget udsendelserne i HD-kvalitet. Mig bekendt råder regionerne ikke over produktionsfaciliteter i HD. Programmerne er optaget i den almindelige standard og efterfølgende opskaleret til HD. Derfor har det ikke den store betydning," siger Ib Konrad Jensen.
Samtidig giver han udtryk for, at Yousees erfaring er, at kanalomlægninger skaber en masse irritation hos kunderne, der skal have genindstillet deres tv. Derfor forventer man hos Yousee først at kunne gennemføre omlægningen i forbindelsen med den næste kanalomlægning i slutningen af 2012.
Uden lyd på premieredag
Ib Konrad Jensen har delvis ret i, at tv-signalerne kun udsendes i SD-kvalitet. Tidligere optagelser foreligger nemlig kun i SD-kvalitet. Men regionalkanalerne har en ambition om både at producere og sende flere og flere programmer i fuld HD-kvalitet. Det er endnu ikke alle regionale stationer, der er gået i luften. For nogle af dem sker det 1. februar.
Men TV 2 Øst med adresse i Vordingborg har haft premiere. Det skete dog uden lyd på premieredagen, fordi der netop ikke var tilstrækkelig båndbredde til at sende i HD-kvalitet. Læs også: Lyden røg på nyfødt tv-kanal
Ifølge direktøren for TV 2 Øst, Vagn Petersen, skulle forklaringen netop findes hos tv-udbydere som YouSee, Waoo, TDC's Home-Trio, Boxer og Stofa, der leverer tv-signalet til kunderne, men som ikke var forberedt på håndtere de store mængder data.
Det blev dog afvist af Ib Konrad Jensen, der henviste til, at YouSee ikke modtog lyden og derfor selvfølgelig heller ikke kunne sende lyden videre.
Tv-direktør ærgrer sig
Vagn Petersen har dog ikke meget til overs for forklaringen om, at den nye bekendtgørelse er kommet efter Yousees omlægning af kanaler. Han henviser til, at det næppe kan være kommet bag på tv-udbyderen.
"Det er da klart, at det er problematisk, at kvaliteten ikke er på det niveau, som man kan forvente, og som bekendtgørelsen lægger op til. Hvis man kikker på et tv, er der en tydelig kvalitetsforskel mellem HD- og SD-kvalitet. Det er ærgerligt og overraskende, at så stor en virksomhed som YouSee og TDC ikke har taget højde for det. Yousee har både ressourcerne og indsigten til det," siger Vagn Petersen.
Han kalder det også uholdbart, at Yousee tilsyneladende skal bruge et års tid til at skaffe den nødvendige båndbredde, så de nye regionale TV 2-kanaler kan leveres i HD-kvalitet.
"Det må YouSee se at få på plads hurtigst muligt. Vi sender 8-9 timer om dagen i HD, og programmer i HD vil langsomt blive flere og flere," tilføjer Vagn Petersen.
YouSee kan få påbud
I Danmark er det Kulturstyrelsen, der fører tilsyn med de såkaldte "Must carry-forpligtelser", og her fortæller sekretariatsleder i Center for Bibliotek og Medier, Kaspar Lindhardt, at styrelsen vil tage sagen op, hvis man får en klage. I kraft af tilsynspligten kan Kulturstyrelsen dog også selv tage en sag op, hvis der fremkommer oplysninger, som begrunder det.
"Som jeg har forstået sagen, lever YouSee ikke op til reglerne i den nye bekendtgørelse. Så det kan måske ende med et påbud til YouSee om at leve op til forpligtelserne om at sende de regionale kanaler i HD og ikke blot i almindelig SD-standard. At YouSee normalt kun lægger kanaler om én gang om året, er for mig at se ikke en gyldig forklaring. Men YouSee skal selvfølgelig have lov til at forklare sig over for os. Der kan eksempelvis være nogle tekniske begrænsninger, som man skal give tv-udbyderen en rimelig frist til at få løst. Men i forbindelse med bekendtgørelsens høringsfase modtog vi ikke nogen indvendinger fra YouSee på det punkt," fortæller Kaspar Lindhardt.
LÆS OGSÅ: 700.000 har mistet TV 2 Film