Fortsæt til indhold
Digitalt

Forbrugere: Her er de bedste fladskærms-tv

Dansk Supermarkeds eget tv-mærke Prosonic får en hård medfart i den første undersøgelse af forbrugernes opfattelser af forskellige fladskærms-tv. Blot hver fjerde ejer af et Prosonic-tv vil anbefale andre at købe det. Sony-skærme holder bedst.

Den nye undersøgelse fra Forbrugerrådets Mærkebank afslører også, hvilke fladskærme der er mest holdbare.

I gennemsnit har blot 7 pct. af alle de fladskærme, der solgt i Danmark siden 2005, krævet reparation. Dermed er fladskærms-tv et af de mere holdbare forbrugerprodukter, en husstand kan investere i.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Mærkebanken har foretaget blandt 1.667 fladskærmsejere i Danmark. Mærkebanken er forbrugermagasinet Tænks nye database over forbrugernes erfaringer med mærkeprodukter.

Undersøgelsen viser ifølge testchef Thomas Roland, Forbrugerrådet, at kvaliteten af fladskærmene er blevet markant bedre end i fladskærmenes første år, hvor de var ramt af tekniske uheld som summelyde og problemer med billedet.

”De nye fladskærme holder generelt godt og er kommet sig over de første børnesygdomme, men der er forskelle, og det er signifikant, at f.eks. Sony klarer sig bedre end Phillips,” siger Thomas Roland.

Sony holder bedst

Ifølge testen er Sony nemlig det mest holdbare fladskærms-tv. Blot 3 pct. af de danskere, der har købt deres Sony-tv fra 2005 og frem til nu, har oplevet, at det skulle repareres. Dermed er Sony lidt mere holdbart end Panasonic og Samsung. Phillips er testens mindst holdbare tv. Phillips holder sig dog akkurat på den rigtige side af Forbrugerrådets grænse for, hvad der er acceptabelt.

Salget af flade fjernsyn er eksploderet inden for de seneste par år. I hver tredje husstand står der i dag et fladskærms-tv, og 75 pct. af dem er LCD-skærme, som altså helt har slået plasma-skærmene af banen.

Danskernes foretrukne mærke er Samsung, der sidder på 22 pct. af fladskærmsmarkedet. Phillips er med 19 pct. det næstmest solgte, mens de to mest holdbare mærker, Sony og Panasonic, har en betydelig lavere markedsandel.

Dansk Supermarked, der står bag bl.a. Bilka og Føtex, har sit eget mærke. Det hedder Prosonic og er det fjerde mest solgte i Danmark, men når det gælder brugernes tilfredshed, får Prosonic en sikker sidsteplads. Under en fjerdedel af Prosonic-brugerne vil nemlig anbefale andre at købe et Prosonic-fjernsyn.

Testvinderen i denne disciplin er Panasonic, som hele 64 pct. af ejerne vil anbefale til andre.