*

Digitalt

Kongen af Twitter? Amerikaners jagt på gratis kyllingenuggets blev årets mest delte tweet

Barack Obama optræder tre gange på Twitters top 10 sammen med bl.a. sangerinden Ariana Grande.

Hvis man skal vide, hvad der rør sig ude i verden, kan man læse en avis eller alternativt kigge på den sociale platform Twitter. Her kan i hvertfald danne sig et indtryk af, hvad folk over hele kloden taler om lige nu.

Skulle man have glemt hvilke markante begivenheder, året har budt på, har Twitter traditionen tro gjort status og har offentliggjort listen over de pip, der har opnået størst gennemslagskraft og er blevet retweetet - eller på godt, gammelt dansk bare delt - flest gange.

De ni mest spredte tweets spænder bredt over amerikansk politik, terrorangreb og naturkatastrofer, og listen er i høj grad præget af alvorlige hændelser fra året, der gik. Med undtagelse af førstepladsen, der indtages af et anderledes muntert indslag.

1. Jagten på fastfood

I toppen af listen finder man et navn, der næppe vækker genkendelse hos ret mange læsere. Det mest retweetede tweet tilhører amerikaneren Carter Wilkerson, der den 5. april satte jagten ind på et års forbrug af gratis kylling nuggets. Han havde spurgt fast food-kæden Wendy's, hvor mange retweets han skulle skaffe for at få finansieret den drøm.

Wendy's gik med på legen og bad om 18 mio. retweets for at opfylde ønsket.

»Intet problem,« svarede Carter Wilkerson. Helt så mange retweets blev det ikke til, men med 3,6 mio. delinger blev hans bestræbelser det mest delte - ikke blot i år, men i hele det sociale medies levetid.

Dermed slog den indtil da ganske ukendte mand den berømte tv-vært Ellen DeGeneres af pinden som rekordholder.

2. Obama citerede Mandela

Selvom den nuværende præsident, Donald Trump, der lagde hånden på biblen i januar, er en flittig bruger af netop denne sociale platform, er ingen af hans beskeder havnet på listen over de mest delte tweets i år. Den tidligere præsident Barack Obama optræder til gengæld tre gange.

Han vakte opsigt med ord, der ganske vist ikke var hans egne, da han i august reagerede på hændelserne i Charlottesville, Virginia, hvor flere var blevet såret i sammenstød mellem højrenationale og venstreorienterede.

»Ingen bliver født med et had til en anden person på grund af vedkommendes hudfarve, baggrund eller religion,« skrev Obama, der videreformidlede Nelson Mandelas budskab.

Tweetet blev det næst mest delte i år - men også det mest populære nogensinde målt på antallet af hjertelige reaktioner.

3. Da Harvey ramte Houston

En indsamling til et oversvømmet og orkanramt Houston, hvor der blev udlovet 0,15 dollars for hvert retweet resulterede i så mange delinger, at det sikrede tweetet en tredjeplads med knap 1,2 mio. retweets.

4. Terror i Manchester Arena

Sangerinden Ariana Grandes 16 ord, der blev bragt på Twitter dagen efter det fatale skyderi i Manchester Arena, hvor hun selv netop havde optrådt den 22. maj, var blandt årets mest delte.

»Knust. Jeg er så, så ked af det fra bunden af mit hjerte. Jeg har ingen ord,« lød det Grande oven på angrebet, hvor 22 personer blev dræbt.

5. Barack Obama gik af

Et tidligt tweet, som Barack Obama skrev i januar, da han stod for at skulle flytte ud af Det Hvide Hus, er også havnet på listen.

»Tak for alt. Mit sidste ønske er det samme som mit første. Jeg beder dig om at tro - ikke på min evne til at skabe forandring, men på din egen.«

6. Hyldest til afdød sanger

Et billede siger mere end 1.000 ord, siger man. Bandet Linkin Park strøg i sommer ind på top 6 med et billede, der ikke var ledsaget af et eneste bogstav. Billedet forestillede bandets sanger, Chester Bennington, der blev fundet død i juli i en alder af 41 år.

7. Politisk sportsstjerne

På syvendepladsen finder man et kritisk tweet fra Cleveland Cavaliers-stjernen LeBron James, rettet mod Donald Trump. Udbruddet fra basketballspilleren kom, efter præsidenten havde trukket en invitation til Det Hvide Hus tilbage fra Lebron James' kollega Stephen Curry.

»Dit udskud - Stephen Cirry havde allerede sagt, at han ikke ville komme,« skrev han og fortsatte:

»At besøge Det Hvide Hus var en stor ære, indtil du dukkede op.«

8. Barack Obama sagde farvel og tak

Barack Obamas afskedsord ved udgangen af hans præsidentperiode blev retweeted over 630.000 gange, hvilket var nok til at sende ham ind på ottendepladsen.

»Det har været mit livsære at tjene jer. I har gjort mig til en bedre leder og en bedre mand,« skrev han i januar, da hans tid i præsidentstolen ophørte.

9. Hundemad til orkanofre

Sam Martin og hans hund Leo lovede i en video at donere godt 2,7 kg hundemad til Houstons firbenede indbyggere for hvert eneste retweet, opslaget kunne opnå. Det skete i forbindelse med orkanen Harveys hærgen, og 623.000 brugere støttede projektet med en deling.

10. Del og red liv

Med 604.233 delinger blev et tweet, der gjorde opmærksom på den amerikanske selvmordslinje, det 10. mest retweetede, skriver Time, der har fuldendt Twitters liste.

»Et menneske ender sit liv hvert 40. sekund. Vil du tage dig tid til at retweete dette og muligvis redde et af dem?« lød det.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her