Test: Hovedtelefoner på farten
Man behøver ikke gå på akkord med lydkvaliteten, når man hører musik fra en bærbar afspiller.
Hvis man ser bort fra de allerbilligste hovedtelefoner, er det fuldt ud muligt at få god lyd på hovedet for nogle hundrede kroner. Så hænger bassen bedre med resten af musikken, og det er muligt at høre, hvad vokalisten synger uden at måtte skrue volumen meget op. Men betaler man lidt ekstra, øges mulighederne for at få kvalitetslyd betragteligt.
I denne test har vi valgt syv lukkede hovedtelefoner fra kendte producenter, som koster omkring en tusindlap. Nogle lidt mindre, andre lidt mere. Fælles for alle syv er god bærekomfort, lav modstand og høj nok følsomhed til, at de fungerer med de bittesmå forstærkere, som sidder i mobiltelefoner. Og i iPod'en.
Det er også en fordel, at de ikke er for store. Så optager de for meget plads i tasken og bliver ukomfortable at have hængende omkring halsen, når man ikke lytter. Det er også en fordel, at de kan klappes sammen eller lægges fladt. Derfor har vi lagt vægt på, hvor praktiske de er som hovedtelefoner for folk på farten, men også taget hensyn til bærekomfort, støjdæmpning og naturligvis lydkvalitet.
Herudover har vi set på kvaliteten. Skal de med ud, må de kunne tåle lidt. Udskiftelige ledninger er en fordel. På de allerfleste kan man nemt skifte ørepuder, men flere af dem har fastmonteret ledninger.
Alle hovedtelefoner er testet på en iPhone 4 med ukomprimerede musikfiler og på hovedtelefonudgangen på en McIntosh C50 forstærker. Hovedtelefonerne spillede minimum 48 timer kontinuerligt før lyttetesten for at give dem en vis indspilningstid, noget som ofte gavner særligt basgengivelsen, som bliver strammere og bedre artikuleret.
Denon AH-D1100 - Basmonsteret
Testens dyreste hovedtelefoner har høje forventninger at leve op til.
Så meget kan man tage fejl. De er ikke dårlige, men vi havde forventet mere af testens dyreste hovedtelefoner. Sammenlignet med de bedste i testen – og for den sags skyld de fantastisk gode Denon AH-A100 – får man et mørkt, basorienteret lydbillede, som kun en narcissistisk basguitarist kan lide. Eller en som elsker bas generelt.
Med de præmisser er D1100 ikke så værst. Men de er for ubalancerede, kvæler detaljer og lyder mere lukkede end åben. Helt håbløst er det ikke, med lidt indspilning løsner det lidt for membranen, som præsenterer et stort og mægtigt lydbillede, som i det mindste rusker lidt i fyldningerne, når man skruer op for volumen. Men de er simpelthen for dyre i forhold til, hvad man oplever af lydkvalitet.
Pris:
- 1.199 kr.
Plus:
- Fyldig klang
- Massiv bas
- God bærekomfort
Minus:
- Ubalanceret lydbillede
Læs hele testen af Denon AH-D1100 på Lyd & Bilde
AKG Q460 - Gode aner
Man skal ikke kimse ad testens mindste hovedtelefoner, de lyder nemlig meget større, end de ser ud.
Da de små høretelefoner ligger udenpå og ikke rundt om øret, dæmper de ikke støj udefra særlig godt, men trods størrelsen er lydbilledet stort og fyldigt. Det forekommer mig, at de har en federe bas end K450, som de er baseret på.
De spiller ikke helt så højt som de største i testen, men er så tilpas effektive, at de færreste vil opleve det som et problem. Lydbilledet er mørkt, der er ikke mange detaljer her, og diskanten er dæmpet i forhold til resten af lydbilledet. Men de spiller behageligt og har forbavsende god kraft og præcision i bassen. Velegnet til pop, rock og musik med tryk på, men den indelukkede mellemtone og anæmiske diskant gør ikke klangbalancen nogen tjeneste.
Pris:
- 902 kr.
Plus:
- Kompakt, praktisk og let
- Kraftig bas
- Made for iPhone
Minus:
- Anæmisk diskant
- Mørkt lydbillede
Læs hele testen af AKG Q460 på Lyd & Bilde
Shure SRH240m+ - Næsten perfekt
(Bedste køb)
Måske ikke de mest bærbare i testen, men hovedtelefonerne fra Shure spiller glimrende til prisen.
Med disse hovedtelefoner på hovedet har man aldrig et kedeligt øjeblik. Lydbilledet er åbent, balanceret, rig på detaljer, og de sprudler af dynamisk spilleglæde fra første takt. De kan, som Sony-hovedtelefonerne, blive lidt vel energiske i diskanten, men lyder aldrig tynde.
Her får man stram og potent bas, god dynamisk kontrast og et meget friskere lydbillede end hos de fleste hovedtelefoner i testen. Hvis man kan leve med, at de ikke kan pakkes samme, er Shure SRH240m+ det bedste valgt blandt hovedtelefonerne under tusind kroner. En fremragende allround hovedtelefon, som passer de fleste.
Pris:
- 708 kr.
Plus:
- Balanceret og raffineret klang
- Åbent lydbillede
- Håndfri mikrofon og fjernbetjening
- Meget for pengene
Minus:
- Størrelsen
Læs hele testen af Shure SRH240m+ på Lyd & Bilde
Koss DJ100 - Bundsolid kvalitet
De solide hovedtelefoner fra Koss tåler stød, men spiller lidt for lavt.
Lydbilledet er fyldigt med potent bas og god dynamik. Nogen dyb bas har de imidlertid ikke, men den varme klang er både behagelig og indsmigrende. De har ikke den samme detaljerigdom som Sony ZX700 og lyder farvet i mellemtonen.
De spiller ikke altid højt nok. Der lækker nemlig støj ind, og så skruer man gerne op for lyden, men den lave følsomhed begrænser lydtrykket. Koss DJ100 vil vi først og fremmest anbefale til alle, som kan lide fyldig bas og varm klang og selvfølgelig til dem, der værdsætter den bundsolide kvalitet, hovedtelefonerne har. Disse overlever nok det meste.
Pris:
- 558 kr.
Plus:
- Fyldigt lydbillede
- Potent bas
- Solid kvalitet
Minus:
- Farvet klang
- Lav følsomhed
Læs hele testen af Koss DJ100 på Lyd & Bilde
Sennheiser HD448 - Balanceret vellyd
(Specielt anbefalet)
Sennheiser HD448 er både lette og komfortable trods størrelsen og spiller fortræffeligt.
Førstehåndsindtrykket af HD448 er, at de lyder lidt kedeligt, men efter en stund opdager man, at de snarere er balancerede, med god sammenhæng mellem bund og top. Grunden til, at de kan opfattes som kedelige, er den beherskede dynamik.
HD448 sprudler ikke ligefrem, men til gengæld bliver man ikke så lyttetræt af dem heller. Bassen er stram og kontant, mellemtonen åben og diskanten præcis, men der er ikke den store grad af gennemsigtighed i lydbilledet her. Derfor anbefaler vi Sennheiser HD448 til dem, der vil have en prisgunstig allroundhovedtelefon med god bærekomfort, snarere end de audiofile blandt jer.
Pris:
- 628 kr.
Plus:
- Neutralt og sammenhængende lydbillede
- God komfort
Minus:
- Behersket dynamik
- Ikke blandt de mest gennemsigtige
Læs hele testen af Sennheiser HD448 på Lyd & Bilde
Sony MDR-ZX700 - Klassisk design – moderne lyd
(Bedst i test)
Sonys hovedtelefoner er ikke blandt de mest praktiske. Men de spiller klokkeklart og er meget komfortable.
Sonys hovedtelefoner lyder meget åbne, mellemtonen er klokkeklar, og vokaler lyder pragtfuldt. Detaljefanatikere får, hvad de ønsker i ZX700, som ligefrem gnistrer af små og store detaljer i musikken. Klangbalancen er tyndere end for eksempel hos Denon-hovedtelefonerne, og bassen mangler pondus, som får meget musik til at lyde ekstra fedt, som hos hovedtelefonen fra Koss.
Mange vil dog nok foretrække Sony-hovedtelefonernes relativt balancerede klang frem for et basmonter. ZX700 slipper nemlig klangnuancer og harmonier i musikken bedre igennem end de fleste i testen. Sony ZX700 er perfekte til musikere og alle, som vil høre mest muligt af mikset, og er godt egnet til kræsne musiklyttere, undtaget basfreaks naturligvis.
Pris:
- 893 kr.
Plus:
- Sidder godt
- Superdetaljeret
- God kvalitet
Minus:
- Kan ikke klappes sammen
Læs hele testen af Sony MDR-ZX700 på Lyd & Bilde
Philips TR 55LX - Bøjelige hovedtelefoner
Disse hovedtelefoner sidder som limet til hovedet, men lydkvaliteten halter.
De spiller ikke dårligt, men de udmærker sig heller ikke på nogen måde. Lydbilledet virker trangt, med dårlig stereoseparation og et dunkelt klangbillede. Detaljer glimrer ved deres fravær, diskanten er så afslappet, at det grænser til krise, og bassen er svampet og dominerer lydbilledet i alt for høj grad.
Er man det mindste kristisk, falder Philips-hovedtelefonerne fuldstændigt igennem, men kan man lide bas, og synes det er smart, at de ikke falder af, når man står på skateboard, er det bare at købe dem. Eller måske ikke.
Pris:
- 799 kr.
Plus:
- Solid kvalitet
- Masser af bas
Minus:
- Kedelig klang
- Nul detaljer
- Aftagelig ledning
Læs hele testen af Philips TR 55LX på Lyd & Bilde
LÆS OGSÅ: Test: Årets bedste hovedtelefoner