Test: Forførende musik på høje hæle
Davone Rithm er højttalere med et udseende ud over det sædvanlige. Lyden er lige så sexet.
Hvis nogen bad dig tegne en højttaler – hvordan ville den så se ud? De fleste ville sikkert tegne en firkant med to cirkler i, og fantasien rækker ikke længere hos de fleste højttalerdesignere heller, desværre. Men heldigvis findes der nogle producenter derude, som koncentrerer sig om mere end bare elementer og delefiltre i jagten på god lyd. Hos Davone Audio i Danmark har de tænkt ud af boksen, når det gælder højttalerdesign. Konstruktøren Paul Schenkel har ladet pennen tegne frit, og resultatet er den eksotisk udformede Rithm, hvor æstetik og lyd må siges at være i skøn forening.
Davone Rithm
Den minder mere om et eksklusivt designmøbel end en højttaler, men den bueformede konstruktion er lige så smart og funktionel, som den er pæn at se på. Davone Rithm bruger et koaksialelement fra norske Seas, hvor en 1” silkediskant er monteret i midten af et 7" stort bas/mellemtone-element. Selve kabinettet laves af laminerede træplader, som bøjes under højt tryk og forstærkes med MDF-plader på siden.
Højttalerne er overraskende lette (kun 12 kg per stk.) og har relativt tynde kabinetvægge, men takket være bueformen drejer det sig alligevel om en meget stærk konstruktion, som kan sættes direkte på gulvet eller udstyres med spikes i fire hjørner. Den specielle form giver Davone dobbelt så stort kabinetvolumen som en ordinær stativhøjttaler, samtidig med at de bevarer de kompakte mål. Og det er ikke hvem som helst, som kan levere sådanne kabinetter. Produktionen foretages af en dansk møbelproducent, som også leverer avancerede kabinetter til blandt andet Bowers & Wilkens.
Lydkvalitet
Æstetik er én ting, men det er jo lyden, det hele handler om. Det hjælper ikke meget med et flot udseende, hvis ikke Davone Rithm leverede en lyd, som matchede stilen. Men det gør de heldigvis. Det første, som slår os, er, at basgengivelsen virker imponerende fyldig for en højttaler med så beskeden fremtoning. Mine trofaste Linne Majik 109 reolhøjttalere har også rigeligt med bas, størrelsen taget i betragtning, men må se sig grundigt slået af basmomentet, som Rithm er i stand til at levere.
Davone går godt nok ikke kælderdybt, som en virkelig stor højttaler kan gøre, men de har rigelig med energi fra omkring 40-50 hertz og opover, som serveres med god timing og tyngde (måske det er her navnet, ”Rithm” kommer fra?). Med et ordentligt fundament er meget af arbejdet gjort, og Davone-højttalerne opleves meget livlige og varme i klangen med en generøs og dejlig mellemtone, samtidig med at de har et afslappet og let tilbagetrukket lydbillede. Det er bestemt ikke monitorhøjttalere af den tynde, fremadrettede slags, vi har at gøre med her – snarere en mørk og blød klang, som lægger større vægt på melodi og rytme end at presse flest mulig detaljer ud.
Derfor bør det ikke komme som nogen overraskelse, at Davone-højttalerne trives specielt godt med akustisk guitarmusik, og begavede herrer som Nils Lofgren, Knopfler og Cash bliver alle fortræffeligt gengivet med en besnærende rig klang fra guitarerne – ikke 100 pct. korrekt nødvendigvis – men vældigt engagerende. Måske har det noget med kabinetformen at gøre?
I den lysere ende af vokalspektret synes vi derimod, at sarte kvindestemmer, såvel som de lyseste strenge, godt kunne have lydt lidt friskere. Rithm savner unægteligt lidt opløsning, raffinement og detaljeringsgrad sammenlignet med for eksempel Bowers & Wilkins 805D, som er en mere præcis gengiver af klassisk musik. Til gengæld lyder Davone langt fyldigere og mere rytmisk præcise og har en større evne til at engagere på rytmisk baseret musik som hiphop og r'n'b. Nogen disco-højttaler bliver det alligevel aldrig. Med kun et baselement og lav følsomhed trives Rithm bedre til lytning på normalt niveau, snarere end øredøvende festmusik.
Konklusion
Davnone Rithm ser ud som en designhøjttaler, men lyden er den ægte vare. Dette er en forfriskende anderledes højttaler, som lyder vældigt forførende varmt og ægte. Basgengivelsen er imponerende fyldig og taktfast i forhold til størrelsen og giver musikken et solidt fundament. Klangbalancen er varm og lægger mere vægt på at lyde behagelig end at være analytisk. Parrer du Davone med en energisk og strømstræk kvalitetsforstærker, kan du få et anlæg med både lyd og udseende, som mange vil misunde dig!
Læs hele testen af Davone Audio Rithm på Lyd & Bilde.
LÆS OGSÅ: Test: De bedste højttalere