Fortsæt til indhold
Digitalt

Nu er det snart muligt at sexte med ChatGPT: »Voksne skal behandles som voksne«

Snart bliver det muligt at skrive frække beskeder med ChatGPT. Men det kan have alvorlige konsekvenser.

Chatten, som den kaldes i daglig tale, er blevet en fast del af mange menneskers hverdag.

Den hjælper med alt fra rejseplanlægning til skolearbejde.

Men snart bliver robotten endnu mere personlig, når OpenAI’s ChatGPT åbner for erotisk indhold.

Hvis du altså er gammel nok.

Det offentliggjorde OpenAI-direktør Sam Altman tidligere på ugen i et opslag på det sociale medie X.

»Som en del af vores ”behandl voksne brugere som voksne”-princip vil vi tillade endnu mere, såsom erotik, for verificerede voksne.«

Det nye tiltag bliver udrullet sammen med en udvidet aldersverifikation til december. Det betyder, at chatbotten snart kan skrue op for både erotikken og personligheden, påpeger Sam Altman.

Derfor vil det nu også blive muligt at få chatbotten til at opføre sig på en mere »menneskelig måde« eller som en ven.

Skal tiltrække nye kunder

OpenAI følger dermed i fodsporene på andre AI-virksomheder, der allerede har åbnet for mere romantiske og seksuelle funktioner.

Tidligere i år lancerede den konkurrerende chatbot Grok en ny funktion, der giver brugeren mulighed for at interagere med specifikke karakterer. En af dem er Ani - en blond anime-karakter, der ofte optræder i lingeri, og som man kan opbygge en følelsesmæssig relation til, der »bliver mere intimt, efterhånden som det følelsesmæssige niveau stiger«.

Men Ani og de andre »ledsagere« er kun tilgængelige for Grok-abonnenter over 18 år, og det koster knap 300 kr. om måneden at skrive med de personlige karakterer.

Prisen for en romantisk snak med ChatGPT er endnu ikke klarlagt, men sikkert er det, at tilføjelsen også skal hjælpe ChatGPT med at tiltrække flere betalende abonnenter.

Men ikke alle er enige i, at det er en god idé.

Falske følelser

Chatbotten har tidligere været mere personlig i sin kommunikation, men det førte til kritik, fordi sårbare brugere med mentale problemer kunne blive påvirket negativt.

I USA har der eksempelvis været tilfælde, hvor chatbotten blev anklaget for at lede til selvmord, og derfor valgte OpenAI dengang at gøre den mere »restriktiv«.

Nu mener Sam Altman, at man kan lempe på disse restriktioner, fordi virksomheden har udviklet nye sikkerhedsværktøjer.

Det er en række eksperter uenige i. De advarer om, at mere personlige chatbots fortsat kan skabe psykiske problemer for brugerne.

Sidste år udgav det amerikanske National Center on Sexual Exploitation (NCOSE) en rapport, der advarede mod, at seksuelt indhold i chatbots kan have alvorlige konsekvenser.

I et interview med mediet Time påpeger NCOSE’s direktør, Haley McNamara, at teknologien kan skabe falske følelser af intimitet:

»Når brugere føler sig ønskede, forståede eller elskede af en algoritme, der er designet til at holde dem fanget, opstår der en form for følelsesmæssig afhængighed og forvrængede forventninger til virkelige relationer,« siger hun til mediet.