Test af Sony KD-65AF8
Sony følger op på sidste års OLED-triumf med en lækker high-end-model. Men har Bravia AF8 det, der skal til for at tage tv-tronen i år?
2017 markerede for alvor Sonys indtog i OLED-kapløbet, og vi sparede ikke på superlativerne, da vi testede topmodellen KD-65A1. Med banebrydende billede og lyd gjorde debutanten sig fortjent til titlen som Årets Bedste tv i high-end-klassen. Men udviklingen står aldrig stille, og mange har nok været spændt på, hvad Sony vil trække op af hatten i år!
De vigtigste forskelle mellem sidste års A1-model og det nye AF8 ligger i udseendet. Mens A1 har et skråt tilbagelænet staffeli-design, står AF8 lige op og ned som et almindeligt tv. Bagsiden er slankere og bedre tilpasset til vægmontering, så AF8 kan hænges op uden at rage for meget ud. Alternativt kan man bruge den medfølgende fod, som kun hæver skærmen nogle millimeter over bordpladen.
Billedkvalitet
De, der ser tv på en model i high-end-klassen, gør det nok allermest for billedkvalitetens skyld. Her er 65AF8 pakket med et højtydende OLED-panel fra LG Display kombineret med Sonys hidtil sejeste billedprocessor, X1 Extreme. Men da AF8 er baseret på samme teknologiske platform som A1, er der snarere tale om sidste års panel og processor end noget, der er helt spritnyt og banebrydende.
Bravia AF8 leverer – omtrent som forventet – en billedkvalitet, der næsten er identisk med Bravia A1. For det første har Sony-skærmen et fantastisk sortniveau og kan være sort som blæk, når handlingen kræver det.
En mørk og mystisk Netflix-serie som Stranger Things er skabt til at ses på en OLED-skærm, og Sony viser, hvordan det skal gøres. Følelsen af dybde og dynamik er helt suveræn – selv sammenlignet med de potente LCD-konkurrenter som Samsungs flagskib QE65Q9FN og Sonys eget 65XF9005 LCD med LED-bagbelysning.
Selv når vi betragter Sonys OLED i et helt mørkelagt rum, er det umuligt at se tegn på “tomgangslys” fra panelet. Det føles nærmest, som om handlingen på skærmen materialiserer sig foran os i levende live!
OLED-panelet skal selvfølgelig have meget af æren for den imponerende kontrast, men Sonys egen billedprocessering har også en finger i spillet. Bravia AF8 formår at grave detaljer frem i mørke områder, der går tabt på en del af konkurrenterne. Farverne er meget præcise, og skarpheden er sublim – også ved bevægelse.
Med VM i fodbold lige om hjørnet er det oplagt at se på, hvordan AF8 håndterer boldspil, og her er det slet ikke ueffent. Sony-skærmen har ingen problemer med at følge bolden og panorerer over græsbanen uden opbrydning, hakken eller støj. Desuden har den – som de fleste OLED-skærme – en meget bred betragtningsvinkel. Absolut en af de bedste skærme at se fodbold på!
Konklusion
Sonys nye OLED-tv i AF8-serien ligger meget tæt på det kritikerroste A1 OLED og er mest af alt et supplement til den populære high-end-model. Med sin ultraslanke konstruktion og sine usynlige højttalere er AF8 et godt alternativ for dem, der vil have samme høje ydelse på billede og lyd, men foretrækker et mere lodret design.
KD-65AF8 har klassens måske bedste lydsystem, og billedkvaliteten er til tider ganske ekstrem! Det ligner imidlertid sidste års A1-model for meget til at blive en soleklar favorit, men er bestemt en anbefaling værd. Vi er dog spændt på, om ikke Sony vil trække et “AF9” eller tilsvarende reference-tv op af hatten i løbet af sæsonen …
Læs den fulde test på lydogbillede.dk