En fornuftig letvægter

HP Pavilion dv2 Entertainment Notebook PC er lidt større og tungere end de populære Netbook, men også langt mere kraftfuld.

Artiklens øverste billede

På Consumer Electronics Show, som starter her i Las Vegas fredag (9.januar), løfter HP sløret for sin seneste bærbare, som er en tynd og let sag, der tilmed er til at betale. Vi har haft mulighed for at få fingre i et eksemplar af dv2, som kommer på markedet til april.

En let sag

Det har længe været muligt at få bærbare computere, der enten var store og billige eller små og dyre, men med dv2 er det lykkedes HP at fremstille en bærbar, der kun vejer omkring 1,7 kg, men alligevel har en skærm på 12,1” med en opløsning på 1280 x 800 pixel.

Den lave vægt skyldes en helt ny processor fra AMD med navnet Athlon Neo. Denne processor arbejder med 1,6GHz og anvender maksimalt 15W, hvilket er mere end Intels Atom-processor, men som også giver en langt bedre ydeevne.

Uden at gå i detaljer kan vi fortælle, at vi prøvede en række forskellige benchmark, der viser en ydeevne, som er 50 til 150 procent bedre end Intels processor.

Flotte specifikationer

Hvad vi dog især godt kan lide ved dv2 er muligheden for diskret grafik, således at det er muligt at afspille Blu-ray-film i fuld kvalitet, uden at de hakker. AMD, der har udviklet den platform, som dv2 bygger på, har valgt ATI Radeon HD 3410 som den diskrete videoløsning, men til dem der ikke har dette behov, findes der også en integreret løsning med en noget lavere ydeevne, men som stadig slår Intels løsninger.

Vores eksemplar var i sort finish og med en skærm, der giver væsentligt mere plads til at vise tekst og grafik end en netbook. Konfigurationen var udstyret med 2GB ram og en harddisk på 160GB. Alt i alt understøttetr dv2 op til 4GB ram. Endvidere er dv2 udstyret med tre usb-porte samt vga og hdmi-interface samt de sædvanlige analoge lydind- og udgange, Ethernetstik samt en Kensington-lås.

Dejlig i brug

Den dv2, som vi testede, var udstyret med en ekstern Blu-ray-afspiller, der også fungerede som dvd-brænder. Strømforsyningen sker gennem usb-kablet, således at det hverken er nødvendigt med en ekstern strømforsyning eller anvendelsen af to usb-porte, som andre løsninger kræver.

Moderne operativsystem

I modsætning til stort set alle Netbooks, er dv2 udstyret med Windows Vista Home, hvilket giver en væsentlig mere moderne brugerflade, end det er tilfældet med XP. Vi er godt klar over, at dette er vores egen mening, der muligvis ikke vil finde fuld genklang hos alle læserne, men så er det bare om at finde en gammel Windows XP frem og installere den.

Lidt ventetid

Vores eneste problem med dv2 er, at den ikke kommer på markedet før til april. Og priserne starter ved 5.000 kroner, hvilket er en del mere end en Netbook baseret på Atom-processoren fra Intel. For den ekstra pris får du imidlertid også en bærbar med større skærm, større tastatur, bedre grafik og en harddisk, der er større end på de fleste Netbooks.

HP har en aftale med AMD om eksklusivitet de første måneder, så du skal ikke regne med at se tilsvarende bærbare fra HP’s konkurrenter før omkring sommerferien.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen