Fortsæt til indhold
Digitalt

Misbrug af CPR-adgang stod på i ti dage: Minister erkender svigt

Uvedkommende fik adgang til oplysninger om 8,8 millioner personer. Sikkerheden var dårlig ifølge minister.

/ritzau/

Uvedkommende fik gennem omkring ti dage i september adgang til CPR-oplysninger om 8,8 millioner personer ved at misbruge en mindre dansk virksomheds adgang til registret.

Det oplyser digitaliseringsminister Christina Egelund (M) til Ritzau, efter at myndighederne mandag har offentliggjort, at uvedkommende har fået adgang til oplysninger om levende, døde, udrejste og andre personer.

»Det er tydeligt for mig, at sikkerhedsforanstaltningerne omkring denne virksomheds adgang til CPR ikke har været gode nok,« siger hun.

Oplysningerne omfatter blandt andet navne, adresser og CPR-numre. Der er seks millioner borgere i Danmark, men oplysningerne omfatter både levende, døde og personer, der er flyttet til udlandet.

Ifølge ministeren blev den usædvanlige aktivitet opdaget af en medarbejder i CPR-administrationen fredag 2. oktober. Lørdag tegnede der sig et tydeligere billede af, at der var tale om en sikkerhedshændelse.

»Det er en alvorlig hændelse. Det burde ikke kunne ske. Det er sket, og det må vi så agere efter og håndtere,« siger Christina Egelund.

Virksomheden havde lovlig adgang til at søge oplysninger i CPR, men adgangen blev misbrugt af uvedkommende. Den er nu lukket.

TV 2 har spurgt ministeren, hvorvidt den alvorlige hændelse betyder, at vi alle skal have nyt CPR-nr. Det afviser Christina Egelund ikke:

»Det er for tidligt at sige. Jeg har bedt om en gennemgribende sikkerhedsgennemgang af hele CPR-systemet for at sikre, at vi også på den lange bane har et sikkert CPR-system, vi kan have tillid til,« siger hun til TV 2.

Ministeren erkender, at de røde lamper burde lyse, når det er sket over så lang en periode.

»Det er jeg enig i. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det også er tydeligt for mig, at de sikkerhedsforanstaltninger, som bør være omkring denne type adgang, ikke har været solide nok,« siger hun til Ritzau.

Hun vil af hensyn til efterforskningen ikke fortælle mere om, hvorvidt myndighederne har indsigt i, om virksomhederne har kriminelle hensigter.

»Det kan jeg ikke kommentere af hensyn til den pågående efterforskning,« siger hun.