Test af Blu-ray-afspilleren Panasonic DP-UB820
Panasonic DP-UB820 giver dig fuld kontrol over filmoplevelsen, mens lyd- og billedkvaliteten står til topkarakter. Helt klart et kup til prisen!
Meget er sket, siden dengang dvd og siden Blu-ray var på toppen af fødekæden. I øjeblikket er det Netflix, Amazon og YouTube, der er sagen for de fleste. Selv det nye 4K Blu-ray-format er blevet en niche for os, der er mere end almindeligt interesseret i film og billedkvalitet.
Panasonic er en gammel traver i branchen og udsendte for nylig deres største Blu-ray-afspiller nogensinde: DP-UB9000. En sofistikeret high-end-afspiller spækket med seje videofunktioner, udsøgt byggekvalitet hele vejen igennem og ikke mindst en heftig analog lyddel til musikelskerne.
DP-UB9000 fik topkarakter, da vi testede den, men 9.000 kroner er heller ikke hverdagskost. Hvis du kan leve uden den mest avancerede teknologi og analogdelen (de fleste kobler alligevel afspilleren digitalt til tv/projektor og receiver), kan lillebror UB-820 være et godt alternativ.
Billedkvalitet
Med et digitalt videoformat som Blu-ray plejer der ikke at være voldsomt stor forskel på billedkvaliteten fra Blu-ray-afspiller til Blu-ray-afspiller, uanset om den koster 1.000 eller 10.000 kroner. Men det nye 4K-format med HDR kræver – ironisk nok – mere varsom håndtering end tidligere generationer.
HDR-film har en tendens til at se alt for mørke ud, når de vises på visse projektorer og tv’er, og mister mange detaljer. Det kræver lidt kompensering, og her er Panasonic i sit es med sine avancerede justeringsmuligheder.
Den smarte videofunktion HDR Optimizer analyserer videoindholdet og tilpasser automatisk lysstyrke og kontrast. Man kan også lave manuelle finjusteringer for at tilpasse indholdet til skærmens maksimale lysstyrke. Alt dette bidrager til at give hver enkelt filmtitel optimale visningsforhold.
En anden bonus ved Panasonic er selvfølgelig support af Dolby Vision, som giver dig mulighed for at nyde det stigende antal film, der understøtter formatet. Spielberg-filmen Ready Player One ser ekstra lækker ud i Dolby-versionen, hvis du har et tv, der understøtter det (hvilket bl.a. LG’s OLED-tv’er gør). Panasonic-afspilleren har også flere streaming-apps om bord – inklusive Netflix og Amazon Prime, som også understøtter HDR.
Konklusion
Panasonic DP-UB820 er en fremragende Blu-ray-afspiller med noget nær universelle afspilningsmuligheder, bred formatunderstøttelse, et rigt app-udvalg og ikke mindst råsej billedkvalitet. Panasonic-afspilleren kommer meget tæt på storebror UB9000 i billedkvalitet – til under den halve pris. Tænk, hvor mange ekstra 4K-film og kilo popcorn du kan købe for differencen! En tryg anbefaling herfra.
+ DP-UB820 leverer samme avancerede videofunktioner og ydelse som storebror UB9000 i en billigere og mere simpel indpakning.
- Vi savner bagbelyst fjernbetjening!
Læs hele testen på Lyd & Billede