Test af tre ultra short-throw projektorer
Du behøver ikke at have projektoren fem meter væk, for disse tre kan stå helt ind til lærredet! Brugervenligheden er i top, men hvad med billedkvaliteten?
Vil du gerne have et stort billede i hjemmebiografen, men har ikke mulighed for at placere projektoren langt nok væk fra skærmen eller væggen, og vil du heller ikke have et gigantisk 80 tommers tv på væggen? Så er en nærfeltsprojektor – eller Ultra Short-Throw – en spændende løsning.
Ved hjælp af specialoptik med ekstrem projektionsvinkel kan en Ultra Short-Throw-projektor stå helt eller næsten helt ind til den væg, den skal projicere på, og stadig give et billede på 60 til 100 tommer. Afgjort stort nok til en heftig hjemmebio-oplevelse.
Fordele
Fordelene er indlysende. Først og fremmest behøver du ikke lang kabelføring fra videokilden til projektoren. Det er også langt lettere for folk, der kun skal have projektoren frem ved særlige lejligheder – bare placér den på et bord op mod en hvid væg og sæt den væk igen bagefter. Men okay, den prisklasse, vi befinder os i her, er nok mest for dem, der vil bruge den en hel del.
En anden vigtig fordel er: Enhver, der har set film med projektor, ved hvor irriterende det er, når nogen rejser sig fra sofaen og går ind foran projektoren og kaster en stor skygge på lærredet. Med en nærfeltsprojektor vil du aldrig komme til at blokere det projicerede billede.
Ulemper
Udfordringer er der flere af. For det første er der stor forskel på afstanden fra linsen til den nederste og den øverste del af billedet. Det betyder, at optikken må kompensere for dette, så fokus bliver korrekt over hele billedet. Men geometrien kan let blive forkert. En almindelig projektor ville give et trapezformet billede, hvis den projicerede nedefra og op på væggen. En nærfeltsprojektor skal have optik, der tager højde for dette.
Men optik, der kompenserer perfekt for den skrå projicering af billedet, er ikke nok. Den overflade, billedet vises på, skal også være helt plan. Enhver lille bule eller bølge vil give synlige forvrængninger. Det skyldes, at billedet projiceres i en så ekstrem vinkel, at den mindste ujævnhed i væggen bliver forstørret mange gange.
Det betyder, at du skal have en helt plan, hvid væg, gerne malet med lærredmaling. Hvis du bruger lærred, skal det være rammespændt eller en solid plade og ikke af træk-ned-typen, da sidstnævnte er for løst og ujævnt til denne type projektorer.
Tre projektorer
Oprindelig blev nærfeltsprojektorer lavet til installationsmarkedet, men vi kan se, at behovet også har meldt sig på hjemmefronten. Derfor er det nu muligt at få et udvalg af HD-projektorer til hjemmebrug. Vi har fundet tre stykker, som alle har Full HD-opløsning (1080p).
Læs hele testen på Lyd & Billede
Optoma HD31UST
Fordelene ved nærfeltsprojektorerne er også åbenlyse med Optoma HD31UST. Her får du et 60 tommers billede helt tæt på væggen og 90 tommer kun 25 cm væk. Billedet tegnes op med god kontrast mellem sort og hvid, og især i scener, hvor der er meget af begge dele, kommer DLP-teknologien til sin ret. Der er mange farver her, og selv om de mangler nogle nuancer, fungerer projektoren fint med film og tv. Vi kan også godt lide den lydsvage blæser.
Blandt ulemperne er noget kromatisk aberration, billedet er ikke lige så skarpt ude i kanterne som i centrum af lærredet, og det bliver noget beskåret.
+ Billedet er generelt fint med mættede farver og god kontrast, der giver en god oplevelse. Meget lidt blæserstøj.
- Billedet beskæres en del og er ikke lige skarpt over hele lærredet. Kromatisk aberration giver en tynd lyserød underkant på hvid tekst, og den danske menu er iblandet engelsk.
Læs hele testen av Optoma HD31UST her
BenQ W1600UST
BenQ W1600UST har alle fordelene ved den ultrakorte projektionsafstand og få af ulemperne. Ser man bort fra lidt svag farvemætning, så er farverne nuancerede og billederne meget skarpe over hele banen. Kontrasten er også god – her er det bare at nyde film og tv.
Billedet bliver endnu større helt ind til væggen end med konkurrenterne. Hvilket igen betyder, at BenQ kræver endnu mere af overfladen, som skal være plan med stort P!
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det her den bedste nærfeltsprojektor, vi har testet til dato.
+ Billedet er lige skarpt over det hele, og projektoren slår et større billede op på kortere afstand end konkurrenterne. Farvenuancer kommer godt frem, og den oplevede kontrast er god.
- Farverne kan virke noget blege, sandsynligvis på grund af et lidt stort hvidt segment på farvehjulet. Blæseren er ret hørbar, og det samme er farvehjulet.
Læs hele testen av BenQ W1600UST her
Epson EH-LS100
Epson EH-LS100 er en meget spændende projektor. Kort projektionsafstand gør, at den kan stå klos op ad den væg, den skal projicere på, og med laser behøver du næppe at udskifte lampen i projektorens levetid. Den er også superstabil over tid i modsætning til kviksølvlamper.
Når det er sagt, så er det skuffende at opdage, at LS100 ikke giver bedre hjemmebiobilleder end konkurrenterne til den halve pris. En lampeskift er ikke dyrt, og vi vil altså have mere end gode farver, men blegt sortniveau.
+ Laserdiode som lyskilde er usædvanlig stabilt over tid og behøver nærmest aldrig at udskiftes. Projektoren har højere lysstyrke end sine konkurrenter og bedre farver.
- Et overraskende blegt sortniveau giver flade billeder, selv med dynamisk kontrast.
Læs hele testen av Epson EH-LS100 her