Fra tre til fem stjerner: Vi tester seks bærbare projektorer
Du behøver ikke at være hjemme for at se film. Du behøver ikke engang at være indendørs. Du skal bare bruge en lommeprojektor.
Filmoplevelser er normalt synonymt med at sidde bænket foran tv-skærmen i stuen eller at gå i biografen. Eller man har ligefrem en dedikeret hjemmebiograf med projektor derhjemme. Ingen af delene frister dog særlig meget i sommervarmen, hvor man hellere vil være udendørs.
Normalt vil det at tage filmoplevelsen med ud betyde, at man glor på mobil eller tablet. Og som “ego-løsning” fungerer det fint. Men hvad nu hvis man er flere, der gerne vil dele oplevelsen? Eller man simpelthen synes, at mobilskærmen er for klejn? Løsningen er en bærbar projektor. Forestil dig at se fodboldkampe udendørs i sommeraftnerne på “storskærm”! Mulighederne er mange.
En bærbar projektor kan projicere et meget større billede op, end du får fra en tablet eller laptop – noget, som folk på rejse også bør sætte pris på. Den er praktisk under fly- eller togturen, hvor du kan se film direkte på stoleryggen foran dig. Og når du kommer til hotelværelset, kan du nyde et 100 tommer stort billede direkte på væggen. Det lille hotel-tv blegner i sammenligning!
Bare vær opmærksom på, at billedet er mere grovkornet, end du er vant til fra pc-skærm og tablet, da pixelopløsningen er lavere end HD.
Hvis du vil have bedre lyd, end den fesne indbyggede højttaler giver, kan du bruge lydudgangen og koble en bærbar højttaler til. Bare sørg for, at højttaleren har en 3,5 mm analog lydindgang; eller hvis projektoren har Bluetooth-tilslutning, kan den kobles trådløst til en Bluetooth-højttaler. Som altid gælder det, at jo større højttalere, jo større lyd, så du må afveje bærbarhed og lydtryk.
Forskellige funktioner
Bærbare projektorer kommer i forskellige former og størrelser, og så er det gerne sådan, at mindre kan være mere praktisk, mens de lidt større har bedre lysstyrke og dermed er mere anvendelige i flere situationer. Nogle har indbygget afspiller, der kan fodres med film gemt på hukommelseskort, andre har trådløs afspilning fra smartphone. Enkelte har Bluetooth-tilslutning til trådløse hovedtelefoner.
De krav, vi har sat i denne test, er at projektorerne skal have HDMI-indgang, der fungerer med både medieafspillere og smartphones. De skal have indbygget batteri eller mulighed for dette, ellers kan de ikke kaldes transportable. Alle i denne test har indbygget højttaler, og de fleste har hovedtelefonstik.
Kandidaterne
Vi har forsøgt at få fat i så mange projektorer som muligt. Det viste sig ikke at være så nemt. Mange producenter har skåret dem fra, andre er midt i en udskiftning af modeller. F.eks. venter vi på at få Sony MP-CD1 ind, men den kom ikke i tide til denne test.
Så vi endte med en sværm af Philips-projektorer. De har måske et større udvalg af den slags end nogen anden, så hvis du synes, at fordelingen ser skæv ud, skal du bare vide, at det antal, vi fik ind, var endnu større, så valgte vi dem, vi anså for mest relevante.
Asus ZenBeam E1 kender vi i forvejen, og det samme gælder BenQ GS1, som har bedre lysstyrke og opløsning end de fleste. Og desuden ekstremt kort projektionsafstand, som giver det størst mulige billede fra den kortest mulige afstand.
Sådan testede vi
Vi har testet alle projektorerne med film fra Netflix via Apple TV. En HDMI-splitter er brugt, så flere projektorer kan vise det samme billede samtidig. Projektorernes andre funktioner såsom trådløs spejling fra mobil, videofiler på USB-nøgle osv. har vi ikke testet i denne omgang.
Læs den fulde test på lydogbillede.dk
Indgangsbilletten
Denne superkompakte projektor kan streame video trådløst
direkte fra din smartphone.
Med dens meget rejsevenlige format og lave pris kan vi forstå, hvis mange vil overveje Philips PicoPix PPX5110. Men batterilevetiden er meget begrænset og lysstyrken ligeså. Så vær klar til at trække alle gardiner for og holde billedstørrelsen under 60 tommer. Farverne er lidt overmættede, men det fungerer.
Trods den fristende lave pris vil vi hellere bruge lidt mere på en bedre projektor.
Læs den fulde test af Philips PicoPix PPX5110 på lydogbillede.dk
Velvalgt kompromis
Asus S1 har kun ét mål for øje: At give den bedste billedkvalitet for pengene fra et meget kompakt format.
Asus S1 er en kompakt rejseprojektor og er med 200 lumen blandt de mest lysstærke i sin klasse. Den har ikke det bedste sortniveau, men med naturlige farver og kort projektionsafstand kombineret med god batterilevetid er kompromiset stadig et af de bedste, vi har set i denne prisklasse.
At man kan bruge projektoren som nødlader til mobilen, er en fin bonus, men ikke noget, vi har lagt vægt på.
Læs den fulde test af Asus S1 på lydogbillede.dk
Biograf-walkman
Asus’ miniprojektor fylder ikke mere end en gammeldags walkman, og den gør for hjemmebioen, hvad den bærbare kassettespiller i sin tid gjorde for stereoanlægget.
Asus ZenBeam E1 er en projektor, der i kraft af størrelsen kan komme på steder, hvor få andre kan være med. Den har sine begrænsninger i både billedkvalitet og funktioner, men hvor er den dog en charmerende lille fyr!
I arbejdstiden tager den så godt som ingen plads i tasken, når du skal lave en præsentation. Og i ferien kan den agere storskærm på hotelværelset, i sommerhuset eller på campingpladsen. Hvis bare man også kunne skrumpe pc’en tilsvarende, var verden perfekt.
Læs den fulde test af Asus ZenBeam E1 på lydogbillede.dk
Mange tricks i ærmet
Hvad enten du vil se video fra mobil, pc, hukommelseskort eller USB – eller endda trådløst – er PPX3417W en projektor, der skal tages alvorligt.
Få andre projektorer kan skilte med samme funktionalitet som Philips PicoPix PPX3417W. Ud over HDMI-indgang kan den streame video trådløst med en tilhørende Wi-Fi-dongle, og den kan afspille videofiler fra USB-hukommelse og SD-kort. En fjernbetjening gør den nem i brug.
Billedkvaliteten er overraskende god, og lysstyrken er lige netop stærk nok til at fungere fint i de fleste situationer. Ulempen er en meget lang projektionsafstand i forhold til billedstørrelsen, hvilket begrænser brugen, hvis pladsen er trang. Blæserstøj trækker også ned.
Læs den fulde test af Philips PicoPix PPX3417W på lydogbillede.dk
Kun god på papiret
Vi havde forventet mere af en projektor med 720p opløsning, især til denne pris.
Det, der på papiret ser så godt ud – med 720p opløsning og en heftig lysstyrke på 350 lumen – falder på, at billedet aldrig helt bliver skarpt nok. Og manglende energi i den grønne farve gør, at ansigter bliver for rødlige og billedet generelt for fladt.
Værst er det med color banding, der gør, at himlen og andre scenerier, der skulle have jævne schatteringer, i stedet ser ud som et løg i tværsnit. Så hjælper det ikke meget med en nok så kraftig højttaler, og at man kan bruge projektoren som nødoplader.
Læs den fulde test af Philips PicoPix PPX4835 på lydogbillede.dk
Se film hvor du vil
BenQ GS1 er et columbusæg af en projektor, der gør det muligt at tage de store filmoplevelser med ud i verden.
BenQ GS1 er et lille columbusæg af en projektor. Med indbygget batteripakke og medieafspiller skal du bare tilsætte et lærred og en videofil for at se film, hvor du har lyst. Billedkvaliteten er fin, selv om lysstyrken er i den beskedne ende, og takket være sin ekstreme bærbarhed nærmest råber den på at finde på nye måder at se film på.
Du kan i praksis have en hel biografforestilling i en turrygsæk. Inklusive en Bluetooth-højttaler, et lagen til projektion, en sixpack – og en pose chips!
Læs den fulde test af BenQ GS1 på lydogbillede.dk